Spaakone. (Efterskrift til Politivennen)

Spaaning i Kaart. Efterat det var kommet til Politiets Kundskab, at Sømand Frederiksens Enke, ogsaa kaldet Spaa-Stine, befattede sig med, for Betaling at spaae i Kaart, og at en for Tyveri arresteret Pige herom kunde give nærmere Oplysning, blev Sidstnævntes Forklaring modtagen, og gik i det Væsentlige ud paa Følgende. Medens hun for omtrent 3 Aar siden tjente hos en Præst her i Staden, var hun i lang Tid meget bekymret over et Kjæresteforhold, hvori hun stod til en Person, som hun troede ikke meente hende det ærligt. I et saadant Øieblik kom just en Kone til hendes Huusbond, og da hun saae, at Arrestantinden var bedrøvet og erfarede Grunden dertil, raadede hun hende at gaae til Spaa-Stine, hvis Adresse hun opgav, og som skulde kunne sige hende, om hun vilde blive gift med sin Kjæreste eller ikke. Samme Dag begav hun sig til Spaakonen. Denne - Sømand Frederiksens Enke - var i Besiddelse af forskjellige Slags Kaart og lagde strax disse op, samt lovede Arrestantinden, at hun nok skulde faae sin Kjæreste, idet hun viste hende et Kaart , hvorpaa var malet et Huus, med den Bemærkning, at der laae hendes tilkommende Hjem. Efterat Arrestantøren havde spurgt, hvad hun var hende skyldig, og F. havde yttret, at hun pleiede at faae 3 Mk., gav hun hente disse, og forlod hende, med den Opfordring fra dennes Side om flittig at besøge hende, da hun ikke kunde sige Stort den første Gang, men jo oftere Arrestantinden kom, destomere kunde hun faae at vide, ligesom hun ogsaa bad hende at anbefale hende til Andre. Efter den Tid kom Arrestantinden jevnliden til hende, undertiden flere Gange om Dagen, og, naar hun ikke havde Penge at betale med, maatte hun sætte Pant. Under disse Besøg omtalte F. oftere et Middel, som skulde være aldeles probat til at vinde kærestens Gjenkjærlighed, og bestod det deri, at Arrestantinden skulde levere F. det Linned, som hun til en opgivet Tid havde baaret, hvorefter F. vilde brænde det og bringe Arrestantinden Asken, efter at have baaret den 3 Gange omkring Kirken. Denne Aske skulde Arrestantinten blande i Maden, som hun spiste, og da var hun sikker paa, at Kjæresten ikke kunde forlade hende. Dette Middel, hvormed F. forsikkrede at have hjulpet Mange, kunde Arrestantinden imidlertid ikke beqvemme sig til at bruge, da hun ansaae det for Troldom. Arrestantinden forklarede endvidere, at hun oftere havde seet forskjellige Tjenestepiger komme bærende med hele Kurve fulde af Madvarer til F. , og at denne gentagne Gange havde spurgt hende, om hendes Frue aflaasede sine Gjemmer, samt opfordret hende til, ligesom de andre Piger, at bringe hende Smør, Ost, Fløde og Andet, som da kunde gaae af i Betalingen for Spaaningen, men derpaa havde Arrestantinden aldrig villet indlade sig. Hun tilføiede, at F. gjorde sine Kunder, hvoraf der indfandt sig en stor Mængde af forskellig Stand og Alder, troskyldige ved at fortælle dem, at hun havde forudsagt Kiøbenhavns Politi, der jevnlig havde raadspurgt hende, vigtige Begivenheder, og at hun af det havde faaet Tilladelse til at praktisere. Foruden at benytte Kaart, havde Enken Frederiksen, efter Arrestantindens Forklaring, ogsaa spaaet af æggehvide i Vand, idet den Person, der skulde spaaes, maatte ved Juul, Nytaar og Helligtrekongers Aften bringe hente et Æg og et Glas. Hviden blev da heldt i de med Vand fyldte Glas, og af de Figurer, som deri dannedes, forudsagde F. de Paagiældendes Fremtid. Arrestantinden forsikkrede, at hun havde seet en Række af Glas paa et Bord hos F., der foregav, at Hviden maatte henstaae 8 Dage i Vand, før den kunde benyttes. Hun tilregnede forøvrigt F., at hun nu var "i Forlegenhed", idet hendes Spaadomme havde bragt hende til at holde fast ved en Kjæreste, der ikke var hende tro, og af Sorg herover havde hun slaaet sig til Drik, og denne Last tilstod hun, at hun nu havde ladet sig forføre til Tyveri. Under den imod Christine eIler Stine Iversdatter eller Hein, Frederiksens Enke, derefter indledede criminelle Undersøgelse vedblev hun stadigen at benægte, at hun for Betaling havde slaaet hvide op i et Glas, for deraf at spaae i Fremtiden: hun havde kun enkelte Gange gjort det i Spøg for sine Bekjendtere. Hun benægtede ogsaa de øvrige om hende afgivne Udsagn, med Undtagelse af at hun for Betaling havde spaaet af Kaart for de Personer, som indfandt sig hos hende, for at faae Kaart oplagte for sig, og havde hun i de sidste 3 Aar drevet dette som en Erhvervskilde. Kaartenes Betydning havde hun lært sig til af "Gamle Marene Hexebog", og rettede hun sine Udtydninger deels efter denne, deels efter hvad der forekom hente passende efter vedkommende Persons Forhold, og hvad disse helst ønskede. De dreiede sig om Kjærlighed, Embedsansættelser, Forbrydelser, som man ønskede opdagede o. s. v., og paastod hun, at hun altid havde sagt til dem, at de ikke skulde troe paa, hvad hun sagde, førend det var indtruffet. Paa Rettens Opfordring at erklære, om hun selv troede paa Rigtigheden af hvad hun forudsagde, bemærkede hun, at hun ikke troede derpaa, førend det, hun havde forudsagt, var skeet, og yderligere Forklaring desangaaende var ikke at opnaae af hende, dog anførte hun som et Exempel, at hun kort før hun blev anholdt havde lagt Kaart op for sig selv, og, ved at bemærke, at Knægtene derved kom sammen, antog hun af denne Omstændighed, at det forestod hende en svær Rettergang. Tiltalte Frederiksen, der er født den 17de Octbr. 1809, og i 1835 straffet for Utroskab i sin Tjeneste samt for Forfalskning af sin Skudsmaalsbog. blev nu anseet med Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. november 1856).