Præste-Afskedigelse i Tønder. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tønder skrives i "Dvk.": Det er bekjendt nok, at der endnu her i Amtet findes ikke faa Præster, som i mer eller mindre Grad have kompromitteret sig under Oprøret, og skjøndt Provst Tidemand upaatvivlelig har været meget virksom for de mest Kompromitteredes Fjernelse, saa synes dog i længere Tid den Modstand, han mødte hos det Verdslige Medlem af Visitatoriet, at skulle gjøre hans Virksomhed i denne Retning frugtesløs. Som det lader til har imidlertid den nuværende slesvigske Minister, hos hvem Arthur Reventlow turde have mindre Indflydelse end hos Carl Moltke, luftet en lille Smule ud iblandt Præstestanden i Tønder Amt, hvad der da ogsaa var paatrængende nødvendigt. Det er saaledes bekjendt, at Hr. Mathiesen for nogen Tid siden har faaet sin Afsted som Præst i Klægsbøl, Iigesom ogsaa, at Hr. Hoeck i Hostrup under 5. ds. har havt en lignende Skæbne. Begge disse Herrer have været meget virksomme i Oprørets Tjeneste, og hvad den Første angaaer, da har han senere sat sig imod Gjennemførelsen af Sprogreskriptet, saa man af den Grund, skjøndt uden Frugt, har maatet paalægge ham hver anden Søndag, da der skulde holdes dansk Gudstjeneste, at indsende sin danske Prædiken til Biskoppen. Hvad Hr. Hoeck desuden angaaer, da er han temmelig almindelig bekjendt for mindre moralsk værdig til ar være Sjælesørger. Samme Skrivelse nævner dernæst flere slesvigske Geistlige, som ved Erklæringer mod Regeringen og deres øvrige Opførsel under Oprøret have fortjent at afskediges, saasom: Pastor Jepsen i Humptrup. Meyer i Raepstedt, Jessen i Abild, Momsen i Høyr, Carstens, Diakonus i Tønder, Göttge i Uberg, P. C. Holm i Aventoft.

(Ribe Stifts-Tidende 6. december 1856).

Hvad angår to af de nævnte sogne, Klægsbøl og Humtrup, blev der i april 1864 holdt en afstemning om kirke og skolesproget. I Tønder provsti var der i sognene Aventoft, Humtrup, Klægsbøl, Læk og Sønder Løgum forsvindende få der gik for dansk eller begge sprog i kirken (under 5 ). Selvom man fra dansk side anse afstemningerne for en farce, så viste det dog (i modsætning til under det danske styre i 1856) at man var rede til at tage befolkningens holdning i betragtning, mhp at tilgodese mindretal. (Schultz-Hansen: Danskheden i Sydslesvig, s. 174).