En ung Arbejder dræbt i Gasværkshavnen.
I Gaar Eftermiddags,ved 4 ½ -Tiden er der ombord i Damperen "Romø" i Gasværkshavnen sket en Ulykke, der har kostet en ung Arbejder Helge Andersen, Dybbølsgade 46, Livet.
Andersen havde netop endt sit Arbejde med at losse og vilde gaa fra Borde, da en Kammerat bad ham efter, om der ikke var noget i Vejen mod Hejseværket. I det samme kom et mægtigt Orkanstød, der rev Halvtaget af er Motor paa en af Kul-Kranerne og slyngede dette ned paa Skibets Dæk.
Halvtaget ramte Andersen og slyngede ham ned i Lasten. Og da man fik ham op, var han saa frygtelig tilredt, at det stod klart for alle, at der ikke var langt tilbage.
Andersen udaandede da ogsaa, før Ambulancen naaede Kommunehospitalet.
Den afdøde Havnearbejder, der var en flink og afholdt ung Mand, blev kun 27 Aar gammel og efterlader sig en ung Hustru og en 5-aarig Søn.
Han havde - efter længere Tids Arbejdsløshed - nu fornylig faaet Arbejde hos Kampmann & Herskind.
(Aftenbladet (København) 17. november 1923)
En Storm-Ulykke i Gasværkshavnen.
En ung Arbejder kunst mod Skibslastens Gulv.
Den stærke Storm i Fredags foranledigede en Ulykke i Gasværkshavnen. En 29-aarig Maskinist, Helge Hjalmar Andersen, mistede Livet ved at blive slynget ned i Lasten paa Damperen "Romø", der losser Kul ved Kampmann & Herskinds Plads.
Andersen var ved 4 Tiden beskæftiget paa Dækket ved Lugen. Stormen rev Overdelen af en stor Svingkran, og den tunge Indretning ramte Andersen i Ryggen og slyngede ham ud over Lugekarmen ned i den 18 Fod dybe Last.
I Faldet blev han fuldstændig knust. Hovedet var en blodig og ukendelig Masse, og de fleste Lemmer var blevet brudt. Alt Liv var straks udslukt.
Hans Kammerater alarmerede Brandvæsenets Ambulance, der kørte den dræbte til Kommunehospitalet.
Ulykken gjorde et uhyggeligt Indtryk paa alle Arbejderne, der standsede Arbejdet. Dobbelt smærteligt virkede Ulykken ved, at den dræbtes gamle Fader, der ogsaa deltog i Losningen, var Vidne til sin Søns uhyggelige Død, og han maatte bringe Ulykkesbudskabet til sin Svigerdatter og lille Sønnesøn, der bor i Dybbølsgade 46.
Politiet, der har foretaget en nøje Undersøgelse af Ulykken og dens Aarsag, kan kun fastslaa, at den er foregaaet som ovenfor meddelt, og at det altsaa er Stormen der har krævet et Offer.
(Social-Demokraten 18. november 1923)
Kranfører H. Andersens Jordefærd.
En stemningsfuld Højtidelighed.
I Gaar begravedes den 28-aarige Kranfører Henry Andersen, som i Fredags mistede Livet under sit Arbejde i Gasværkshavnen.
Jordefærden havde en gribende Karakter. I det store Kapel paa Vestre Kirkegaard samledes Afdødes Venner og Arbejdsfæller sammen med Familien, hvis Midtpunkt var den unge sørgende Hustru med sit Barn ved Haanden. Firmaet Kampman & Herskind var repræsenteret ved Direktør Kampmann og Prokurist Schmidt.
Fra Afdeling II af Smede- og Maskinarbejdernes Forbund var mødt Formanden og Sekretæren Kisten var prydet med talrige signerede Kranse, fra Fagforeningen, fra Firmaet og fra mange Private.
Pastor Rlchard Thomsen, Gladsakse, holdt en dybt bevæget Tale baaret oppe af Kærlighed til Arbejdets Udøvere, der røgter deres Kald under Livsfare, skønt Lønnen ofte kun er ringe.
Koncertsanger Adolf Samuelsen sang et stemningsfuldt Farvel, og det store Følge samledes om Graven, der dækkedes af hvide Sneflokke.
Den stilfulde Jordefærd gjorde et stærkt Indtryk paa alle.
(Social-Demokraten 23. november 1923).
Enken havde nok haft mere gavn af de mange penge, som var brugt på blomster og kranse.
SvarSlet