06 januar 2015

Uordner.

Ikke bare på Købmagergade, men også i Læderstræde, og især på det sidste sted, er det sket at folk, som er gået forbi de holdende, forspændte kareter, har været i fare for at blive bidt af heste, der har snappet efter dem. Da det umuligt kan være husbonden eller i det mindste hans folk ubekendt, at en eller anden af deres heste har denne farlige vane, håber man at de aldrig lader sådan et dyr stå ude på gaden. Det var ikke uretfærdigt, om en meget følelig straf pålagdes den hyrekuskkarl, hvis hest bed nogen forbipasserende. Det bør bemærkes, at det var i sommer en af hestene på Købmagergade snappede efter en forbipasserende. I Læderstræde er det derimod sket for ganske nyligt.

(Politivennen nr 355, 9. februar 1805, s. 5651-5652)


Læderstræde - her tæt på Amagertorv - blev ramt af branden i 1795, og stod næsten genopført i 1805, så husene lignede formentlig fotoets huse. Rådhustårnet som man aner i baggrunden til højre var der ikke. Her forløb volden. Muligvis har man i stedet kunnet se en af de 17 voldmøller.

Redakteurens Anmærkninger

København havde i 1801 over 2.500 heste. Hyrekuske rangerede under midten i det københavnske retssystem, men dog under "anselige og formuende borgere" som Politivennens skribenter formentligt kom fra. En pæn portion artikler i Politivennen beklager sig over hyrekuske, som ikke kører hvorhen de bliver bedt om, kører vildt og uforsvarligt og i det hele taget er uforskammede og grove.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar