P. M.
I Politivennen nr. 52 finder jeg uventet mit navn indført under 13. april fra Svendborg "At min hund havde angrebet en snedkersvend som bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet var så ophovnet at man med megen føje tvivler om karlens helbredelse. Item at hunden ikke endnu var skudt, men vil formodentlig anrette flere rædsomme ødelæggelser."
At hunden af troskab for sin herre søgte snedker Svendsen som ved en hændelse gik for nær til min hest jeg red på, og at han fik et lille ubetydeligt sår på benet som inden 3 dage var ganske lægt, det er sandt. Og det bevidner vedfælgende 2 attester af en doctor medicinæ og en distriktskirurg hvortil jeg referer mig. Men derfor har jeg endog af rimelig medynk og menneskekærlighed bidraget min skærv, ja endog straks bortsendt hunden på landet. Men derfor bør en hund ikke skydes, ej heller anses så gal som den der tør understå sig i at lyve for et helt publikum, og -- jeg gad godt vide hvem dette ondskabsfulde menneske har været! Jeg respekterer hr. Politivennen, hvem han end er, at han laster det onde. Men skade når uartige mennesker indberetter ham usandheder til sin næstes beskæmmelse eller fornærmelse hvorfor jeg ønsker dette indrykket i næstkommende blad, som vist vil gøre Politivennen ære og mig satisfaktion.
Svendborg den 2. juli 1799
Baron C. F. Juel.
De 2 påberåbte attester lyder således:
Jeg er aldeles ikke af den mening at snedkersvenden Niels Hansens sygdom skulle have været en følge af det hundebid som S. I. hr. baron Juels hund tilføjede ham. Da ingen af tilfældene under sygdommen kan siges at have nogen lighed med de der følge på farlige hundebid. Men hans sygdom var snarere foranlediget ved den strenge kulde vi i denne hårde vinter har haft da han har haft dårligt leje og pleje som ufejlbarlig må gøre et førhen usundt legeme værre.
Dette bliver af mig som den der har haft ham under kurr efter forlangende troværdigt attesteret.
Svendborg den 22. juni 1799
W. Murer
Physicus chirurgus
På anmodning af hr. distrikts-kirurg Murer besøgte jeg med ham engang snedkersvenden Niels Hansen i hans sygdom og fandt at de tilfælde hvoraf han så syg, aldeles ikke kunne anses som frembragt af hundebid, men burde henregnes til en skjult chreumatisk feber der just havde udbrudt.
Svendborg den 27. juni 1799.
B. Bøjesen
D. M.
Hr. baronen har taget mig således på den ømme side at jeg ikke ville undlade at indrykke ovenstående skønt manglende den anstændige tone planen (se nr. 1) udfordrer. De af dette bads læsere der sætter uendelig større pris på mennesker end på hunde, uden derfor at ringeagte disse, vil næppe være fyldestgjorte ved retfærdiggørelsen. Hr. baronen tilstår faktum, men kalder indberetningen usandfærdig mens attesterne ikke beviser enten at såret var ubetydeligt eller at det lægtes inden tre dage. Det ville være kuriøs at vide hvor betydelig en snedkersvend skulle bides eller hvor mange snedkersvende der skulle bides ubetydelig før en hund burde (ikke til straf, men til forebyggelse) skydes. Indsenderen af det påankede i nr. 52 har imidlertid angivet mig sit navn og stand.
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 64, den 12 Julii 1799, s 1014-1017)
I Politivennen nr. 52 finder jeg uventet mit navn indført under 13. april fra Svendborg "At min hund havde angrebet en snedkersvend som bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet var så ophovnet at man med megen føje tvivler om karlens helbredelse. Item at hunden ikke endnu var skudt, men vil formodentlig anrette flere rædsomme ødelæggelser."
At hunden af troskab for sin herre søgte snedker Svendsen som ved en hændelse gik for nær til min hest jeg red på, og at han fik et lille ubetydeligt sår på benet som inden 3 dage var ganske lægt, det er sandt. Og det bevidner vedfælgende 2 attester af en doctor medicinæ og en distriktskirurg hvortil jeg referer mig. Men derfor har jeg endog af rimelig medynk og menneskekærlighed bidraget min skærv, ja endog straks bortsendt hunden på landet. Men derfor bør en hund ikke skydes, ej heller anses så gal som den der tør understå sig i at lyve for et helt publikum, og -- jeg gad godt vide hvem dette ondskabsfulde menneske har været! Jeg respekterer hr. Politivennen, hvem han end er, at han laster det onde. Men skade når uartige mennesker indberetter ham usandheder til sin næstes beskæmmelse eller fornærmelse hvorfor jeg ønsker dette indrykket i næstkommende blad, som vist vil gøre Politivennen ære og mig satisfaktion.
Svendborg den 2. juli 1799
Baron C. F. Juel.
De 2 påberåbte attester lyder således:
Jeg er aldeles ikke af den mening at snedkersvenden Niels Hansens sygdom skulle have været en følge af det hundebid som S. I. hr. baron Juels hund tilføjede ham. Da ingen af tilfældene under sygdommen kan siges at have nogen lighed med de der følge på farlige hundebid. Men hans sygdom var snarere foranlediget ved den strenge kulde vi i denne hårde vinter har haft da han har haft dårligt leje og pleje som ufejlbarlig må gøre et førhen usundt legeme værre.
Dette bliver af mig som den der har haft ham under kurr efter forlangende troværdigt attesteret.
Svendborg den 22. juni 1799
W. Murer
Physicus chirurgus
På anmodning af hr. distrikts-kirurg Murer besøgte jeg med ham engang snedkersvenden Niels Hansen i hans sygdom og fandt at de tilfælde hvoraf han så syg, aldeles ikke kunne anses som frembragt af hundebid, men burde henregnes til en skjult chreumatisk feber der just havde udbrudt.
Svendborg den 27. juni 1799.
B. Bøjesen
D. M.
Hr. baronen har taget mig således på den ømme side at jeg ikke ville undlade at indrykke ovenstående skønt manglende den anstændige tone planen (se nr. 1) udfordrer. De af dette bads læsere der sætter uendelig større pris på mennesker end på hunde, uden derfor at ringeagte disse, vil næppe være fyldestgjorte ved retfærdiggørelsen. Hr. baronen tilstår faktum, men kalder indberetningen usandfærdig mens attesterne ikke beviser enten at såret var ubetydeligt eller at det lægtes inden tre dage. Det ville være kuriøs at vide hvor betydelig en snedkersvend skulle bides eller hvor mange snedkersvende der skulle bides ubetydelig før en hund burde (ikke til straf, men til forebyggelse) skydes. Indsenderen af det påankede i nr. 52 har imidlertid angivet mig sit navn og stand.
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 64, den 12 Julii 1799, s 1014-1017)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar