I anledning af en i Politivennen nr. 45 for året 1799 indført tildragelse ved Storebælt har hr. postfører Langballe som Politivennens læsere er bekendt, forlangt at vide navnet på den mand som har ladet denne tildragelse indrykke. At opgive dennes navn var hverken udgiveren eller indrykkeren uvillig til. Kun måden hvorpå hr. Langballe forlangte samme gjorde at anmelderen ikke så straks kunne bestemme sig til at give hr. Langballe den forlangte oplysning. Man lod derfor indføre den erklæring som findes i Politivennen nr. 51 og som tydeligt går ud på at man aldeles ikke har haft til hensigt derved at fornærme Langballe som en bekendt brav mand. Imidlertid har hr. Langballe siden personlig talt med anmelderen og for ham godtgjort at denne erklæring ikke kunne være tilstrækkelig til at forebygge at jo hans uvenner - hvoraf han som en i sit fag virksom og stræbsom mand, vist har mange som af ondskab og misundelse ville gribe endog den mest ubetydelige lejlighed til at nedsætte hans sande fortjenester - kunne endnu finde anledning til endog ved erklæringen selv at gøre dem lystig på hans bekostning.
Anmelderen har derfor fundet det rimeligt ikke alene at gentage ovennævnte erklæring: "At anledningen til denne begivenheds anmeldelse ikke har været at fornærme hr. postfører Langballe som en bekendt brav mand, men endog tilføje: at hr. Langballe har berettet mig at præsten hr. Mejer havde endog berøvet ham de 2 bådshager. Redskaber som enhver der er bekendt med ibådes transport ved hvor uundværlige disse er. At præsten selv skal have forsikret at han ikke for nogen gevinst vovede sig oftere således, at det som han gav hvad enten det kaldes mulkt eller frivillig gave, var hans eget fri tilbud efter at han var blevet overbevist om hvad skade savnet af disse bådshager kunne have medført posten og endelig at det ikke skal forholde sig således som anmelderen og den derefter at de fynske aviser gjorte slutning at postfører Jespersen gik over samme dag fra Nyborg til Sprogø med 2 poster og bragte Langballe de ham berøvede bådshager mv.
Enhver upartisk dommer vil altså efter denne forklaring ikke kunne tillægge hr. Langballe nogen efterladenhed i sit embedes udførelse. Især når tillige overvejes at fordi 2 enkelte og ledige personer ville vove at gå over, var det ikke sagt at hr. Langballe som havde så mange personers liv og velfærd under sin værge, burde vove at gå en øjensynlig fare i møde. Hvortil endnu kan føjes, som jeg tror ingen fornuftig tænkende vil kunne modsige: at om det endda havde været rigtig som det dog ikke skal være at hr. Jespersen var gået fra Nyborg med 2 poster mens hr. Langballe kom på Sprogø med den ene for at føre over til Nyborg, var det derfor ikke sagt at hr. Langballe kunne have gået fra Sprogø da isens situation ved Sprogø som Jespersen ikke kunne vide ved Nyborg, kunne have været langt anderledes end den var så langt man kunne bedømme den fra Nyborg.
Overalt håber jeg som ved flere lejligheder har vist at være hr. Langballes sande ven at der næppe vil kunne fremstå nogen som kan nægte hr. Langballe dette at han såvel i sit embede som ved mange lejligheder uden for samme hvor i blandt jeg vil alene nævne to bemærkelsesværdige, nemlig de 2 gange Nyborg har været hjemsøgt af ildebrand, har vist sig ikke alene som en ivrig og virksom embedsmand, men også som en moralsk god og ædel mand. Dette er den erklæring som jeg skylder hr. Langballe og som jeg skylder sandhed. I øvrigt har jeg selv uden hans anmodning opgivet ham at jeg havde indrykket den påankede tildragelse og overlader ganske til ham at handle som han finder for godt, da jeg i al fald ikke frygter for noget og følgelig heller ikke skal krybe i skjul under det opdigtede, men denne gang endnu efter hr. Langballes positive anmodning brugte navn.
Pseudonymus.
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 65, den 20 Julii 1799, s 1025-1029)
Anmelderen har derfor fundet det rimeligt ikke alene at gentage ovennævnte erklæring: "At anledningen til denne begivenheds anmeldelse ikke har været at fornærme hr. postfører Langballe som en bekendt brav mand, men endog tilføje: at hr. Langballe har berettet mig at præsten hr. Mejer havde endog berøvet ham de 2 bådshager. Redskaber som enhver der er bekendt med ibådes transport ved hvor uundværlige disse er. At præsten selv skal have forsikret at han ikke for nogen gevinst vovede sig oftere således, at det som han gav hvad enten det kaldes mulkt eller frivillig gave, var hans eget fri tilbud efter at han var blevet overbevist om hvad skade savnet af disse bådshager kunne have medført posten og endelig at det ikke skal forholde sig således som anmelderen og den derefter at de fynske aviser gjorte slutning at postfører Jespersen gik over samme dag fra Nyborg til Sprogø med 2 poster og bragte Langballe de ham berøvede bådshager mv.
Enhver upartisk dommer vil altså efter denne forklaring ikke kunne tillægge hr. Langballe nogen efterladenhed i sit embedes udførelse. Især når tillige overvejes at fordi 2 enkelte og ledige personer ville vove at gå over, var det ikke sagt at hr. Langballe som havde så mange personers liv og velfærd under sin værge, burde vove at gå en øjensynlig fare i møde. Hvortil endnu kan føjes, som jeg tror ingen fornuftig tænkende vil kunne modsige: at om det endda havde været rigtig som det dog ikke skal være at hr. Jespersen var gået fra Nyborg med 2 poster mens hr. Langballe kom på Sprogø med den ene for at føre over til Nyborg, var det derfor ikke sagt at hr. Langballe kunne have gået fra Sprogø da isens situation ved Sprogø som Jespersen ikke kunne vide ved Nyborg, kunne have været langt anderledes end den var så langt man kunne bedømme den fra Nyborg.
Overalt håber jeg som ved flere lejligheder har vist at være hr. Langballes sande ven at der næppe vil kunne fremstå nogen som kan nægte hr. Langballe dette at han såvel i sit embede som ved mange lejligheder uden for samme hvor i blandt jeg vil alene nævne to bemærkelsesværdige, nemlig de 2 gange Nyborg har været hjemsøgt af ildebrand, har vist sig ikke alene som en ivrig og virksom embedsmand, men også som en moralsk god og ædel mand. Dette er den erklæring som jeg skylder hr. Langballe og som jeg skylder sandhed. I øvrigt har jeg selv uden hans anmodning opgivet ham at jeg havde indrykket den påankede tildragelse og overlader ganske til ham at handle som han finder for godt, da jeg i al fald ikke frygter for noget og følgelig heller ikke skal krybe i skjul under det opdigtede, men denne gang endnu efter hr. Langballes positive anmodning brugte navn.
Pseudonymus.
(Politivennen. Hæfte 5, nr. 65, den 20 Julii 1799, s 1025-1029)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar