11 juli 2014

Politiefterretning fra Svendborg

Så lidt jeg er for at udlægge mig med dem der regner sig blandt de såkaldte store, så lidt kan jeg dog tåle at se de største uordener upåankede gå i svang Deres blad giver mig derfor anledning til at melde Dem følgende: - Iblandt de adskillige uordener som for nærværende tid finder sted i Svendborg, såsom møddinger der ligger på gaderne, daglig påhæng af tiggere såvel som byens egne som landstrygere fra egne langt borte fra, gaderne jammerligt opførte, tømmer der ligger på fortovene langt ud på gaden og så fremdeles, - tildrog sig den 11. april d. m. at en stor jagthund tilhørende baron Juul som for nærværende tid bor i Svendborg, på gaden angreb en snedkersvend og bed ham således i sit ene ben at både dette og låret indtil underlivet er så ophovnet at man med megen møje tvivler om karlens helbredelse. Hunden er endnu ikke skudt, og vil formodentlig i selskab med de andre løse hunde i byen hvis tal er legio, snart anrette flere rædsomme ødelæggelser.

Dette skulle jeg ikke undlade at melde hr. Politivennen, og udbeder mig tillige dette indført i Deres blad for om muligt herved at vække vedkommende af en så skadelige lethargie.

Svendborg den 13. april 99.

Johannes Halvblind.

(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 819-820)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar