Om jeg husker ret, har jeg i Deres blad, Politivennen, læst klager over arme sortes mishandling af den ubarmhjertige blanke. Ja, jeg har læst det, men ikke uden at ynke de mishandlede og beklage de uhyrer der endnu i vores kultiverede tider begår sådant mod de mennesker der som oftest hos os og især i denne strenge vinter er i den ynkværdigste tilstand. Næppe ville jeg også have troet af sådant kunne finde sted hvis jeg ikke selv havde været øjenvidne til en lignende adfærd mod en af disse ulykkelige der den 31. marts af en mængde kåde drenge blev overfaldet, ikke alene med næveslag, men endog med en vældig stenregn.
Ak, men ikke alene den sorte forbander blankes hårde og umenneskelige medfart. Nej, endog selv fra blankes kummerbankende barm hæver sig nu og da frugtesløse klager over martrende pinsler. Det ville her blive for vidtløftigt at opregne en mængde af sådanne ulykkelige der desværre findes nok af. Kun vil jeg anføre et eksempel der som jeg tror, fortjener alles, men især de ansvarliges opmærksomhed, og om muligt afhjælpelse (hvilket jeg ikke tvivler på). Det er nemlig en kone der henved nogle og tyve år har under de beklageligste smerter tilbragt livet på Skt. Hans Hospital, ikke på dets sygestuer, nej i dets såkaldte dårekister som jeg troede næppe engang burde bruges til de ulykkelige der i galskab skader. Ja, her har hun, siger jeg ligget så mange år i en skummel hule på det tørre strå, vel beklaget af mange, men aldrig hjulpet. Mon der dog endnu ikke kunne føjes anstalt til at lindre hendes smerter? Jo, gid at al ulykke så let kunne forebygges. Jeg tør da håbe at de ansvarlige for menneskehedens skyld vil formilde, om ikke andet, så dog hendes, i så ynkelig en tilstand, umenneskelige leje.
J. Kummersven.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 817-819)
Dårekiste.Fra vestre Fængsels Museum.
Ak, men ikke alene den sorte forbander blankes hårde og umenneskelige medfart. Nej, endog selv fra blankes kummerbankende barm hæver sig nu og da frugtesløse klager over martrende pinsler. Det ville her blive for vidtløftigt at opregne en mængde af sådanne ulykkelige der desværre findes nok af. Kun vil jeg anføre et eksempel der som jeg tror, fortjener alles, men især de ansvarliges opmærksomhed, og om muligt afhjælpelse (hvilket jeg ikke tvivler på). Det er nemlig en kone der henved nogle og tyve år har under de beklageligste smerter tilbragt livet på Skt. Hans Hospital, ikke på dets sygestuer, nej i dets såkaldte dårekister som jeg troede næppe engang burde bruges til de ulykkelige der i galskab skader. Ja, her har hun, siger jeg ligget så mange år i en skummel hule på det tørre strå, vel beklaget af mange, men aldrig hjulpet. Mon der dog endnu ikke kunne føjes anstalt til at lindre hendes smerter? Jo, gid at al ulykke så let kunne forebygges. Jeg tør da håbe at de ansvarlige for menneskehedens skyld vil formilde, om ikke andet, så dog hendes, i så ynkelig en tilstand, umenneskelige leje.
J. Kummersven.
(Politivennen. Hæfte 4, nr. 52, den 20 April 1799, s. 817-819)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar