(Brev fra Svendborg,)
Et Minde fra Blichers Dage. - Skønne Naturbørn. - Rige Lazzaroner. - Bryllupsfest. - En pudset Bonde.
Nu om Stunder ser man ikke saa ofte Zigøjnere, "Natmænd", "Kæltringer" og den Slags Naturbørn, som i salig Blichers Dage! Desmere Opsigt vækker derfor ogsaa en Zigøjnerbande, som i denne Tid hjemsøger Sydfyn.
Forrige Søndag kom den tii Svendborg og opslog sin Lejr udenfor Byens Grænse, da Politimesteren ikke vilde have den inter muros.
Tropen kom kørende i grønne Vogne, forspændt nogle magre Krikker, og opslog straks sin Bolig paa den Guds grønne Jord, saaledes at der med Vognen som Baggrund udspændtes et laset, sodet Sejl i Teltform, og deri anbragtes bløde Dyner, hvorpaa Gamle og Unge, Mænd og Kvinder, doser Dagen og Natten bort, naar de ikke netop har noget bedre for - hvad de sjældent har.
Tropen bestaar af en Snes "ægte Zigøjnere", hvortil har sluttet sig et omrejsende Akrobatselskab, der her har fundet et Tilflugtssted for Ladhed og Lediggang mod at optræde sammen med de sorte ved de store spanske Cirkus-, Variétée-, Teater-, Sang- og Musik-Forestillinger", som "Selskabet" giver.
De rigtige sorte er det imidlertid interessant at kaste et Blik paa i deres naturlige Tilstand.
Ved Hjælp af en Cigar, en lille Mønt eller lignende gør man sig nogenlunde fortrolig med dem, Blottet for Intelligens er de ikke, de har i kort Tid lært at gøre sig forstaaelig paa Dansk, og Tysk taler de forholdsvis rent - indbyrdes taler de derimod et rent Kaudervælsk, som de selv kalder for "Platfransk".
De siger, at de stammer fra Elsaz.
Hvis man gør et godt Indtryk paa dem, kan man nok faa Lov at slaa sig ned omkring deres Baal i Teltet og sludre med dem, medens man iagttager deres "Leben und Treiben".
De unge af dem er smukke Folk, rent ud dejlige velskabte Kroppe, mørk Hud, kulsort, blankt og langt Haar, lynende Øjne, kraftige blinkende Tænder og for Mændenes Vedkommende langt spidst Beduinerskæg. Klædningen bestaar mest af Laser og Trævler, der dog som Regel dækker det meste af Kroppen. Børnene har nok i en Skjorte eller mindre.
Føden tager de den naturligst mulige Tilstand. Hvad der skal koges, bliver puttet i en Gryde over det flammende Baal, det kommer ikke saa nøje an, om Fisken er "gjort ren" eller om der er "taget ud" at Hønen.
De sorte er rige.
Ingen ved, hvor de har deres Grunker fra. Sagnet gaar, at hver Høvding for en Zigøjnerbande er i Besiddeise af en uendelig Skat, og man skulde ogsaa tro, at de mange mærkelige Historier, som følger dem paa deres Vandring, var Sagn, hvis man ikke fik Syn for Sagen. Ved enhver Lejlighed rasler de mod Pengene, og ved deres Forestillinger er de saa beslaaede med Sølv og tildels Guld, at en Mand nok skulde faa sit Læs med at hære alle deres Smykker.
Til Svendborg kom de fra Landsbyen Vesterskerninge.
Dor fortælles følgende Historie om dem der ude fra:
Høvdingen kom ind til en Gaardmand for at leje et Stykke af Marken til Lejrplads. Manden undslog sig imidlertid, da han ikke holdt af det Postyr.
"Hvad koster Gaarden da?" spurgte Zigøjneren.
Manden gik ind paa Spasen, som han troede det var og forlangte 35,000 Kroner.
"Top"! sagde den sorte og talte Pengene op paa Bordet.
Gaardmanden fortrød hurtig Handølen, men maatte betale 200 Kr. for at faa den til at gaa tilbage.
Nok om det, de har Penge som Græs og forsømmer ingen Lejlighed til at vise det. Naar de faar Kobberkedler at flikke, stiller de røde Penge i Pant, og de er altid parat til at hale den fyldte Pengepung frem. Havde de ikke de mange Penge, vilde de ogsaa blive vist ud af Landet.
Naar de viser sig paa Gaden i brogede Pjalter, faar de en hel Hale Ungdom efter sig og ved deres "Forestillinger" fylder Folk det Cirkustelt, som Akrobaterne rimeligvis har bragt med som deres Indskud i Interessentskabet. Forestillingerne er et Sammensurium i Zigøjnernes Dans. Sang og Musik og Akrobaternes almindelige tarvelige Kunststykker. Der findes dog ogsaa "dresserede" Heste, Gedebukke og Hunde.
Zigøjnerne kan ikke en Gang ved disse Lejligheder lægge Baand paa deres fri Natur. Der sidder f. Eks. paa Bænken mellem Tilskuerne en gammel rynket Mutter med hængende Bryster og en Snadde i Munden og giver tydeligt henholdsvis sit Bifald og Mishag til Kende. Mellem Publikum og paa Manegen farer de halvpaaklædte Unger omkring med Cigarer og Cigaretter, som de tigger. Musiken er et rædselsfuldt Helvedesspektakel, og dog gør Zigøjnerne umulige Forsøg paa at overdøve den med spanske "Sange".
Ved en "Bryllupsfest" bliver ved hver Forestilling en "Dame" paa 16 Aar viet til en "Herre" paa 17. Dansen er ret morsom at se paa, særlig de mindste Børns. De fleste af dent er iklædt Højtidsdragten til Forestillingerne, Kvinderne saa spraglet rødt som muligt og alle behængte med Sølv. Billettøren har Sølvknapper at en Næves Størrelse i sin Trøje. En at Mændene er fuldstændig bepansret paa Brystet med store Møntstykker, og en anden brillerer med en kæmpemæssig Snusdaase af ægte Guld.
Men det er ikke som Kunstnere man skal se disse Naturens Børn, de tager sig dog bedst ud i deres lasedeTelte, hvor de sorgløse og livsglade lever deres muntre Nomadeliv, høflige og fredelige mod de fremmede, der nænner sig dem venskabeligt - at have en af de sydlandske Fyre til Uven turde være behageligt, de vil vist ikke tage i Betænkning at dolke deres Fjende.
- - -
For et Par Dage siden forlod de Svendborg.
Paa deres Vogne var pakket Telte og Dyner og i alle Pjalter laa Mænd, Kvinder og Børn i en péle-méle.
Da de kørte gennem Byen, holdt de paa en aaben Plads. Høvdingen, der kørte den forreste Vogn, trak en Guldsnusdaase af Størrelse som en Sardindaase op af Lommen, tog en Pris og slog et Smæld med Pisken - og saa gik det paany mod Øst, ud i den vide, vide Verden
Svend.
(København 29. april 1894).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar