27 marts 2015

Eksempler på Sandhed og på Usandhed

I Politivennen 498 læser jeg en beretning i anledning af den ulykke, som traf min søn, Reinhardt Rødder, forleden onsdag aften, som hverken er fuldstændig eller ganske rigtig. Og jeg håber derfor at læserne af bemeldte blad vil høre den rette sammenhæng af mig, som en nedslået far, der har mistet sin alderdoms støttestav, og vist havde mindst årsag at skåne, om jeg vidste nogen der havde bidraget til hans død. Fiskeren Frederik Møller blev hyret til at lodse hr. Weilbachs kaperbåd ud gennem Kalveboderne. Han mødte ikke og båden blev uden lods roet ud. 

 Et par timer derefter kom Frederik i land og lod sin båd, en lille bergensjolle, blive uden for pælerækkerne. Da han var gået hjem, og jeg og min søn som sædvanligt sad hos bommanden, hørtes et jammerligt skrig, hvorefter bødker Olsen, en matros fra den fynske jagt som på den tid lå ved badehusene, samt min søn på Kjærs anmodning da han på grund af sygdom ikke selv kunne sejle ud, tog hans båd og roede ud for at se om nogen var i fare. De kom tilbage og forklarede for mig og Kjær at de hverken havde hørt eller set nogen og vi blev alle enige om at skriget måtte være kommet fra kaperbåden, der ikke kunne finde løbet. 

Straks derefter kom hr. styrmand Nielsen fra den bemeldte kaper der havde lagt sig ved Toxverds Bro, over land derfra og spurgte efter Frederik. Min søn gik efter ham, fandt ham i sengen, men fik han dog med. Nu gik hr. Nielsen, min søn og Frederik i Kjærs båd som han lånte dem, ud til pælerækkerne og over i Frederiks båd. Vinden var sydlig og stærk, og en rasende søndenstrøm satte mig i nogen angst. Men da jeg vidste at min søn var den bedste svømmer, og at Frederik ligeledes kunne svømme, og begge var gode søfolk, gik jeg hjem og Kjær med sin familie i seng. 

Derefter hændte den ulykke at båden kæntrede. Men min søn var da som altid uforsagt. Han fandt en grund, og på den vadede han og de andre til pælerækkerne. Som de har sagt mig, hjalp han dem op og i sikkerhed. Havde han med den blevet siddende, og som de andre gjorde, råbt om hjælp, var han blevet reddet. Men han ville ikke skrige og sætte skræk i folk. Han besluttede derfor at svømme i land og tog derfor skoene af. Dem fandt jeg under hans klæder på hans bryst da han var fundet og taget op af vandet. Et krampeslag dræbte ham straks, for hverken hr. Nielsen eller Frederik så noget til ham eller hørte mindste skrig fra ham. 

Da disse i en tid af en time og derudover forgæves havde ventet ham med båd, og da Frederik ikke måtte forlade Nielsen, da han ligesom min søn ville have svømmet, begyndte de at skrige om hjælp. Der kom da folk og bankede Kjær op, som nøgen og uden at eje flere end den ene båd der lå ved pælerækkerne, skulle tvinges til at ro ud, og hvorved forefaldt spektakler som nok på sit rette sted blive påankede. Dette er sandhed. Og at Kjær, min søn og jeg med nogle flere med Kjærs båd og under hans anførsel, ved har opfisket og reddet de fleste gange under livsfare over 40 personer ved Langebro, er også sandhed og nok som  bekendt.

Johan Georg Rødder


(Politivennen nr. 499, 21. november 1807, s. 8017-8021)


Redacteurens Anmærkning


Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 498, 14. november 1807, s. 8001-8002 og blev fulgt op i Politivennen nr. 501, 5. december 1807, s. 8049-8051.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar