I mange tider har det været brugeligt og tilladt at sejle ud med både fra Langebro til det såkaldte stakat eller den bekendte række af pæle, for der imellem begge indløbene at binde bådene fast, og frit forlyste sig i det frie og kølige element. Med mangfoldige andre har indsenderen allerede i fler eår besøgt denne fortræffelige bådplads for efter dagens hede og møje om aftenen at søge en velgørende og behagelig forfriskning i det klare og rene vand der findes sammesteds idet strømmen hele tiden fornyr samme og bunden er en sandbund, og da det tillige er af en dybde at såvel den svømmende som den ikke svømmende kan fornøje sig her. Hertil kommer at man der ikke inkommoderes af tilskuere fra landet, og at roningen yder en behagelig og passende motion efter badet. Indsenderen blev derfor meget bedrøvet da den 8. juli, lørdag aften, en båd med nogle soldater af livregimenterne kom ud fra vagthuset og forkyndte i bydende tone, at man straks skulle forføje sig bort derfra og begive sig ind i krogen ved det såkaldte køkkenkurv forbi den udlagte svømmebro hvor vandet er dybt og skident og bunden er mudret. Spørgsmålet om vandet der ikke skulle være dybt, besvarede de benægtende. På denne ordre begav nogle sig tilbage til Langebro og spildte således penge og fornjelse, andre ventede på ordrens eksekution og atter andre begav sig på den befalede plads. Her indtraf nu den ulykke at et ungt menneske der formodentlig også havde fået nævnte forsikring, begav sig i vandet uden at kunne svømme, og da dette var for dybt, så havde han tilsat livet hvis ikke heldigvis en forbisejlende båd havde taget ham op og hvis hans livsfare ikke var blevet bemærket af en af de tilstedeværende.
Det var derfor at ønske at publikum blev underrettet om der virkelig eksisterer en sådan anordning, og i modsat tilfælde at soldaterne blev afholdt fra at eksekvere selvgjorte befalinger.
(Politivennen No. 237, Løverdagen den 15de Juli 1820, s. 3831-3833).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar