Marts 1896 blev der afsagt kendelse i Hof- og Stadretten i sagen om Karen Marie Andreasen. Retten slog fast at der var sket et overgreb, men samtidig erklærede den at Knud Pontoppidan var uden skyld i at det skete. Sagen endte i Højesteret. Da dommen blev afsagt, var blandt tilhørerne bl.a. Amalie Skram.
For Højesteret.
Sypigen og Sindssygelægen.
Kl. 9 1/4 igaar Morges begyndte den længe ventede Højesteretsprocedure i Sagen, Frk. Karen Andreasen contra Overlæge, Professor Knud Pontoppidan. Der havde i Retten allerede fra Morgenstunden indfundet sig en talrig Kreds af Tilhorere.
I Skranken vare mødte Højesteretssagfører Asmussen for Frøken Andreasen og Højesteretssagfører Shaw for Professor Pontoppidan. Først oplæstes Overretsdommen, hvorved Pontoppidan var frifundet med den Motivering, at Ansvaret for den fejlaglige Indlæggelse paa Hospitalet i hvert Fald ikke kunde paalægges Pontoppidan, og derefter begyndte Proceduren.
Asmussen:
Fra forskiellige Sider er der fremkommet Klager over, at Personer med Magt ere indlagte paa den af Professor K. Pontoppidan bestyrede 6. Afdeling af Kommunehospitalet mod deres Villie, og uden at de derfor nødvenige Betingelser vare til Stede. Noget Saadant er ogsaa overgaaet Klagerinden i nærværende Sag. Der er det ejendommelige ved denne Sag, at end ikke Prof. Pontoppidan kan nægte, at hun er urettelig indlagt. Hvad der vil blive gjort gjældende til hans Forsvar, er alene det, at han ikke kan bære Ansvaret for Indlæggelsen. Hun er en fattig Sypige, der som Følge af strengt Arbejde blev lidende af nervøs Hovedpine, og en af hendes Kunder raadede hende da til at gaa til Pontoppidan. Den 28. November 1893 fulgte hun da dette Raad. Eller en kort Samtale med bende raadede han hende til al lade sig indlægge paa Hospitalet, hvortil hun svarede, at det kunde hun i hvert Fald for Tiden ikke. Juletiden stod for Døren, og det var hendes bedste Tid. Pontoppidan gav hende da en Seddel, om hvilken han sagde, at ved dens Hjælp kunde hun blive indlagt. Paa hendes Sporgsmaal om Bekostningen, svarede han mærkeligt nok, at det kjendte han Intet til. Hun kunde imidlertid gaa over paa Kontoret og forevise Sedlen, saa kunde hun faa det at vide. At det var Hospitalets Sindssygeafdeling hun skulde indlægges paa, vidste hun ikke. Hun vilde som sagt ikke for tiden indlægges, men for at faa den ønskede Besked - hun kunde jo dog blive nødt til at følge Randet - gik hun ind paa Hospitalets Kontor. Hun læste ikke Sedlens Indhold. og, selv om hun havde gjort det, var hun ikke bleven allarmeret. Den indeholdt kun de Ord, at hun trængte til Indlæggelse, og Slutningen var Latin, som hun forstod lige saa lidt som Pernille i "Den Stundesløse". Det er vel netop derfor, at Lægerne ofte skrive det paa Latin, som lige saa godt kunde udtrykkes paa Dansk.
Kommen ind paa Kontoret talte hun først med en ældre Mand, som vistnok maa have været Visitatoren, der skal erklære sig om, hvorvidt Patienten egner sig til Indlæggelse. Han har paategnet Sedsi, med rødt Blæk, deriblandt deriblandt "kan ikke afvises uden Fare" samt Instruktioner om Badning og Anbringelsessted. Derefter har en Assistent paa Kontoret paategnet Sedlen, at hun ikke var i Sygekasse og ikke kunde betale. Spørgsmaalet er da, hvorledes disse Funktionærer have opfattet Sedlen. Hospitalsinspektøren har erklæret, at de ikke kunne erindre Noget om Sagen, hvilket tyder paa, at de ikke have kunnet faa andet Indtryk, end at hun frem for at indlægges strax. Det kan jo være: men alligevel er det ikke i sin Orden. at man ikke skaffer sig Sikkerhed først, men strax ringer paa en Portør og lader ham gaa med Damen og giver ham Sedlen med. Derved opstaaer saadanne kjedelige Fejltagelser som i dette Tilfælde. Man giver derved Portører og Badekoner større Opgaver, end de kunne løse.
Hospitalsregulativet bestemmer nu, at der inden Indlæggelsen skal ske Berigtigelse af Betalingen, og kun naar øjeblikkelig Indlæggelse er paatrængende kan den ske strax. Da nu dette er skeet, maa Kontoret have opstillet Sedlen som en Ordre fra Overlægen. Kun paa den Maade kan den anvendte Fremgangsmaade forklares; men saa er det ogsaa Pontoppidan der har Ansvaret. Han maa vide, at hans Ord blive forstaaede som en Ordre til Indlæggelse eventuelt med Magt.
Portøren førte saa Frk. Andreasen over i et Værelse, hvor Hospitalet modtager de Syge, og hvor der findes Apparater til Badning. Der er her en Unøjagtighed i hendes Fremstilling, idet dette Værelse ikke ligger lige ved Kontoret, men paa den anden Side af Porten. Det er dog ligegyldigt. Under de givne Forhold er det ganske naturligt, at hun har taget Feil af denne ubetydelig Omstændighed, og det kan ikke have nogen Indflydelse paa Troværdigheden af hendes øvrige Forklaring angaaende Hovedpunkterne. I det Værelse forefandtes en Badekone og endnu en Portør. Konen begyndte at klæde hende af, og, da hun protesterede, og sagde, at hun ikke skulde paa Hospitalet, tilkaldtes Portørerne, som efter hendes Forklaring hjalp til ved Afklædningen og hjalp med til at holde hende i Badekarret. At det er gaaet saaledes til, er rimeligt; thi Badekonen kan ikke alene have overvundet hendes Modstand. Konen har imidlertid paastaaet, at hun Intet kunde huske, og Portørerne har ikke kunnet skaffes til Veje som Vidner, da de ikke længere ere paa Hospitalet. Om da der virkelig er anvendt mandlig Hjælp i dette Tilfælde, hvad hospitalsinspektøren benægter, er i og for sig ligegyldigt: thi derfor kan Pontoppidan ikke giøres ansvarlig. At Frk. Andreasen maatte blive oprørt over den Vold, der øvedes imod hende, er naturligt: men der er hverken Grund til at antage, at hun lyver, eller at hun har været grebet af Hallucinationer og har seet Mandfolk, hvor der kun var Fruentimmer til Stede. Det er givet, at hun har gjort Modstand for Badet, det fremgaaer af, at hendes Kjole blev revet i Stykker, og det maa være skeet før Badet; thi efter dette blev hun iført Hospitalstøj. Allerede Christian den Femtes danske Lov anseer jo "revne Klæder" for Bevis paa, at der er øvet Vold.
Ogsaa de Personer, til hvem Frk. Andreasen blev overleveret fra Kontoret, have altsaa opfattet den ofte omtalte Seddel som en Ordre til at hun skulde paa Hospitalet. Om de have havt Ret deri, er maaske tvivlsomt. At Frk. Andreasen maatte søge Skylden for, hvad der skete, hos Pontoppidan, er kun naturligt, og mindst af Alt maatte hun kunne tvivle derom, da han ikke senere vilde gjøre Noget for at faa det passerede gjort om, men beholdt hende paa Hospitalet.
Er Par Timer eller, at Frk. Andreasen var bleven slæbt ind paa Sindssygeafdelingen - hun maatte nemlig slæbes derind - gjorde Pontoppidan en Runde i Afdelingen. Da Frøkenen vedblev med sine Protester, blev hun her betragtet som urolig og bragt til Sengs i en af de for urolige Patienter bestemte Celler. Hvem kan undre sig over, at hun blev yderligere nervøs og ophidset ved denne Behandling. Hun klagede nu sin Nød til Pontoppidan, mindede ham om, at hun havde forklaret ham, at hun netop ikke for Tiden kunde lade sig indlægge, og hun forlangte at komme ud igjen. Han nøjedes med at bebrejde hende, at hun gjorde Modstand og Støj, og sagde, at det blev nok bedre, hvilket vel maa forstaaes som en Opfordring til at finde sig i Skjæbnen. Dermed gik han sin Vej og reiste bort den næste Dag. Reservelægen Dr. Jacobsen fungerede da som Overlæge. Han var først uvillig til at slippe hende fri, men gjorde det dog efter 6 Dages Forløb.
Dersom Pontoppidan har Ret i, at Sygesedlens Ord "hun trænger til Indlæggelse" kun skal betyde, at hun kunde have godt deraf, men ikke, at den var paatrængende, er der sket en for Hospitalet meget uheldig Fejltagelse. Lad ham end være uskyldig deri, saa er Fejltagelsen fortsat af ham. Han er ansvarlig fra det Øjeblik, han seer hende i Cellen ligesom Politimesteren, der undlader at undersøge det Spørgsmaal, om en Mand er fejlagtig arresteret.
Pontoppidan erklærer ca. 3/4 Aar efter Begivenheden, at han ikke kan erindre Patienten. Det tyder paa en Mangel paa Interesse for det Spørgsmaal, om der er tilføjet Patienten Uret eller ej. Det synes at være Noget, Pontoppidan og hans Reservelæge anser for højst uvæsentligt. Havde man havt Interesse derfor, vilde man have noteret Noget derom. Der skal jo dog optages en Sygehistorie. Denne har Hospitalet nægtet Taleren at faa Kjendskab til. Den indeholder da formentlig Intet om Sagen. Det hele Spørgsmaal om Anvendelsen af Vold eller en skeet Fejltagelse har Pontoppidan ikke gjort det Allermindste for at søge opklaret. Hvad vilde man sige om en juridisk Embedsmand, der optraadte saaledes? Lad være, at en Overlæge som Pontoppidan let bringe til at tvivle om, hvad der forebringes ham af Klager. Det hjælper ham ikke, naar det er hans Pligt at undersøge Sagen. Overlægens Instrux paalægger ham at sørge for, at en Patient ikke bliver længere paa Hospitalet end nødvendigt Naar Patienten er kommen paa en Afdeling, er Overlægen den eneste, der træffer Bestemmelse om Patientens Forbliven men saa har han ogsaa hele Ansvaret, og han er pligtig til at undersøge, om Patienten er Indlagt med Rette eller ej. Han maa ikke afvise det Spørgsmaal, det strider mod hans Pligt.
I sit "Jammersminde" siger Pontoppidan, at Aftenrunden kun er et flygtigt Besøg. Det maa dog afhænge af om der foreligger Ting. som kræve hurtig Indskriden. Det vil Pontoppidan ikke undslå sig for, naar der foreligger et Tilfælde af akut Forgiftning; men naar Talen er om uberettiget Frihedsberøvelse, synes han aldeles ikke at have Sans for Nødvendigheden af en Undersøgelse. Pontoppidan maa have kunnet huske, hvad Frk. Andreasen havde sagt til ham om Formiddagen, hvis da ikke hans Hukommelse er ganske anomal, det er da en tom Udflugt, naar han siger, at han ikke havde Tid til at foretage Undersøgelsen. Under alle Omstændigheder kunde det dog med Føje forlanges, at han havde efterladt en Besked til sin Stedfortræder, og ligesaa at han havde henvendt et Par trøstende Ord til Patienten. Lægernes Syn har været det, at "Bordet fanger", og saa maa Patienten blive her. Ved Talerens Besøg paa Hospitalet havde han faaet Erfaring for, at Fejltagelser ikke ere ganske sjeldne. Dagen før Besøget var en Patient, der skulde ind paa 5. Afdeling, kommen ind paa 6. Afdeling. Var han ikke bleven reklameret fra sin Afdeling, lod det til, at man ikke vilde have følt sig generet paa 6. Afdeling ved at beholde ham.
Taleren skal ikke bestride Pontoppidans Dygtighed som Læge; men han kan ikke gaa ind paa at en Person, der er ophidser over at være bleven indlagt paa et Sled, som man nærer Frygt og Afsky for skal kaldes vanvittig eg tilbageholdes indtil hun finder sig i sin Skæbne. Naar en Person er fortvivlet over at være bleven indespærret, vil den naturligste maade at hæve Fortvivlelsen paa, være den, at Vedkommende sættes paa fri Fod igjen. Vi Lægmænd finde det naturligt, at en Kvinde bliver ophidset ved med Magt at blive indlagt paa en Sindssygeanstalt. Naar man fjerner Aarsagen, er der dog en Mulighed for, at ogsaa Virkningen kan hæves. Hvilket Forfærdeligt vilde der nit være skeet, om Pontoppidan havde ladet hende føre til hendes Hjem? Mon hun saa havde taget Livet af sig ?
Der er fra Pontoppidans Side overhovedet ikke foretaget nogen Undersøgelse af Aarsagen til Frk. Andreasens Lidelse, og han kan derfor ikke hvor stor en Psykiatriker han end er afsige den Kendelse, at det er nødvendigt at beholde hende og at fortsætte den Indespærring, som har bragt hende i den ophidsede Tilstand. Hun har dog sit Hjem, hvor hun kunde blive plejet godt. Pontoppidan har som Undskyldning for Tilbageholdelsen angivet en mulig Selvmordstilbøjelighed hos hende; men der maa bestemt protesteres imod at en saadan mulig Tilbøjelighed skulde kunne begrunde Indespærring. At en Person muligvis kunne begaa en Forbrydelse, er dog ikke tilstrækkeIig Grund til, at han sættes i Arrest. Der maa være en virkelig Fare til Stede, og det Samme gjælder om Indlæggelse paa Sindssygeanstalt.
Efter sex Dages Forløb udskreves Frk. Andreasen, fordi hun er bleven "rolig og medgjørlig". Hvis hun virkelig har været sindssyg, var det næppe gaaet saa hurtigt over. Hun er i de sex Dage slet ikke bleven underkastet nogen helbredende Behandling, og saa skulde den farlige Sindssygdom være forsvunden og med den Selvmordstilbøjeligheden, som ikke er kommen igjen i de siden da Forløbne 4 Aar. Men da ikke den Tilbøjelighed alene hører hjemme i Lægernes Fantasi? Den hele Diagnose er da heller ikke sikker. Naar en Forbryder indlægges til Observation, bruges der Maaneder til at bedømme hans Tilstand; i dette Tilfælde har Lægen talt med Patienten i knap saa mange Minutter, som der ellers bruges Uger, og saa skal han alligevel kunne bedømme hendes Tilstand! Det er meget muligt, at hun kunde have godt af at blive plejet paa Hospital; men det er en Misforstaaelse af Lægerne, at de alene af den Grund skulde have Lov til at beordre Indlæggelse.
Paa dette Tidspunkt, efter at Hr. Asmussen havde talt i ca. 2½ Time, gjordes der en kort Frokostpause, hvorefter Frøken Andreasens Advokat paany tog Ordet.
Der er altsaa der skeet en Tvangsindlæggelse som er ganske uberettiget. Den er skeet paa Grundlag af Pontoppidans Sygeseddel og formentlig derfor ogsaa paa hans Ansvar. I hvert Fald har han ratihaberet Indlæggelsen, da han om Aftenen nægter at lade den urettelig Indlagte komme ud af Hospitalet og overhørte hendes Klage over Indlæggelsen. Der er derfor god Grund til at tilkjende hende nogen Erstatning. En Udskrift af hendes Regnskabsbøger viser, at Indtægten af hendes Systue strax i December Maaned 1893 gik ned til 36 Kr. mod 109 ½ Kr. i det foregaaende Aars December, medens Indtægten i hele Aaret 1894 kun blev 570 Kr. mod 1225 i 1892 og 1119 Kr. i 1893.
Det er meget muligt at det virkelig hare været Lægernes Mening, at Hospitalsplejen vilde være gavnlig for Patienten; men den personlige Frihed maa dog sættes højere, og det bør den høje Ret i dette Tilfælde belære Lægerne om. Under alle Omstændigheder vil det være retfærdigt, om Frk. Andreasen faar Erstatning for det lidte Tab. At hun har lidt Tab er givet. Hendes Kjole er revet i Stykker, hun har tabt i Arbejdsindtægt, og Hospitalet har sendt hende en Regning for Hospitalsopholdet, som hun har maattet betale. Alt dette er et positivt Grundlag for Erstatningens Fastsættelse.
Dokumentationen tog derpaa sin Begyndelse. Den varede ca. 1½ Time og sluttede først, da Højesteretsuhret manglede 5 Minutter i To, og højesteretssagfører Asmussen nedlagde derefter Paastand paa, at Professor Knud Pontoppidan tilpligtes at betale Frøken Karen Andreasen en Erstatning af 10,000 Kr. eller efter Rettens Skjøn samt at tilsvare Sagens Omkostninger efter Reglerne for beneficerede Sager.
Højesteretssagfører Shaw skulde derefter have Ordet. Han kastede et bekymret Blik paa Uhret og begyndte: "Hæderværdige Højesteret. Saa besluttede han sig til at henstille til Retten, om han ikke kunde faa Lov at vente til i Dag, da der kun var et Par Minuter tilbage, og Justitiarius rmødekom hans Bøn med de Ord: "Ja, hvis De ønsker det."
Hvorpaa Retsmødet hævedes for paany at begynde i Dag Kl. 9.
(Dagens Nyheder 16. december 1897).
Quousque tandem -?
Efter at Høiesteret paa en saa glimrende Maade havde givet Professor, Overlæge Knud Pontoppidan Medhold i den meget omtalte Sag, har "Politiken" underkastet hans Kontrapart, Frk. Andreasen, et Interview, og af dette har igjen "Aarhus Stiftstidende" optaget følgende, der vel ogsaa nok tør betegnes som Interviewets vigtigste Del :
"Mit (d. e. Frk. Andreasens) Indtryk er, at han (Pontoppidan) vistnok egentlig vil det bedste for sine Syge, men at han er en haard og kold Mand uden rigtig Forstaaelse af, hvad der rører sig hos hans Patienter, og i al Fald uden Følelse for deres Lidelser; men iøvrigt nærer jeg ikke længer nogensomhelst Bitterhed imod ham". ("Aarhus Stiftstid." 19de Decbr. 97).
Denne sidste Sætning er i Sandhed guddommelig i mere end een Forstand, og det er vel "Politiken"s - og "Aarhus Stiftstidende"s - Mening, at Frøkenen ved disse i lige Grad overlegne og yndige Udtalelser skal have det sidste Ord; men der bør dog føies visse Bemærkninger dertil.
Vi, der med spændt Interesse har fulgt Sagen, veed jo tilfældigvis aldeles nøiagtigt, hvor meget Frøkenen kjender til Pontoppidan. Hun har en Dag konsulteret ham i hans Hjem; hun var da sindssyg og trængte til Hospitalsbehandling; samme Aften har hun seet ham ved en ganske flygtig Aftenstue gang paa 6te Afdeling, hvor han nægtede ar udskrive hende, fordi hun - ikke blot efter hans, men efter andre Autoriteters ved Ed bekræftede Skjøn - var farlig for sig selv og Andre og navnlig var i høi Grad hallucineret, d. e. i hendes syge Sjæl opstod der bestandig Sanseindtryk og derved Forestillinger og Følelser, hvortil der aldeles intet svarede i den virkelige Verden. Udover dette kjender hun intet til Pontoppidan personligt.
Nu er det unægtelig et stift Stykke, at Frøkenen paa Basis af dette "Bekjendtskab" vover at kalde Pontoppidan "haard og kold, uden Forstaaelse af sine Patienter og uden Følelse for deres Lidelser". Hvis dette var sandt, vilde han jo være uduelig og uværdig til at være Sindssygelæge.
Jeg husker, som var det skeet i Gaar, den Feststemning, hvormed vi unge Medicinere, i sin Tid hver Onsdag Aften stævnede ud til Kommunehospitalet i Kjøbenhavn for at høre en af Pontoppidans kliniske Forelæsninger. Hvilken Veltalenhed hos denne smukke, ungdommelige Professor med de præglige Øjne! Hvilken overlegen og glimrende Intelligens! Han var i Sandhed de begavede Pontoppidan'ers højtbegavede Broder! Hvor han kunde tale med de stakkels Sindssyg! Hvor kunde han ikke med venlige Ord og venlige Smil faae dem til at aabne deres Hjerter! Thi han forstod dem netop som ingen anden og følte for dem. Atter og atter gjentog han: "Ingen anden Læge kan og bør kunne være saa meget for sine Patienter og deres Paarørende som en Sindssygelæge: hvad de Sindssyge især trænge til at finde hos deres Læge, er Forstaaelse, Medfølelse og Fasthed". Vi forlod hver gang Forelæsningen med Følelsen af, at Pontoppidan var noget nær Idealet af en Læge, en Mand som det var værd at efterligne. Han var fast og bestemt, havde en stiv Rygrad, som han selv ynder at sige, men var aldrig haard; han var uden taaredryppende Øllebrødsmedlidenhed, men ikke kold.
Nei, Frk. Andreasen egner sig ikke til at bedømme Pontoppidan og hans Færd, allermindst i disse Dage, da hendes mildest talt letsindige Omgang med Sandheden er i frisk Minde hos alle (se ogsaa "Politiken" for 20de ds.). Ofte bedømmes en Mand bedst af sine Lige, og i hvert Fald bedømmes en Læge altid retfærdigst - ofte ogsaa haardest - af sine Kaldssæller. Men Pontoppidans Kaldsfæller er enige om, at han er en ganske udmærket Sindssygelæge.
Nu er der Grund til at spørge: Hvornaar vil Pressen, specielt den kjøbenhavnske, holde op med at forfølge Pontoppidan og lægge ham for Had? Hvornaar vil Pressen yde ham - ikke Opreisning for den Uret, den har tilføiet ham; thi det formaaer den ikke mere, men - Retfærdighed? Hvorfor skal en sindssyg Mand og nogle kjøbenhavnske Bladreportere kunne misbruge Pressens frygtelige Magt til at ruinere en hæderlig Mand, uden anden Grund end den, at han rager et Hoved op over Mængden og har en stivere Ryg end de fleste? Eller hvad ondt har han gjort? Hvornaar kunde han have handlet anderledes, end han gjorde ? Har ikke Etatsraad Brun ved sine Skriverier beviist, at han er en sindssyg Quærulant? Læs Fru Skrams Bøger om Pontoppidan, og sig saa, om ikke Hovedpersonen deri, Fru Kant, var splittergal? Tvivler Nogen efter Grevinde Schimmelmanns berømmelige Historier med Jernpløkkene i Bøffen og den ladte Revolver om, at hun var sindssyg og farlig for sig selv og Andre? Og hvad har Høiesteret sagt om Sypigen?
Hvis da Professor Knud Pontoppidan ikke har gjort noget ondt, hvornaar vil saa den hæderlige Del af Pressen, som ingen Fordel har af at forfølge ham, høre op dermed? Hvornaar vil den begynde at yde ham Retfærdighed?
Medicus.
Medicus gjør sig skyldig i en Feiltagelse, naar han synes at mene, at "Arh. Stiftst." overfor Prof. Pontoppidan indtager samme Standpunkt som "Polit." Vi have under hele Affæren nærmest forholdt os objektivt refererende, men dog lejlighedsvis givet vor Sympathi for Pontoppidan Udtryk, og naar vi have gjengivet Frk. Andreasens Udtalelser om Professoren forleden, var det kun som et Kuriosum. Den pure Frifindelsesdom, Prof. Pontoppidan fik ved Høiesteret, var indirekte en ganske utvetydig Dom for, at Frk. Andreasen var sindssyg, og selv om hun nu maaske kan ansees for helbredet, kan hendes Anskuelser om Pontoppidan dog kun vurderes ud fra den Kjendsgjerning, at hun begrunder sin Mening om ham fra Indtryk, hun har modtaget, medens hun var abnorm.
Iøvrigt dele vi ganske Medicus Ønske om, at der fra Pressens Side maa ydes Prof. Pontoppidan al den Opreisning, han har retfærdigt Krav paa.
Red.
(Aarhuus Stifts-Tidende 23. december 1897).
Lægerne og de Ikke-Sindssyge.
Et Skrift, der vil vække Opsigt. For nogen Tid siden, da Professor Knud Pontoppidan udgav sit Forsvarsskrift og med rigtigt Blik for Publikums gode Hjærte fremstillede sig selv som den Forfulgte og som en ødelagt Mand, stillede Lægerne, i deres Fagskrifter og iøvrigt i Pressen, sig med megen Appel op som hans Garde til Værn mod de ikke lægekyndige Ignoranter, der vovede at tale om, at det var uforsvarligt at indlægge Meimefler som Etatsraad Brun, Grevinde Schimmelmann og Syerske Andresen ved Tvang i sjette Afdelings Celler, da de formentlig ikke var gale.
D'Hrr. Læger optraadte overlegent og affejende, og de opnaaede nogenlunde at stanse Diskussionen, - fordi der i vore Dage jo ikke er ret Mange, der tør sige, at Lægerne ikke er ufejlbarlige.
Efter dette vil det virke noget ubehageligt paa Hr. Pontoppidans Forsvarere, at Overlæge Helweg, der er lige saa anset en Sindssygelæge som Pontoppidan selv, i en Pjece, der udkom i Gaar, har sagt et Ord, der i en sjælden Grad er præget baade af jævn borgerlig Forstand og af sand Humanitet.
Hr. Helweg behandler først "Hospitalstidende" og dens Lægers Stilling til den Schimmelmannske Sag og hævder, at Grevinde Schimmelmann ikke var sindssyg, hvorfor det er ham mærkeligt, at "Hospitalet." tør paastaa der Modsatte og dømme hende sindssyg paa et enkelt Symptom. Og spørger Hr. Helweg særlig: Er det juridisk og moralsk forsvarlig offenlig at stemple et Menneske som sindssygt og farligt for sine Omgivelser? Og "er det sømmeligt, at Læger forfølger en sagesløs Kvinde?"
Efter denne ret kraftige Paamindelse til de iltre Forsvarere for Professor Pontoppidan gaar Hr. Helweg over til i Almindelighed at undersøge
Hvem er Sindssyg?
Og herunder hævder han med megen Styrke, at ikke enhver uregelmæssig Fremtoning paa Sjælelivets Omraade berettiger til at erklære et Menneske for gal, og endnu mindre er det forsvarligt for saadan Uregelmæssigheds Skyld at indlægge den Lidende ved Anvendelse af Tvang.
Lad os handle varligt med vore Medmennesker, siger Hr. Helweg, og han gør opmærksom paa, al Tvangsindlæggelse ofte kan være ligefrem farlig for de omhandlede Mennesker, "en Indlæggelse, udført mod en klart bevidst Protest fra paagældende Individs Side, det kan være lige saa dybt indgribende og i sine Virkninger endnu mindre overskuelig end Ekstirpation af en Uterus eller en Nyre." Fejlagtige Tvangsindlæggelser bør derfor for enhver Pris undgaas baade for Patientens og for Lægens Skyld.
Om Lægernes Opgave
og deres Stilling over for Publikum siger Hr. Helweg et borgerligt Ord, der forhaabentlig vil gøre Virkning der, hvor det sigter hen. Han tilraaber Lægerne :
"Lad os handle varlig med vore Medmennesker; lad os ikke glemme, at for os Læger er Opgaven i første Linje at være den Enkeltes Tjenere, vi skal hjælpe og beskytte det enkelte Individ saa langt, vi formaar; vi hører til Defensorerne, til dem, der skal hævde Individets Ret overfor Samfundet. I anden Linje kan vi ogsaa komme tit at yde Samfundet vor Hjælp som Raadgivere ; men gaar vi over til at blive Politi, har vi forvildet os udenfor vor Opgave."
Paa et Tidspunkt, hvor Lægerne har en kendelig Tendens til netop at vende den embedsmandige og politimæssige Side ud, saa snart der er Lejlighed dertil, kan man ikke noksom være Overlæge Helweg taknemmelig, fordi han med den Myndighed, han som anerkendt Videnskabsmand raader over, peger paa den humane Opgave som den, hans Kolleger bør vogte sig for at tabe af Syne.
(København 26. februar 1898).
Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar