Nedenstående artikel fra Dansk Tidsskrift 1895 blev skrevet i anledning af udgivelsen af et 3-bindsværk udgivet i 1895 om general von Goeben. Det nævnes at han også skrev om sit ophold på Sundeved under krigen 1864. Referatet af disse brev kan sammenlignes med et længere udvalg af disse breve på denne blog. Ca. 180 sider med breve til familien i bind 1 handler om Krigen 1864. De indeholder også en lillebitte brøkdel om Danmark, danskere og lokalbefolkningen som kan findes på denne blog til sammenligning af nedenstående:
Af de Officerer, der deltog i det preussiske Felttog mod Danmark 1864, har ingen senere vundet et smukkere Navn end General August v. Goeben. Han førte i Krigen mod Danmark en westfalsk Brigade; ved dens Slutning blev han forfremmet til Divisionsgeneral i en Alder af kun 48 Aar. I den preussisk-østerrigske Krig 1866 førte han en Division i "Mainhæren" under General Vogel v. Falckenstein og kæmpede mod Hannoveranerne og Østerrigs sydtyske Forbundsfæller. Under Felttoget i Frankrig 1870-71 var han først Chef for det 8. preussiske Hærkorps (Rhinlændere), men forfremmedes siden til Chef for "den første Armé", kæmpede i Spidsen for denne under Paris'es Belejring mod den franske Nordhær under General Faidherbe og vandt over ham den glimrende Sejr ved St. Quentin. Efter Krigens Slutning var Goeben atter kommanderende General i Koblenz (8. Hærkorps) til sin Død 1880.
Denne Hærførers Levned er nu skildret i et stort Værk: G. Zernin: Das Leben des königlich preussischen Generals der Infanterie, August v. Goeben. Berlin 1895–97, 2 Bind. Som Tillæg til denne Skildring er der føjet en Række Breve, som Goeben i Aarenes Løb har skrevet til sin Hustru. Fra Felttoget i Sønderjylland foreligger der Breve næsten fra hver eneste Dag (Vaabenstilstandene undtagne). Disse Breve indeholde mange Ytringer af Interesse for Danske, dels om Goebens egen Stemning mod Danmark og mod Slesvig-Holsten, dels om den danske Krigsførelse. Disse Udtalelser udfyldes endelig paa en værdifuld Maade ved, hvad Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved, og de har begge givet ham det Vidnesbyrd, at han var en ridderlig, højsindet Fjende, der over for dem aldrig skjulte sin Hjertens Mening.
Her skal der gives nogle korte Uddrag af Goebens Breve, udfyldte med enkelte karakteristiske Træk, som de to danske Præster har meddelt.
Goeben deltog i Krigen uden nogen som helst personlig Lidenskab; den lagde kun Beslag paa hans rent militære Interesse; dens politiske Side var ham temmelig ligegyldig. Fra første Færd kunde han ikke lide Slesvigholstenismen, og jo nærmere han lærte den at kende, des strengere bliver hans Dom om den. Han lyttede gerne til sine danske Værters Oplysninger om Sønderjyllands Nationalitet og Historie, og hans Dom om det dansk-tyske Stridsspørgsmaal paavirkedes kendelig derigennem. Hele Krigen blev ham af den Grund mere og mere imod. Ved Rygtet om Vaabenstilstand skrev han til sin Hustru: "Jeg er til Freds dermed, fordi denne Krig mod det lille Danmark overhovedet ikke tiltaler mig. Jeg har Medlidenhed med den svage Modstander. - - - Den augustenborgske Historie har aldrig haft min Sympati, vi kan ikke tage det (Hertugdømmerne) uden en almindelig Krig. Derfor forekommer et Forlig med Danmark, hvorved den tyske Befolknings Rettigheder og Friheder sikres, mig at være langt det fornuftigste." Allerede før Dybbøls Fald hedder det: "Jeg haaber, at det under de øvrige Magters Paavirkning og Tryk maa komme til en virkelig retfærdig Fred, som definitivt giver Danmark, hvad der virkelig er dansk c: hele Nordslesvig, og som forener det tyske Sydslesvig med Holsten. Hvad der da skal blive af dette ledige tyske Land, maa klogere Folk bestemme. For Danmark selv er det vel bedst, at der finder en fuldstændig Adskillelse Sted, saa at for Fremtiden intet Tysk kommer til at staa i nogen som helst Sammenhæng med Danmark. - Og senere: "Den Fordring, at nu hele Slesvig, hvis nordlige Del er rent dansk og kun i nogle faa Stæder har et ringe Antal tyske Borgere, skal tilfalde Tyskland i Forening med Holsten, kan efter min Opfattelse slet ikke begrundes."
Generalen ser ogsaa, hvor Grænselinien bør drages, og at den eneste virkelige Vanskelighed er, om det tysktalende, men overvejende dansksindede Flensborg skal ligge nord eller syd for Linien, der bør udgaa fra denne By tværs over Landet. 3 Uger efter Overgangen til Als skriver han: "Jeg er nu en afgjort Fredsfanatiker....; og endelig har Krigen mod det lille Danmark nu aldeles ingen Tillokkelse længer for mig, da jeg personlig dog ikke mere vilde komme i en Virksomhed, som kunde tiltale mig. Jeg har Medlidenhed med Danmark og vilde nu gerne overlade det saa meget som muligt, d. e. alt virkelig dansk Land." Endelig hedder det i et Brev fra Slesvig By d. 1. August: "Jeg ønsker, som hele Hæren, en Fredsslutning. Jeg ønsker fremdeles, som i øvrigt ikke hele Hæren -, at vi over for det svage Danmark skal være saa højmodige, som Krigens Formaal tillader, at vi derfor ogsaa skal lade Danmark beholde, hvad der virkelig efter Afstamning, Sprog og Sindelag er dansk, og ikke nu som Sejrherrer fastholde alt, hvad vi paa nogen Maade kan faa, og hvad Skrighalsene derhjemme, som selv intet gøre, nu kræve under Straf for Landsforræderi. Dermed lægge vi efter min Overbevisning kun Grunden til videre eller rettere til ny Konflikter af omvendt Art." - Man kan ikke sige andet, end at de gæve Præster i Ullerup og Satrup har haft Ære af deres Lærling.
I samme Grad, som Goebens velvillige Stemning mod Danmark vokser, øges hans Uvilje og Ringeagt for Slesvigholstenerne. Han er snart bleven klar over, at der vel var en udpræget danskfjendtlig Stemning i Holsten og Sydslesvig, men at den hele augustenborgske Bevægelse var kunstig fremkaldt af enkelte ivrige Agitatorer. Han forbyder Sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen", som blev sungen i hans Kvarter i Stenbjærg i Angel, og ved Efterretningen om tyske Pøbeloptøjer i Flensborg skriver han senere: "Havde jeg i Aftes været i Flensborg, saa havde jeg samlet min Bataillon og ladet Kolberne arbejde dygtigt; Pøbelen har nemlig slaaet Vinduerne ind hos de Danske o. S. V." Han advarer sin Hustru mod at tro de tyske Løgne om den danske Krigsførelse: "Dumme Løgne skrives der altid. For nylig meddelte "Kölnische Zeitung" fra Satrup, at de danske Soldater, der blev fangne ved Ragebøl den 19. (Marts), igen havde grebet deres Geværer og beskudt os i Ryggen. Der er ikke forefaldet det ringeste, som kunde give Anledning til en saadan Opdigtelse. I Gaar læste jeg i den (c: "Köln. Zeit."): De Danske har paa den skændigste Maade anvendt de fangne til Skansearbejde i den heftigste Ild. I Gaar undveg 8 Østerrigere og 2 Husarer mellem Skanserne, 7 Østerrigere var bleven skudte ihjel o. S. V. Der er ikke et sandt Ord heri. Vore faa Fanger blive lige saa godt behandlede af de Danske, som deres af os."
Derimod skal det ikke dølges, at Goeben ikke just beundrer den danske Krigsførelse. Der er i alle hans Breve ikke et eneste Ukvemsord mod det danske Folk eller den danske Hær; i saa Henseende danne de et smukt Modstykke til den store Moltkes Breve fra samme Krig. Men paa den anden Side er han meget sparsom med Anerkendelse. Han finder Rømningen af Danevirke meget fornuftig, men dadler skarpt, at Dybbølstillingen blev holdt længer, end det var forsvarligt. De Danske burde have forladt den en Uge før Stormen. Om 8. Brigades smukke Vaabendaad den 18. April: Modangrebet op ad Bjærget mod de fjendtlige Stormkolonner, har Goeben mærkelig nok ikke et rosende Ord til overs; men han var heller ikke Øjenvidne til denne Kamp; thi han stod den Dag med sin Brigade i Løbegravene langs Alssund for mulig at forsøge en Overgang under Stormen. Synet af de nedskudte Skanser har dog gjort et stærkt Indtryk paa ham. "Dèr ligger alt over og mellem hinanden. Men de danske Artillerister har dog bestandig paa ny bragt nogle Kanoner i Virksomhed og har holdt sig fortrinligt." Nogle Dage efter Stormen førte han sin Vært, Krog-Meier, om gennem Skanserne. "Jeg vilde gerne vise ham dem, især for at berolige hans patriotiske Hjerte med, at hans Landsmænd virkelig havde ydet det mest mulige under Forsvaret, og nu er han ogsaa fuldstændig beroliget."
I øvrigt er det kun Kampen i Kjær By den 29. Juni Brigaden Kaufmanns Modangreb mod den fjendtlige Landgangsstyrke efter Overgangen til Als, "første Gang, de Danske har gjort en kraftig Offensivbevægelse" der afnøder Goeben et vist Maal af Anerkendelse. Her var han selv forrest med sin Brigade og fik Hesten skudt under sig i Kampen. Her maatte Generalen springe af Hesten, da hans Folk begyndte at vakle, drage Sablen og give nogle af sine Soldater Nakkedrag med den for at drive dem frem; saa haardnakket var de Danskes Modstand.
Goeben bruger stærke Ord til at lovprise sine Preusseres glimrende Bedrifter; men det skinner dog undertiden igennem, at han ogsaa nok kunde unde sin Modstander en Sejr en Gang imellem. Mærkeligst i saa Henseende er, hvad Krog-Meier fortæller i sin Dagbog efter Træfningen ved Helgoland. Kort efter denne indtraadte Vaabenstilstanden, og Goeben forlod da sit Kvarter i Satrup Præstegaard. Krog-Meier skriver herom: "Vi vil i Sandhed savne den sjældent vakre Mand og noble Fjende, der i Gaar glædede sig saa levende over vor Søsejr, skønt der ogsaa havde været preussiske Skibe med. Da jeg spurgte ham: "Was hätten Sie gethan, wenn wir Schwarzenberg nach Kopenhagen gebracht hätten?" svarede han: "Dann hätte ich mich königlich gefreut." Han fortalte os i Gaar, at Witzleben (en af hans Regimentschefer) var bleven ganske forbavset, fordi han i Gaar Formiddag havde sagt ham, at nu var han fuldkommen "dänischgesinnt" Det er virkelig ikke Spøg, men oprigtig Alvor, at han ønsker os baade Sejr og et godt Udfald af den hele Sag."
- - Det var at ønske, at de mange Tyskere, der sikkert læse Biografien af Goeben, en af deres ypperste Helte, vil standse ved og lægge Mærke til de Ord, hvormed han slutter sine sidste Bemærkninger om den dansk-tyske Strid: "Vi kan nu faa en meget gunstig Stilling over for Danmark (ved at give det Nordslesvig); men vi vil nødvendigvis gøre det til en uforsonlig Fjende, der, selv om det ogsaa nu nødtvungent falder til Føje, dog ved første Lejlighed og ved enhver Lejlighed igen vil optræde imod os, hvis vi nu kræve de yderste Konsekvenser af Sejren."
Disse Ord af den preussiske Hærfører maatte vel endnu - en Menneskealder efter kunne gøre Indtryk paa forstandige tyske Læsere og fremhjælpe den Erkendelse hos dem, at den dansk-tyske Strid ikke i Wienerfreden fik nogen retfærdig Løsning, - fordi man ikke agtede paa den store Hærførers Advarsel, men krævede de yderste Konsekvenser af Sejren. H. L. Møller.
(Dansk Tidsskrift 1898. Side 141-144).
I forbindelse med Goebens død i 1881 findes på denne blog endvidere et indslag af en præst som skrev om Goeben. Værket findes i tre bind på Google Books. Bind 1 (Krigen 1864 er omtalt i 5. kapitel, s. 161-191. Brevene til Marianne v. Goeben under Krigen 1864 s. 215- 396), bind 2 (breve til familien i krigene 1866 og 1870-1871) og bind 3. Se det særskilte indslag om disse breve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar