25 september 2024

Lakaj Oxenbøll Afrika. (Efterskrift til Politivenen)

Fra kgl Lakaj til Opvarter. Fin Dame og - Skurekone. Et nydeligt Ægtepar. Frøken Oxenbøll som Knejpesangerinde.

Fra en dansk Mand i Syd-Afrika har vi modtaget nedenstaaende Brev, der sikkert vil interessere vore Læsere, da det bringer mærkelige Bud om en Familje, hvis Meriter for ikke saa længe siden var almindelig Samtalestof her i Byen:

Kapstaden, 27. Septb. 97.

Den Oxenbøllske Sag er vel snart glemt hjemme, og her i Afrika vilde den uden Tvivl ogsaa sor lange siden vare overstaaet, hvis ikke "denne hæderlige Familje" atter og atter mindede Omverdenen om sin Tilværelse paa en for den danske Koloni hernede særdeles pinlig Maade.

Forst etablerede Familjen et Kost- og Logishus, selvfølgelig for Penge, laante af Danskere hernede. Og, ligesaa selvfølgelig kunde det ikke gaa for dem. Derefter ernærede Familjen sig temmelig ordenlig af deres "Ulykke" - de var jo saa forfulgte. Endelig efter mange Omstændigheder havnede Manden, som vistnok er større Fæhoved end Forbryder, som Opvarter paa Politistationen - her som overalt, hvor Englænderne er de regerende, har Politiet i sin Bygning et fuldstændigt Hjem for Betjentene med Billardrum, Bibliotek, Sovestuer og Spisesal etc. Skønt lidt uvant for Manden, der jo i det mindste i sin sidste Tid i Danmark blev vartet op af Politiet, skikker han sig vel og har et forholdsvis godt Udkomme. De mindste Børn er anbragte dels paa og dels gennem religiøse Stiftelser. Den store Dreng er i Plads og Moderen - hvis den Betegnelse tør anvendes paa denne Kvinde, hvis eneste Undskyldning maa være Utilregnelighed - hun og den ældste Datter skal efter Sigende, ved at gaa tilhaande i en engelsk Familje, tjene Opholdet.

At dette ikke har passet Moderen, som efter eget Udsagn er meget for god til at være "Skurekone" i Afrika, og at det heller ikke har passet hendes Frøken Datter, er jo ret trolig; dog skal jeg ikke nægte, at min Forbavselse næppe kunde være større end min Indignation, da jeg i Aften med en Bekendt lige indenfor Døren til et Spiritusudskænknings-Lokale ser Miss Kyhl - Kyhl er Familjen Oxenbølls Navn her i Kapstaden - optræde som Knejpesangerinde med en Æske i Haanden - til Pengene formodenlig - og akkompagneret af en polsk-jødisk Harpeslager. Saa vidt jeg forstod, var det en eller anden længst forældet københavnsk Gadevise, som heller ikke forstodes - heldigvis - af de Tilstedeværende. Efter min Ankomst i Lokalet generede Pigebarnet sig aabenbart, hvad der kun faar mig til at dømme hende mildere, men Ansvaret for Skammen falder desto tungere paa Mrs. kyhl, som efter hvad en velunderrettet Landsmand, der er kommen hertil, udtaler, nok skulde patruljere paa Gaden udenfor de Steder, hvor Datteren optraadte. Kort efter forlod hun Lokalet, og da jeg efter at have drukket min "Whisky and Soda" forlod Stedet, saa jeg Pigen og hendes Akkompagnatør allerede opstillet udenfor den næste Beværtning.

Jeg søgte forgæves efter Moderen paa Gaden. Hun var maaske for "træt" til at følge saa sent paa Aftenen; jeg maatte derfor nøjes med de Oplysninger om Pigebarnet, som beredvillig ydedes mig af det tilstedeværende Publikum.

Paa mit Spørgsmaal om, hvem hun var, modtog jeg Svaret "A danish girl" i samme Udtryksmaade, som anvendes overfor Betegnelsen af de offenlige Kvinder her, "German Girl", "French Girl" etc., og skønt jeg udtalte mig tvivlende derom, lød det haardnakket gentagne Svar: "Ja! ja! en dansk Pige, men en ung!" Man var endogsaa saa velunderrettet, at man kunde fortælle, at hun tjente godt, at hun havde haft flotte Tilbud, og at hun altid var sikker paa sine 2 Shillings (l krone 80 Øre) paa "Masonic Hotel" hos en gammel Herre.

Hvad vi før var stolte af herude, var vor Nationalitet, som altid var os en Anbefaling hos Englændere og Andre, naar vi søgte Pladser, nu er vi snart bragt saavidt, at vi næsten maa genere os for at indrømme, at vi er Danske. Lad være, at den danske Koloni i den senere Tid er bleven forøget med et Par Mennesker, som beskæftiger sig med at snyde sig Opholdet til, en Indbrudstyv, hvis genialeste Streg var at bryde Montrene op og stjæle Glasdiamanterne - Modeller af speciel store Diamantfund - paa Byens Musæum, hvilket sikkert bringer ham ud at arbejde i Stenbruddene, En, som er lidt i Genren "Plattenslageri". Ligesaa den af "København" omtalte, fornylig ankomne Asger Beck Nr. 2, der dog endnu har holdt sig passiv. Det er dog delvis blevet blandt os selv, og "braadne Kar" findes jo i alle Lande; men naar en dansk Kvinde og Moder sender sin 14aarige Datter ud at synge paa Gader og Værtshuse i Selskab med en omstrejfende Spillekant og ligefrem opdrager hende til Prostitution, medens alle Mennesker ved, at det er en "danish girl", og naar hertil kommer en lige afsluttet Skilsmissesag, hvoraf de herværende Blade bragte fuldstændig Referat, og hvor saavel Konen som Manden og hans Elskerinde alle var danske, saa maa selv de mest dansksindede blive i Tvivl om, hvor vidt de Danske virkelig fortjener deres gode Renommé længere.

En Københavner i Afrika.

(København 20.10.1897).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar