Mange ting er underlig, sagde man i gamle dage. Men nu kan man sige mange ting er synderlige. Således finder anmelderen det synderligt at et vist privat dramatisk selskab ikke alene offentligt falbyder billetter til 2 rigsbankdaler stykket til dets forestillinger, men endog lader trykte plakater cirkulere offentligt hvorpå de spillende personers navne findes anført. I gamle dage var sådant ikke brugt, det ved han. Men om det var tilladt, det ved han ikke.
En anden synderlighed er en ny skik som bestyrerne for de offentlige danseinstitutter (anmelderen vover kun i parentes at kalde sådanne mænd ved deres rette navn, dansebodsværter) har indført, nemlig at tage 3 mark for en entrebillet. En pris som synes at være overdreven i forhold til hvad billetter koster til det offentlige skuespilhus. Anmelderen ved ikke om og hvorvidt disse bestyrere har ret til at kræve denne betaling af folk som blot besøger sådanne steder ikke for at danse (for musici siger man betales aparte), men blot for at se sådanne indretninger, alene i den rene hensigt at betragte og forlyste sit øje med at beskue den vrimmel af uskyldige, blufærdige damer som der findes. Men da denne betaling ikke kræves på alle sådanne steder, men kun på de mere fornemme, så var det ønskeligt siden vedkommende nu er kommet i gang med at tage denne betaling, at det måtte tillades eller rettere pålægges enhver dansebodsvært, i hvilket hul eller kippe han end drev denne, jeg tør snart ikke kalde den anden end anstændige næringsvej, også tage 3 mark for enhver person som ville have entre til sådan fornøjelse. Derved kunne måske en del af søgningen til sådanne kipper blive standset. Det var ikke skadeligt for det offentlige, da deres antal for nuværende tid er legio.
For i hvilken gade eller stræde man vil gå om aftenen hører man dans og musik i kælderen. Og vil man af nysgerrighed se hvad folk, der besøger sådanne steder, og som er årsagen til den strygende forretning sådanne værter har, vil man finde at det næsten udelukkende er tjenestepiger der fordriver tiden på sådanne steder. Ved oftest uden deres madmoders vidende at snige sig derhen, når de skulle forrette byærinder. At mange tjenestepiger ved denne lejlighed forledes til et eller andet skadeligt fejltrin, hvis sørgelige følger hun siden, når dansenykkerne er svedt ud, bittert må beklage, er hverken synderligt eller besynderligt, men meget begribeligt.
Egentlig drives disse danseøvelser hyppigst om vinteren i hovedstaden, såvel søgne- som helligdage. Men om sommeren drives disse for sundheden så tjenlige øvelser også uden for alle stadens porte. De indretninger hvor sådanne øvelser holdes, kaldes da ikke danseboder, men dansesale. Nogle tager betaling for entreen, andre ikke. Blandt de skønnest og tillige billigste indretninger er den på første Blegdam. Salen som vender ud mod haven, er meget rummelig og ret smukt indrettet, såvel for de dansende personer som for dem der blot agter at være tilskuere, da den til disse bekvemmelighed er forsynet med loger. Entreen er meget lav, hvilket forekommer anmelderen synderligt, for entreprenøren tager blot en mark for billetten og giver endda en sopken oven i købet. Dette synes synderligt. Men hvem som ikke vil tro mig på mit ord, kan selv gå derhen og han skal finde at det er sandt. Entrebilletten lyder således:
Da anmelderen syntes at denne entrebillet lød helt lystelig, spurgte han værten, en meget lille anstændig og ordentlig mand, om årsagen til denne afgift. Min ven, svarede han, jeg er nødsaget til at tage noget for min entrebillet til dansesalen. Jeg betaler høj husleje og hvorledes skal den indbringes på anden måde. Gjorde jeg ikke det, ville min sal snart blive opfyldt både af kreti og pleti, i stedet for som nu af anstændige folk. Desuden er det kun en fornøjelse jeg anretter to gange om ugen for det offentlige, nemlig søndag og onsdag. Og hvem som da ikke har lyst at give mig denne ubetydelige profit, han kan blive i byen.
Jeg fandt heri hverken noget underligt eller synderligt, men at manden havde ret, da ingen på nogen måde kan klage over den mark han giver ud, men kan endda sige at han får smæk for sin skilling.
Ved denne lejlighed faldt anmelderen det ønske ind at stedets ejer, som i sommer har prydet sin ejendom med et smagfuldt gitterværk, tillige ville hensætte nogle bænke til de spadserendes afbenyttelse ved det lysthus han har ladet oprejse i den gang i haven som vender mod vejen.
(Politivennen nr. 77, Løverdagen den 21de Juni 1817, s. 1297-1302)
En anden synderlighed er en ny skik som bestyrerne for de offentlige danseinstitutter (anmelderen vover kun i parentes at kalde sådanne mænd ved deres rette navn, dansebodsværter) har indført, nemlig at tage 3 mark for en entrebillet. En pris som synes at være overdreven i forhold til hvad billetter koster til det offentlige skuespilhus. Anmelderen ved ikke om og hvorvidt disse bestyrere har ret til at kræve denne betaling af folk som blot besøger sådanne steder ikke for at danse (for musici siger man betales aparte), men blot for at se sådanne indretninger, alene i den rene hensigt at betragte og forlyste sit øje med at beskue den vrimmel af uskyldige, blufærdige damer som der findes. Men da denne betaling ikke kræves på alle sådanne steder, men kun på de mere fornemme, så var det ønskeligt siden vedkommende nu er kommet i gang med at tage denne betaling, at det måtte tillades eller rettere pålægges enhver dansebodsvært, i hvilket hul eller kippe han end drev denne, jeg tør snart ikke kalde den anden end anstændige næringsvej, også tage 3 mark for enhver person som ville have entre til sådan fornøjelse. Derved kunne måske en del af søgningen til sådanne kipper blive standset. Det var ikke skadeligt for det offentlige, da deres antal for nuværende tid er legio.
For i hvilken gade eller stræde man vil gå om aftenen hører man dans og musik i kælderen. Og vil man af nysgerrighed se hvad folk, der besøger sådanne steder, og som er årsagen til den strygende forretning sådanne værter har, vil man finde at det næsten udelukkende er tjenestepiger der fordriver tiden på sådanne steder. Ved oftest uden deres madmoders vidende at snige sig derhen, når de skulle forrette byærinder. At mange tjenestepiger ved denne lejlighed forledes til et eller andet skadeligt fejltrin, hvis sørgelige følger hun siden, når dansenykkerne er svedt ud, bittert må beklage, er hverken synderligt eller besynderligt, men meget begribeligt.
Egentlig drives disse danseøvelser hyppigst om vinteren i hovedstaden, såvel søgne- som helligdage. Men om sommeren drives disse for sundheden så tjenlige øvelser også uden for alle stadens porte. De indretninger hvor sådanne øvelser holdes, kaldes da ikke danseboder, men dansesale. Nogle tager betaling for entreen, andre ikke. Blandt de skønnest og tillige billigste indretninger er den på første Blegdam. Salen som vender ud mod haven, er meget rummelig og ret smukt indrettet, såvel for de dansende personer som for dem der blot agter at være tilskuere, da den til disse bekvemmelighed er forsynet med loger. Entreen er meget lav, hvilket forekommer anmelderen synderligt, for entreprenøren tager blot en mark for billetten og giver endda en sopken oven i købet. Dette synes synderligt. Men hvem som ikke vil tro mig på mit ord, kan selv gå derhen og han skal finde at det er sandt. Entrebilletten lyder således:
Jeg fandt heri hverken noget underligt eller synderligt, men at manden havde ret, da ingen på nogen måde kan klage over den mark han giver ud, men kan endda sige at han får smæk for sin skilling.
Ved denne lejlighed faldt anmelderen det ønske ind at stedets ejer, som i sommer har prydet sin ejendom med et smagfuldt gitterværk, tillige ville hensætte nogle bænke til de spadserendes afbenyttelse ved det lysthus han har ladet oprejse i den gang i haven som vender mod vejen.
(Politivennen nr. 77, Løverdagen den 21de Juni 1817, s. 1297-1302)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar