Som almueskolelærer på landet har jeg i 26 år haft lejlighed til at kende bondealmuens karakter, tilbøjeligheder og handlinger. Med stille kummer har jeg set den ile fordærvelsens i møde og ønsket af mit hjerte at den af høje ansvarlige måtte standses på den så farlige bane både for den og for landet. Hvad der muligvis i denne henseende er gjort for dens tarv er mig ubekendt. Men jeg tror at enhver fædrelands- og menneskeven bør yde sin skærv dertil, om den dog kun er lille. Måtte jeg være så lykkelig ved denne fremstilling der altid skal bære sandhedens præg, at henlede de høje ansvarliges opmærksomhed på denne meget vigtige sag og derved fremme bondens tarv, så er min hensigt opnået.
Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.
Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?
Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.
Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?
"Der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat." (Gilde på Amager, H. C.Henneberg, 1855. Statens Museum for Kunst.)
Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.
Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.
Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.
(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)
Utvivlsomt er de såkaldte julestuer, læsestuer, fastelavnsgilder, kagegilder og hvilke andre navne denne lasternes skole er betitlet med den sande årsag.
Her ser man sønner og døtre i en alder af 7 år, ja vel endog under denne alder, søndag eftermiddag i forening med karle og piger at ile til gildehuset hvor der opvartes med øl, brændevin, musik og dans hele den påfølgende nat. At sådant fornøjer barnet, er ikke noget under. Men her er frøet sået og høsten er rig, men frygtelig. Her ses løsagtige gebærder, her høre liderlige og skøgeagtige viser, her ses kortspil, her høres banden og skælden, her tumler den berusede sig mellem hoben. Og alt dette bifaldes af de tilstedeværende med hurraråb og støjen, så at byen giver ekko deraf. Er det da et under om barnets hjerte der står åbent for ethvert indtryk, besmittes og at det med tiden uden angst udøver de samme laster?
Som oftest må barnet sove dagen efter. Men kommer det endog i skolen dagen efter, da er det søvnigt og uskikket til at høre undervisningen. Billedet af det der skete om natten står dybt indpræget i det sjæl. Det har intet lært hjemme af den lektie, lærerne har gennemgået og foresat det til at læres udenad. Og endnu mindre er det i stand til at gøre rede for dets indhold. (Jeg vi ikke tale om de ubehageligheder og sorger det forvolder læreren). Men således opvokser det i uvidenhed, indtil det kan bruges til markarbejde, kreaturers røgt osv., hvilket atter holder det fra skolen, de eneste sted hvor det kunne og burde nyde nogen undervisning.
Nu kalder trompeternes lyd det atter til gildet. Barnet ønsker at deltage i det, forældrene tillader det, og snart er søndag eftermiddag og søndag nat for kort, så at mandagen anvendes til det samme. Ak, hvad skal der forventes af dette barn, som karl eller pige, mand eller kone, far eller mor? Jeg skælver for den blotte tanke. Kan man da undres over at der af et så dårligt opdraget barn med tiden bliver et usædeligt og utro tjenestetyende? Nej, sandelig ikke, for sås klinte, kan man vel ikke forvente at høste hvede?
Jeg har vist barnets umoralske opdragelse. Men hvad skal der blive af ham som karl. Kommer han i tjeneste hos en bonde, da betinger han sig adskillige klædningsstykker og en betydelig pengeløn, samt tilladelse til at overvære alle gilderne og en fjerding godt øl som leveres til gildet når det kræves. På intet andet vilkår kan bonden få tjenere. Arbejdet skal gøres og sådanne af tyendet foreskrevne regler er almindelige. Han må altså indgå kontrakten og det bør bemærkes at hvad der gælder for karlen, gælder også for pigen.
Ungdommen betinger sig nu gildet hos en mand i byen. Jeg har sagt at karlen selv leverer øl. Men brændevin, mjød, kaffe, hvedebrød og lys leverer den mand hos hvem gildet er foranstaltet mod betaling. Musikanterne spiller ikke for intet. Kortspil er almindeligt ved sådanne sammenkomster og alt dette skal udredes af tyendets løn. Man bruger lønnen før tiden og snart er denne ikke tilstrækkelig, men der bruges derfor af lønnen for det kommende år. Vil husbonden ikke lade ham få flere penge, da sælger han af klædningsstykkerne for dog at kunne komme til gilderne, og således står han ved årets ende nøgen og forgældet. Nu opsiger han sin tjeneste til skiftedagen eller fraflytter den endog i utide for atter at omme til en mand der vil lade ham få penge til gilderne forud.
Han iler på ny til gildet. Kreaturerne bliver fodret til urette tid. Ja vel endog rent forsømt. Mark- og husarbejdet forbliver ugjort. Og således tumler man sig i disse såkaldte uskyldige forlystelser søndag, mandag, ja ikke sjældent tirsdag og onsdag med. I denne bedøvende rus danses. Blodet sættes i bevægelse hos den unge karl. Han tror at opdage et eller andet fortrinligt ved den pige han danser med. Der sluttes en ubesindig ægteskabskontrakt. Han ledsager hende alene hjem i natten mørke og deres dyd, deres ro, er da tabt. Pantet på deres indgåede forpligtelse ses og lovene kræver løftes opfyldelse. Nu, men for sent åbnes øjnene. De har intet hus, intet at sidde eller ligge på, næppe de klæder der kunne skjule dem selv. De står med få ord blottet for alt og om få år er fattigforsørgelsen deres og deres ulykkelige børns trøst og tilflugtssted.
(Fortsættes).
(Politivennen nr. 544. Løverdagen den 3. Juni 1826, s. 359-364)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar