I Tilslutning til vor telegrafiske Meddelelse sidste Uge om ny Strejkeuroligheder i Dansk Vestindien hidsætter vi idag følgende Oversigt over Begivenhedernes Gang paa Øerne i det sidste Aarstid.
Der findes ikke i Danmark nogen synderlig udbredt Interesse for de danske Kolonier, Grønland og de vestindiske Øer. Dog maa man afgjort sige, at Interessen er i Vækst. Aarsagerne dertil kan være forskjellige. For de vestindiske Øers Vedkommende maa særlig nævnes den kritiske Tilstand, som i de sidste Aar har hersket Paa St. Croix.
Det var sidste Foraar, det gjennem Meddelelser af forskjellig Art blev klart, at Forholdene paa St. Croix truede med at blive fortvivlede. Blandt de Oplysninger, der fremkom, var noget af det interessanteste en Artikel af Departementschef Hiort-Lorenzen (der en Tid har været dansk Embedsmand derovre) i „Berlingske Tidende". Han giver her en indgaaende Skildring af, hvorledes Negrene i Løbet af den sidste Menneskealder mere og mere er bleven en jordløs Befolkning ogsaa mange af dem, der arbejder paa Landet, bor i Byerne hvorledes af denne og andre Grunde (daarlig Ernæring, Rom som Præmie for godt Arbejde), Drikkeriet og andre Laster har bredt sig mere og mere: "Hvis der ikke snart sker en radikal Forandring i Forholdene, vil den overhaandtagende Løsagtighed, Udvandringen, Børnedødeligheden og Drikkeriet medføre, at Befolkningen paa St. Croix vil gaa sin Undergang i Møde."
I Sommeren 1915 kom Negeren Hamilton Jackson til Danmark for som sine Landsmænds udpegede Tillidsmand at tale deres Sag. De, der kom i nærmere Berøring med ham, fik Indtryk af en Mand, der ikke blot var fuld af Mod og Energi. men ogsaa besjælet af en stærk Tro til, at det kunde hjælpe noget at gjøre et Arbejde blandt Negrene for at rejse dem menneskeligt og økonomisk. blot man bød dem nogle bedre Muligheder for at komme fremad, end de har i Øjeblikket. Hamilton Jackson rejste hjem med følelsen af, at han i alle Tilfælde havde rejst en vis Interesse for Sagen, og i Haab om, at noget blev der dog vistnok gjort. Ogsaa Øernes Guvernør, Hr. Helweg-Larsen, kom hjem til Danmark. Man fik ogsaa herved en Følelse af, at nu skulde der gjøres noget. Der blev da ogsaa i Eftcraarct af Finansminister Brandes forelagt en hel lille Række Lovforslag, som tog Sigte paa at afhjælpe nogle af de værste Ulemper. Men derved blev det i alt Fald foreløbig.
Den danske Rigsdag har nemlig hidtil ikke faaet Tid til at tage de forelagte Lovforslag op til Behandling. Det kan betvivles, om Lovforslagene var af den Art, at de Forholdsregler, de bød Paa, var i Stand til i nogen synderlig Grad at for bedre Forholdene, men det første, der var at gjøre, rnaatte dog være at faa dem frem til Behandling og mulig Forbedring.
I Begyndelsen af 1916 udkom der en Pjece af Sognepræsten i Christianssted, P. Helweg-Larsen. Den bekræfter stærkt, at Forholdene er af den Art, at der maa gjøres noget, og med Varme og Alvor lægger Forfatteren den danske Menighed paa Sinde at tage Sagen op. Han siger, at en social Bevægelse i Negerfolket er en Nødvendighed, og rejser det Spørgsmaal: "Er der af Samfundet som Helhed givet den kulørte Befolkning en "fair chance" en aaben Vej til at komme frem for dem med lidt Drift i og faa Arbejdet paa at faa vakt Driften hos dem, i hvem den sov?" Og han svarer: "Jeg kan ikke se andet, end at dette Spørgsmaal i det hele og store maa besvares med et klart Nej." Dernæst siger han, at det afgjørende for at byde Befolkningen en saadan aaben Vej "er Jordspørgsmaalet, thi St. Croix er Land og ellers intet."
Om Pastor Helweg-Larsen har et helt rigtigt Blik for, hvad der skal gjøres, er saa en anden Sag. I hvert Fald kan man næppe følge ham i at lade Staten slippe for sit Ansvar. Han siger selv, at Jordspørgsmaalet er en Hovedsag, og det maa løses ved Statens Indgriben, skal det løses for Alvor. Desuden er han ret utilfreds med Hamilton Jackson og hans Virksomhed. Men her er hans Domme ikke mere "up to date". Siden han skrev, har Strejken fundet Sted og Hamilton Jackson faaet Lejlighed til at bevise sin Dygtighed og sin Alvor, saa det er yderst sandsynligt, at Pastor Helweg-Larsen her selv har maattet ændre sin Dom.
Han skriver, at han er bange for, at Hamilton Jacksons Virksomhed skal ende med en Strejke, og at det saa skal gaa galt. Oprør kan da bryde løs i et Nu. "Og saa er Dyret løs. Det sidste halvandet Aar har vist med tilstrækkelig Tydelighed, hvor langt der er til Dyret i Mennesker med tusindaarig Civilisation og der er en Del kortere hos de Naturbørn, som mange af Negrene er. Saa er det godt nok, at H. I. daglig taler i sit Blad om den fredelige Befolkning, at han ved sine Møder formaner dem til Ro" osv.
Strejken kom: Regjeringen herhjemme gjorde intet. Fødemidlerne steg og steg i Pris, en rig Høst stod paa Markerne, Negrene bad om Lønforhøjelse, men fik ingen saa nedlagde de Arbejdet. Strejken kom men der blev intet Oprør. Og Begivenheden fik i det hele et saadant Forløb, at den kun kan bringe de sorte Mænd til at stige i vor Agtelse samtidig med, at den kaster et ikke særlig smukt Lys over en Del af de hvide med den tusindaarige Civilisation.
Strejkens Berettigelse fremgaar alene af, at mens Lønnen stadig var 45--94 Øre daglig (hvoraf dog fra gaar nogle Øre til Lægen), var Varepriserne steget til det dobbelte eller henimod det, saa at et Pund Mel kostede 22.5 Øre, Sukker 18.7, Fedt 67.5, Flæsk 75, Bønner 45 Øre Pundet. Og at Planterne var i Stand til at give mere, kan sluttes deraf, at de havde forhøjet Afgiften af udlejet Jord, meget betydeligt. (Paa St. Thomas er den laveste Arbejdsløn forøvrigt henimod Kroner 2.50).
Men det var jo letsindigt at begynde Strejken, thi der var ingen Strejkekasse!
Om dens Forløb fortæller bl. a. et Brev fra en paa Øen bosat dansk Dame saaledes: "Mandag Morgen (den 24. Januar) blev alle Arbejderne jaget fra deres Huse. Mødre, som nylig havde født, saavel som alle andre, og alle strømmede de til Byen, hvor de hverken har Hus eller mad." "Du skulde have set et Tog, da disse fattige Negre kom dragende herind Nød og Elendighed, og havde man ikke før vidst, hvilken Fattigdom der herskede, saa fik man sandelig nu Syn for Sagen. Det er til at græde over, og den Hjærteløshed, der udvises af de allerfleste Hvide, cr faa stor, at man næsten ikke kan holde det ud ." „Og hvad har de Stakler gjort? Stilfærdigt og roligt nedlagt Arbejdet, fordi de ikke kan leve af den elendige Løn."
Der blev nu gjort et stort Arbejde for at hjælpe alle disse Mennesker. Deres Ejendele var bleven smidt paa Gaden, midt ud i en Troperegn. Det lykkedes at faa fat i 30 Kærrer den følgende Morgen de blev stillet til Raadighed af Negerhusmænd og andre, og paa dem bragtes saa Ejendelene bort. Skoledirektør Rübner Petersen sørgede for, at Land skolerne blev aabnede for Kvinder og smaa Børn. Der blev opført et stort Telt der rummede 500 Mænd, foruden flere mindre. Adskillige af de sorte Beboere i Christianssted aabnede deres Huse for de Hjemløse. Og der blev sørget for Mad.
I en Artikel i "Sorø Amtstidende" fortæller Fru Ingeborg Hiort Lorenzen saaledes derom: "Et storartet' Sammenhold og en Offervillighed uden Lige traadte nu for Dagen. Kun faa af de Strejkende var saaledes stillet, at de havde Føde for nogen Tid, de fleste var tomhændede. De bosiddende paatog sig nu at ernære de hjemløse, saa godt de formaaede, saa længe Strejken varede. Fiskerne bragte hver Dag al Slags Fisk, Byfolkene gav Brød, Te, Sække med Majsmel og Sukker. Penge og kogte Spiser, og fra Landnegrene kom Sække, Kurve og Kærrer, fulde af søde Kartofler, Jams og Grøntsager, foruden enkelte Slagtedyr som Svin, Kalve og Lam eller Dele deraf. Alle gav uden at trættes til den sidste Strejkedag, men rimeligvis har dog baade de givende og de modtagende havt knappe Maaltider desto større Ære er det, at begge Parter holdt ud."
De Strejkende holdt nemlig ud. Planterne var meget nervøse for, at der skulde ske noget de gik om væbnede til Tænderne, og "Valkyrien"s Besætning brugtes til at holde Guvernementet bevogtet. Men Hamilton Jackson havde sørget for at faa Romsalget forhindret, saa længe Strejken varede paa hans Opfordring afleverede de Knive, Stokke og lignende, og de bevarede hele Tiden en mønsterværdig Holdning.
Og tilsidst opnaaedes der et Resultat. Planternes første Tilbud var uantagelige. Det beroede bl. a. der paa, at den Lønforhøjelse, der tilbødes, først skulde indtræde, naar man arbejdede mere end 4 Dage ugentlig, og kun de stærkeste Arbejdere kan udholde 6 Dages ugentligt Arbejde i Solheden. Det Forlig, der tilsidst kom i Stand, skyldes den nævnte Skoledirektør Rübner Petersen, der i det hele har indlagt sig megen Fortjeneste ved den Omtanke og store personlige Hjælpsomhed, hvormed han tog sig af de mange hjælpeløse. Betalingen blev ved Forliget sat op til 112½ Øre pr. Dag for 1. Klasses Arbejdere, der arbejder 4 Dage om Ugen, og 131 Øre, hvis der arbejdes 5 eller 6 Dage. Og tilsvarende for de ringere Arbejdere. Desuden garanteres der Arbejderen en god halv Skæppe Land til at avle Grøntsager paa.
Strejken har altsaa ingenlunde været økonomisk resultatløs. Den har bragt Arbejderne en Smule ud over den øjeblikkelige Sulteføde. Dens væsentlige Resultat ligger dog vistnok Paa et andet Punkt, nemlig i den Agtelse i eget og andres Omdømme, Negrene ved Strejken har vundet. Den danske Dame skriver: "Vedbliver Arbejderne at opføre sig som hidtil, er alene det en Sejr for dem, og det skal Hamilton Jackson have Æren for de lyder ham blindt." Det er dog klart nok, at det ikke blot er for Hamilton Jackson, men ogsaa for hans Landsmænd. Strejkens rolige Gjenemførelse er en moralsk Sejr.
Den Tale, man saa almindeligt møder, naar Negrenes Muligheder drøftes: De staar sikkert altfor lavt til, at det kan hjælpe at overlade noget til dem selv, de maa sikkert endnu i lange Tider leve under beskyttet Forsorg osv., bør efter dette ikke faa uimodstaaeligt brede sig. Som den danske Dame skriver: "Negrene maa have Rettigheder saavel som alle andre og ikke behøve at tage alt som Almisse af disse "ædle" Mennesker, der "holder saa meget af Negrene."
Det er ikke Negrene, der i denne Sag falder en stærk Slagskygge paa. Det er nok snarere dem med den "tusindaarige Civilisation", der bl. a. den 24. Januar tvang Politiet til at sætte en Kvinde, der havde født tre Dage forinden, ud af Huset. Og den danske Statsmagt, repræsenteret af Guvernør Helweg-Larsen, gaar heller ikke fri. Da Strejken begyndte, vilde han ikke have noget gjort til Afhjælp af Nøden siden vilde han ikke forhandle med Hamilton Jackson af personlige Grunde, skjønt han var Negrenes Fører og det var ikke Guvernøren, der bragte Forliget i Stand.
Hamilton Jackson og hans Medarbejdere vil gjennem det Blad, de har startet, og paa anden Maade tage fat paa et kulturelt Arbejde blandt Befolkningen. Men det betyder endnu ikke det, som Pastor Helweg-Larsen kaldte "en aaben Vej til at komme frem" for den kulørte Befolkning. Det kan kun den danske Regjering og Rigsdag hjælpe den til.
Edvard Brandes besvarede Negrenes Henvendelse gjennem Hamilton Jackson med en elskværdig Modtagelse, med nogle Pulterkammer-Lovforslag og med at sende den hidtidige ikke afholdte Guvernør tilbage til Øerne, stivet af med "Valkyrien".
Dog, det er naturligvis ikke Enden paa Sagen. Rigsdagen har jo bl. a. endnu ikke ladet høre fra sig. Og hvis vi er tillidsfulde Naturer, vil vi endnu kunne trøste St. Croixs sorte Mænd med det gamle Ord: Sent, men sødt i Dannevang lyder Nattergalens Sang!
("Hfkbl.") Anders Vedel.
(St. Paul Tidende. 30. juni 1916)
St. Paul Tidende ("Saint Paul Times") udkom fra 1902. Christian Rasmussen købte det norsk-sprogede Heimdal for at udgive en avis for Minnesotas danske befolkning. Siden 1887 havde Rasmussens udgivelseskompagni "Bladfabrikken" udgivet 16 dansk- og norsksprogede aviser. St. Paul Tidende var af uafhængig republikansk observans. På tidspunktet for denne artikel havde den et oplag på omkring 5.000. Den danske befolkning i Saint Paul var omkring 3.000. Den daværende redaktør var Carl Munkholm som var tiltrådt 1913 - og dens sidste. Det sidste nummer af avisen menes at være udkommet i 1928.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar