Politijagt på klausulsvindlere. De fanges som ål i en ruse.
“Folkets Avis" omtalte i går en ny klausul-svindleraffære, som var under opsejling, idet jernbaneassistent Jens Knudsen på godsbanegården havde gjort den opdagelse, at en vognladning saltede sild i virkeligheden var - gummi!
Ved den derpå følgende politiundersøgelse oplystes det, at det var en agent Tychsen, som med bistand af en dansk-amerikaner ved navn Rønne stod bagved som klausulædere og gummismuglere.
Deres såkaldte “salteri" havde de installeret på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade i Valby, og her mødte altså politiet op for at se lidt nøjere på de to herrers virksomhed.
Tychsen havde på dette tidspunkt gjort sig usynlig, og Rønne så sit snit til at flygte, skarp forfulgt af opdagerne, der snart efter fik assistance fra hovedstationen.
Nu blev der en formelig klapjagt ud over markerne; men det syntes, som om flygtningen ganske var forsvundet i jorden.
Fabrikken og lageret blev selvfølgelig sat under politiets opsigt, og det bliver vist nogle kønne ting, der nu kommer for dagen.
Lokalerne har siden krigens udbrud været udlejet til tyskere, som først havde en sæbefabrik her, siden en oliefabrik og nu altså en nedsaltning af - gummi!
Virksomheden blev drevet meget hemmelighedsfuldt, og kun Tychsen og Rønne fik adgang til "fabrikslokalerne"
Tychsen og Rønne fanges.
Jagten på gummismuglerne fortsattes med den største energi, og efter flere timers arbejde var man kommen så vidt, at man havde fået omringet det terræn, hvor man mente, de måtte holde sig skjult.
Og - nu gik det fremad med sikre skridt.
Kredsen blev mere og mere snæver og til sidst sad fyrene der, som ål i en ruse.
Vejen var spærret, der var intet andet at gøre, end at overgive sig på nåde og unåde. Og i dag sidder de velforvaret i det Thorupske Hotel.
(Folkets Avis - København 17. august 1916.)
Gummien i sildetønderne. En dramatisk og spændende jagt i Valby. Manden med spegesildene er taget.
Der kom meget hurtigt klarhed over affæren med spegesildene og gummien på godsbanegården, og manden for det hele sidder allerede bag lås og slå. Men inden man nåede så vidt, var der blevet udspillet en længere film, som man må beklage ikke blev taget ind i nogen kukkasse og opbevaret for eftertiden som minde om disse dages eksportraseri og klausulslugeri.
Det havde på godsbanegården vist sig at der i alt var 170 tønder. Heraf var de 160 tønder ægte og reelle nok, og kun i de 10 tønder var der gummi og benzin. Det var altså nærmest et nederdrægtigt uheld for eksportøren at tolderne faldt netop over en af disse 10 tønder. Men: når uheld være skal. osv. Hvem eksportøren var, fik man snart klarhed over. Speditionsfirmaet Goldstück, Hainze &. Co., der havde sendt sildetønderne ud på banen, oplyste, at afsenderen var en vis agent Tücksen, der havde et salteri og pakkeri ude på Trekronergade i Valby.
Dette salteri og pakkeri er ikke politiet helt ukendt. Det har ofte fået meddelelser om, at alt vist ikke gik rigtigt til derude i huset med de overmalede ruder; men da man ikke havde noget reelt at holde sig til, var der ikke noget at gøre i den retning. Men nu var der altså en anledning til at tale med folkene derude, og et par af opdagerne fra København tog ud til Valby for at hente hr. Tücksen til forklaring på politikammeret.
Her er det, at den store film begynder. Da opdagerne kom ind i pakkeriet, der ligger på hjørnet af Trekronergade og Gerdasgade, helt ude hvor linie 6 ender, traf de mellem sildetønderne en mand, der syntes overmåde forfjamsket. Da man spurgte efter Tücksen erklærede manden at hedde Rønne, og da der ikke var andre levende væsener at øjne i huset, besluttede opdager i mangel af bedre at tage Rønne med sig. Noget måtte man vel nok kunne få at vide hos ham. Rønne syntes nok at være lidt ked af det, men han gjorde alligevel ingen ophævelser og var klar til at gå med. Han bad blot om tilladelse til at måtte sætte sin cykel ind i et skur. Det var der ikke noget i vejen for, han gik ind i skuret, opdagerne ventede i gården, og i samme sekund brød Rønne gennem en hæk, kom ud på en mark og satte afsted som en kronhjort. Borte havde taget ham, og opdagerne så jo noget nedtrykte ud. Nu gik det imidlertid som på en rigtig spændende film.
Der blev pebet i fløjter, blev telefoneret efter hjælp fra København, og et lille kobbel politihunde med savlende munde og ludende hoveder blev sat på flygtningens spor. Politiassistent Tage Jensen kom selv til stede, og snart var der samlet en styrke på i alt 13 opdagere. Nu gik den vilde jagt over stok og sten. Men flygtningen havde fået et langt forspring, og man kunne ikke følge hans spor længere end over til Årstrandsgård. Her ligger flere haver, der strækker sig over til Kløverbladsgade, og i dem forsvandt Rønne. Hundene og opdagerne tabte hvert spor.
Der var imidlertid blevet sat vagt af i pakkeriet, og ud på eftermiddagen fik man det første resultat. Da meldte der sig nemlig en lille tyk herre, og da han overfor opdagerne navngav sig som Tücksen, blev han strak sendt ind til politikammeret. Og ud på natten fik man en endnu større belønning for sin tålmodighed.
Rønne havde holdt sig skjult ovre i haverne ved Kløverbladsgade, men natten var kold, og ved 2-tiden kom han så listende på hosesokker over til pakkeriet, hvor han har et værelse. Opdagerne var naturligvis over ham i samme sekund, og den modstand, han gjorde, blev kun af kort varighed. Håndjernene klappede sammen, og så gik turen til København.
Pakkeriet har som sagt ofte tiltrukket sig politiets opmærksomhed. I huset har der været forskellige virksomheder, både mejeri, oliefabrik osv., til det for nogen tid siden blev lejet ud til sildepakkeri.
Sagen vil sandsynligvis blive henvist til behandling ved 7. kammer hos assessor Thorup. Man vil vel så få oplysninger om, hvem Tücksen og hvem Rønne er, hvorledes deres fortid ser ud, hvem de har stået i forbindelse med i de sidste tider og hvad der er foregået i den mystiske fabrik ude i det yderste Valby.
(Aftenbladet (København) 17. august 1916.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar