Troen paa Hexerie synes nu paa visse Steder ligesom Jesuitterordenen at leve op igjen. I Haderslev Amt blev der nylig anholdt et Fruentimmer, der var bekiendt der i Egnen under Navn af den kloge Kone. Hun havde fortjent en Deel Penge og Korn ved at helbrede saavel Mennesker som Qvæg, der efter hendes Forgivende vare forhexede. Hendes Lægemidler vare temmelig simple: de bestode i at opramse visse Bønner, male nogle Tegn paa de forhexede Personers Døre, nedgrave Staal derunder etc. Hun er bleven dømt til at arbeide i Tugthuset et Aar, og hendes Tilhængere have nu begyndt at tabe Troen, da de see, at hun ved Aandernes Hjelp ikke har formaaet at afværge denne Straf.
(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, nr. 86, 24 september 1804, side 1372-1373)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar