22 juli 2020

Noget om Macaroni Fabriken i Kjøbenhavn. (Efterskrift til Politivennen)

I mange år har man været i den tro, at makaroni kun kunne fabrikeres i Italien, hvorfra dette sunde og velsmagende fødemiddel indforskreves og betaltes sædvanlig med 2 mk. 8 sk til 3 mk. pr pund så at denne spise kun kunne nydes af de rige, der betragtede makaroni som en udenlandsk delikatesse. Siden en indenlandsk fabrik er opstået, haves nu makaroni fra 18 til 26 sk. pr. pund. Hr E. Nielsen skyldes indførelsen af denne industri i Danmark, hvor man hidtil ikke har troet det muligt at fabrikere makaroni.

Sagen er, at der til makaroni behøves et eget slags udmærket et godt hvedemel og dette var hidtil ikke at få i Danmark. Den herværende makaronifabrikant E. Nielsen indså dette forinden han anlagde sin makaronifabrik, og henvendte derfor sin opmærksomhed på mølleriet, hvilket var at tage sagen fra grunden; han indforskrev derfor franske møllere, og disse bevirkede ikke alene, at de finere franske møllesten, som man havde forskrevet hertil fra Frankrig, men ikke vidste at bruge, kunne komme til nytte og anvendes i en af vore bedste møller, men han indførte også den forbedrede franske måde at male på, og gik således gradevis frem, først ved at producere et hidtil her ukendte semoule af dansk hvede og tillige skaffe hvedemel, der i mængde og kvalitet overgik hvad der hidtil var frembragt her. Efter således at have arbejdet utrættelig og med megen bekostning anlagde hr. Nielsen sin makaronifabrik, som nu er i fuld gang og producerer varer, der i kvalitet og pris fuldkommen kan måle sig med de italienske. Det er ved indforskrevne kyndige folk, at denne fabrik drives, og ved hjælp af egne dertil anskaffede maskiner, at man er kommet såvidt her at fabrikere makaroni, nudler, lasagnes og semoule. Hr. Nielsens makaroni er lige så gode som de fra Italien forskrevne, og risikerer man ikke fra Herr Nielsens Fabrik at få forlagte eller midrede varer.


Hr. Nielsens semoule er fortræffelig, hvad enten kogt i grød, vælling, til kødsuppe eller frugtsuppe, såkaldt sødsuppe, i mælk eller vand, og overgår i rensmag og drøjhed de hidtil brugte grynsorter. Semoulen indeholder kun den mest kærnefulde del af hveden og er derfor så særdeles drøj og nærende. 


I Frankrig bruges semoulen til barnemad i stedet for her bruges revet tvebak også som sygemad er semoulen anvendelig og anbefalelig.


Da mange er uvidende om måden hvorpå makaroni anvendes i husholdningen, har hr. Nielsen udgivet et lille hefte, hvor  gives anvisning og opskrift på nogle og tyve retter, som kan laves med makaroni, nudler, lasanges og semoule, således som opgivet af en herværende fransk kok. Denne lille brochure fås for 4 sk. i makaroniudsalget nr. 139 i Møntergaden ind ad porten, eller hos hr. franskbager og makaronifabrikant C. Nielsen Hauserpladsen Nr. 204.


En ven af industrien.


(Kjøbenhavnsposten, 10. september 1847)


Nielsen er formentlig identisk med den i Dansk Biografisk Leksikon omtalte bager Hans Mads Christian Nielsen (1810-84). Han nedsatte sig i 1840 som "franskbager", og anlagde en semoule-og makaronifabrik. Han gik i kompaniskab med Troels Marstrand om en dampmølle, og da den brændte i 1856, oprettede han Christianshavns Dampmølle. Samtidig opgav han bageriet.



Notits i Morgenposten, 15. juli 1847 for Nielsens Makaronifabrik. Samme avis kunne i øvrigt berette den 17. september 1847: "Den sardinske korvet der i denne tid har ligget her på reden, har fundet sig i den grad tilfreds med hr. Nielsens makaroni, at den har købt 40 centner eller 4000 pd. af samme. (Fdl.)

Møntergade 139 blev til Gammel Mønt 34/Møntergade 26. Det blev i 1907 nedrevet og udlagt til offentlig gade. Hausergade 204 lå tæt på Kultorvet 6 og 8.



Christianshavns Dampmølle skulle ifølge kbhbilleder (public domain) være bygningen foran Christianskirken (til højre). Bag ved Knippelsbro som ses forrest i billedet. Bygningen er nedrevet. Det var denne som makaronibager Nielsen var med til at oprette.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar