I oktober-november 1847 fremkom en artikelserie med efterfølgende debat om den kristne kirkes kritiske situation i Danmark. Jeg har medtaget et kort afsnit om mere beskrivende dele og udeladt de holdningsprægede. Læserne henvises til de originale artikler.
Om de theologiske Tilstande i Danmark
Af en Landsbypræst.I
- - - Enhver, hvem Kirke og Theologi ligge alvorligt paa Hjerte, har faaet ligesom en Impuls til at kaste Blikket ud over disse Tilstande i Danmark, og naar han da maa sige sig selv, at det i det Hele ikke er lystelige Syn, der mede ham, naar han selv længe har følt det Trykkende og utilfredsstillende i saa mange kirkelige Forhold, da undre man sig ikke over, at der tages en Leilighed til at udtale adskillige "vemodige Klager", som ere begrundede i alvorlige Betragtninger.
Det kan nemlig ikke negtes, at det seer meget dødt og aandløst ud i den danske Kirke; paa meget enkelte Steder nær, hvor Livet dog har antaget en særegen Maneer og Form, er Menighedslivet og Menighedsbevidstbeden for største Delen forsvunden; Gudstjenesten , endog hvor begavede og troende Præster have Embedet, udenfor Kjøbenhavn sparsomt besøgt i den langt overveiende Part af Danmark; Kundskaben om Christendom meget svag og ufuldstændig. Troen paa Christus mat og hensygnende, Kjærlighed til Frelseren kold, og som en Følge heraf er ogsaa Interessen for Kirkens aandelige Skatte og dens rige Velsignelser yderst ringe. Den som ikke vil lade sig blænde af det ydre Skin og ikke er tilbøielig til at sammenblande ydre Tugt med indre Liv; den, som ikke vil antage, at Enhver den, som ikke aabenbar fornegter, er en Troende, og ikke bedømmer Menighedens Tilstand i christelig Henseende efter enkelte Kirkebesøg, navnlig paa Høitidsdagen, men som vil gaae sin Gang i Stilhed igjennem Husene paa Landet, og tale med Mennesker af forskjellige Livsstillinger om deres Sjæls Salighed, han vil snart komme til Erkjendelsen af, at den nysgivne Skildring ikke er overdreven, at de enkelte Troendes Christendom er ganske subjectiv som den individuelle Sjæls Tilknytning til Gud i Christo. Af Bevidsthed om det Samfund, vi danne med hinanden i Herren, finder man i de danske Menigheder saare lidet indre og ydre Tegn, ikke at tale om de saare mange hverken troende eller fornegtende Menighedslemmer, hvis hele Christendom reducerer sig til at de vide, at de skulle være skikkelige Mennesker. Af denne Indledning følger det, at vi her lene udenfor de religieuse Bevægelser, som have rustet saa mange Menigheder i Tydskland, og i en Slags Apathi ansee de Livsspørgsmaal, der have fremkaldt Bevægelsen, som os uvedkommende; deraf følger det ogsaa, at de grundchristelige Foranstaltninger, som forudsætte en sand og levende Tro til dens Blomster f. Ex. Missions- og Bibel - Sagen, aldrig har kunnet vel trives hos os , men have et vegeterende Liv, og at den saakaldte indre Mission endnu ikke i Danmark er kommen ud over Philanthopismens Standpunkt; deraf følger det endeligen, at endog saadaane Anliggender, der dog umiddelbart angaae Menighedens kirkelige Tarv, f. Ex. Indførelse af Ritual, Psalmebog, Perikoper, aldeles ikke kunde blive behandlede som Menighedsanliggender, men som Gjenstand for Gejstlighedens Overvejelser. See vi nu til alt dette, der i det Væsentlige finder Sted overalt i og udenfor Hovedstaden - paa nogle Undtagelser nær, hvorom vi senere skulle tale - kunne vi da andet end sørge over, at Livet har draget sig tilbage fra de Forhold og Forbindelser, i hvilke det kraftigst burde røre sig, at Kirken indtager en saa arm og forknyt Stilling, at man fast ikke under den Tilværelse, at Kirkens Fosterbørn ere faa lidet taknemlige mod deres Moder, at de med en bedrøvelig Ligegyldighed forflyde dens aandelige Goder; kunne vi andet en sørge over, at de Christne her i Danmark i det Hele have fjernet sig fra det Middelpunkt, af hvilket Troens Liv udspringer, og kun hver ville have deres Christendom for sig, istedetfor at arbeide hen til, at de, sammenføiede og sammenbundne med hinanden igjennem alle Forbindelsesled, skulde opvoxe med hinanden til ham, som er Hovedet!
Der er mange sammenstødende Omstændigheder, som have bevirket denne de kirkelige Sagers Tilstand. Det turde være en noget dristig Paastand, naar vi sige, at der maaskee aldrig har været nogen ret levende og alvorlig Christendom her i Danmark siden Reformationens Tid; naar man idetmindste vil forfølge Sporene igjennem alle Tidsaldere, saa finder man saare faa Livsyttringer, og den danske Kirkehistorie frembyder vel enkelte secteriske Udskeielser, men ikke nogen stærke religieuse Bevægelser, som have grebet Mængden, ikke Folkets Kamp for at bevare Troens Klenodie, ingen selvstændig Indgriben i Kirkens Anliggender. Man har fra Regjeringens Side vaaget med Strenghed over Eensformighed i Kirkelæren, men uden faste Principer og derved ogsaa uden sikker Gang; Præsterne støde igjennem de forrige Aarhundreder - som de mange imod Drukkenskab, Lediggang, Handel og aabenbare Laster advarende Synodalia Ulstrækkeligt bevidne - paa et lavt Standpunct; Folket er i det Helt intet Samfundsfolk, slutter sig ikke let og ikke gjerne sammen. Man kan derfor ikke undre sig over, at det kirkelige Liv ikke ret har villet trives hos os og at Fromhed og Gudsfrygt kun blev Enkeltes Eiendom, medens Massen i det Høieste kun tilegnede sig Gudstjenestens ydre Former.
- - -
Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede (Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. oktober 1847)
Serien var i adskillige dele: II den 6. oktober 1847, III 7. oktober 1847, IV den 8. oktober 1847 og V den 8. oktober 1847. "Landbypræsten" blev imødegået af "En Præst i Hovedstaden", som svarede i samme blad den 25. oktober 1847, 26. oktober 1847, 29. oktober 1847 og 30. oktober 1847. Disse to forfatteres indlæg handlede udelukkende om holdninger.
A. Toller: Landsby. Wilke's anskuelsesbilleder 3. udg. 1875. Beskrivelse: Wilke 7: Landsby. Pap med koloreret tegning. Godt nok Tyskland. Men også her lå kirken menneskeforladt i baggrunden, og i stærk kontrast til det levende liv i forgrunden i selve byen. Det Kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.
Det gjorde ikke en tredje forfatter som i to dele under titlen "Kirkelige Tilstande" udkom i samme avis 3. december 1847 og 6. december 1847:
Kirkelige Tilstande
- - -
Det kirkelige Liv har vistnok - som den første af de omtalte Forfattere bemærker - aldrig været meget kraftigt eller virksomt i Danmark. Indtil Slutningen af forrige Aarhundrede holdtes det bundet ved den strenge Lydighed og blev tildeels indsnærpet i stive og forældede Former. Siden kom den lovløse Frihed i Troessager, som forkastede alle Former, uden Hensyn til, om de havde noget Indhold og nogen Betydning eller ei. Troen blev bespottet og beleet som Almuestue-Snak , og det betragtedes som Tegn paa Eenfoldighed, om ikke paa Hykleri og Falskhed, at ville holde fast ved den. Kirken kunde da naturligviis ikke bestaae som en organisk Forbindelse, som et levende Samfund, men kun som et Aggregat af ueensartede og kun ved udvortes Baand sammenholdte Dele. Denne Tilstand begyndte i de store Stæder og fra de mere Dannede, men naaede omsider ned til Almuen, hvis Vantro og Ligegyldighed for det Christelige og Kirkelige vistnok i Almindelighed nu er sørgelig. I de høiere og mere dannede Samfundsclasser kunde dog det aandelige Liv gjenfødes i en ny - æsthetisk eller philosophisk eller poetisk - Skikkelse; men hos Almuen har det kun Skikkelse af Tro og er derfor dodt og begravet med den. De høiere Stænder have dog igjen tildeels hævet sig over den overfladiske Viisdom, som forkaster Alt, hvad den ikke kan tage og føle paa , og have ved en uddannet Skjønhedssands faaet Smag paa den i en skjøn Form indklædte Christendom, have faaet Lyst til at høre begavede Prædikanter og drages derved dog noget tilbage til Christi Kirke. Men hvad skal erstatte den uoplyste Almue den tabte eenfoldige Tro? Hverken den philosophiske Sandhed eller den æsthetiske Skjønhed kan gjenføde denne i en ny Skikkelse hos Dem, som hverken have Tankens Kraft eller hiin Følelse for det Skjønne og Gode, hvis Aand er mørk og hvis Følelse er sløv. En vis udvortes Tugt eller Respect for gammel Skik holder vel endnu Landalmuen i en vis ydre Forbindelse med Kirken; men denne er uden indre Liv og Interesse. Bonden har en Levning af den gamle Tro, en Slags overtroisk Frygt for at paadrage sig timeligt Tab ved at forsømme de kirkelige Handlinger, en dunkel Følelse af sin Afhængighed af det høieste Væsen; men den christne Troes Kraft og Fred og Salighed er udentvivl sjelden i Bondestanden, og i alt Fald aabenbarer den sig ikke i noget kirkeligt Liv.
Disse Paastande synes maaskee Mange haarde og overdrevne. Det er jo heller ikke vanskeligt at moderere dem. Der findes jo vistnok endnu megen Troe og Gudsfrygt iblandt Landalmuen, og den aabenbare Foragt for Kirke og Christendom, har i den ikke taget saa meget Overhaand som i visse andre Classer. I alle Klasser findes endnu christelige Gemytter, som sørge over Kirkens Forfald; ellers kunde det jo heller ikke nytte offentligt at tale derom. Men! det kan ikke nytte at berolige sig med slige Trøstegrunde. Skal Synderen komme til Omvendelse, maa han ingenlunde dysse sin Samvittighed i Søvn ved Undskyldninger og Omstændigheder, som tale til Hans Forsvar, men tvertimod stræbe at komme til at erkjende sin Synd i dens hele Omfang og Strafværdighed, at føle sin Skyld og Brøde, saa han kan ledes til oprigtig Anger og Omvendelse.
---
Endog det - man kunde næsten sige - kunstige Liv, som det undertiden lykkes enkelte Troesivrere at fremkalde i deres Menigheder, er udentvivl mere tilsyneladende end virkeligt. Aarsagerne til det kirkelige Livs forskellige Tilstand, ere snarere locale; thi det synes især at være i de mere isolerede Egne, navnligen paa afsides Øer, at det kirkelige Liv har nogen Kraft, hvorimod det Modsatte efter en temmelig almindelig Erfaring er Tilfældet i de Egne, hvor Hoveri og Bondetrældom i gamle Dage har været værst. Dette sidste Phænomen er vel heller ikke vanskeligt at forklare, da Livet, som bekjendt, ikke trives i Trældom og Undertrykkelse. Vanskeligere er det maaskee at forklare den førstnævnte Erfaring, som dog udentvivl Mange kunne stadfæste. Indsenderen tør vel ikke paatage sig fyldestgjørende at løse denne Gaade, men vil kun henlede Opmærksomheden paa een Omstændighed, der mueligen med en fordomsfri Betragtning vil vise sig at være en Hovedgrund til det kirkelige Livs slette Tilstand.
- - -
Derfor er det ikke saa underligt, at det kirkelige Liv har vedligeholdt sig bedst i de fjerneste Afkroge, hvor Undervisningen i Christendommen længst har været og maaskee tildeels endnu er meest overladt til Forældrene. Der Iære maaskee Mange slet ikke Noget om Gud og Christum, før de komme til Præsten; men naar et ret kraftigt christeligt Liv da omgiver dem i Kirken, - naar Fleerheden af dens Medlemmer ere troende Christne, - ville de for en stor Deel drages ind med i det kirkelige og christelige Liv og gjennemtrænges af det. Mange kunne maaskee hverken læse eller skrive; men de kunne bede og synge og derfor opbygges ved Gudstjenesten langt bedre end Mange, som ere bedre oplyste, men ikke praktisk veiledte til Christum. Vi komme ved disse Betragtninger til det forunderlige Parader, at det er Skolen, --der dog anvender saa megen Tid og Flid paa Underviisning i Christendom, ja gjør denne til sin Hovedopgave, sit vigtigste Formaal, at det er den christelige Folkeskole, som hindrer og ødelægger det kirkelige Liv, som den netop har til Hensigt at vække og nære. Det er imidlertid naturligviis ikke Skolen i og for sig, det er ikke Christendomsunderviisningen i den, som saaledes er en Grav for det kirkelige Liv i Menighederne; men det er Maaden, hvorpaa Skolen er indrettet og virker. Denne Maade er vistnok meget forskjellig i de forskjellige Skoler og efter de forskjellige Personligheder; men deres Indretning og Virkemaade beroer dog væsentligt paa de Bøger, som den bruger, og da disse tildeels ere anordnede for Almueskolen, kan man for saa vidt tale ganske i Almindelighed om den Maade, hvorpaa den er indrettet og virker. Her have vi imidlertid kun Anledning til at omtale denne Maade, for saa vidt som den berorer det kirkelige Liv.
Saasnart Barnet i Almueskolen har lært at stave, begynder det strax at lære Catechismus udenad. Lærer det nu - som det ofte er Tilfældet - dette ved tankeløs Opremsen, da vil vist Enhver erkjende, at det kirkelige Liv ikke kan vækkes og næres, men snarere maa gvæles og tilintetgjøres derved. De bedre Lærere søge derfor ved catechetisk Udvikling og Forklaring at gjøre Indholdet fatteligt og forstaaeligt for Børnene. Dette gaaer nogenlunde an med Budene og Bønnerne, skjøndt det vistnok ikke er let at "udvikle og forklare" det 6te og 10de Bud, den 2den og 6te Bøn for Almuesbørn paa 8 til 9 Aar. Den første Troesartikel kan ogsaa nogenlunde forklares for saadanne Børn; men hvorledes man skal faae Almuesbørn i saa ung Alder og uden videre Forberedelse, uden at deres Tænkning i det Hele er vakt og øvet og uddannet ved andre Midler, hvor eenfoldige og forsømte de end ere, - til at fatte og forstaae Indholdet af 2den og 3die Artikel og især af 4de og 5te Part (Sakramenterne), det er vist ikke let.
---
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. december 1847)
Den sidste del af artiklen stod som nævnt i samme blad 6. december 1847.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar