Ovennævnte dag gjorde undertegnede med kone og et par af sin kones veninder en spadseretur på citadellet Frederikshavns volde på den tid om eftermiddagen da der musiceres sammesteds. Vi blev da af den tyskfødte skræddermester Johan Conrad Rothe som for øjeblikket har et telt der, og af dennes kone samt af to af hans håndlangere således behandlet at jeg ikke kan andet end offentlig omtale det for at andre i fremtiden kan vogte sig for ham og hans udsendte.
Ligesom vi var gået forbi Rothes telt, kom ud fra det to meget skident påklædte kvinder hvoraf det ene endog havde træsko eller trætøfler på. Disse forfulgte os idet de lod deres veltalenhed høre i de groveste og mest pøbelagtige udtryk imod mig, lige hen på den plads hvor der musiceres. Her gik de pludselig forbi os og idet de vendte sig om mod os, udbrød de med høj røst: "Se det rakkerpak!" med flere lignende ord. Det var naturligt at jeg og min kone samt de som var i følge med os, måtte tildrage os folks opmærksomhed på grund af det, og for så meget muligt at undgå dette, blev vi nødt til at vende om og vi kom således atter forbi Rothes telt hvor da han og hans kone tilligemed omtale kvinder som imidlertid også var kommet derhen, kom ud og - efter først at have gjort en mængde naragtige pantomimer ad os der gav dem stor lighed med de såkaldte nikkedukker - klappede de på en gang alle i hænderne og opslog en høj fremtvungen latter der vist har vakt opmærksomheden hos enhver som på samme tid gik der forbi. Ligeså lav som denne Rothes fremgangsmåde atter her var mod mig, lige så besynderlig og utaknemmelig var den vist nok også da jeg blot af medlidenhed med ham, samme dags formiddag i andet vidnekammer indgik forlig i en sag der vist nok kunne have haft meget slemme følger for ham.
Imidlertid synes det som om Rothe ikke er tilfreds med dette forlig *). Skulle dette være tilfældet, da er jeg villig til når som helst han ønsker det og har tilladelse fra Fattigvæsenets direktion at lade sagen foretage på ny, og for at vise publikum hvor stor eftergivelse og skånsomhed jeg har vist mod ham, og hvor slet han har handlet mod mig, vil jeg såfremt han oftere skulle selv få i sinde eller overtale andre til at fornærme mig, enten personligt eller ved bagvaskelse, da at lade omtalte sag udgå i trykken, hvorved da Rothe vil komme til syne i sin sande skikkelse.
Peter Mørch.
Dameskræddermester
*) Dette forlig lyder således:
Sagen blev således mindeligt afgjort og sluttet.
Normann
Udskriftens rigtighed bekræfter
E. Lund.
(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 631-634)
Thorald Læssøe: Broparti fra Kastellet, 1834. Statens Museum for Kunst.
Ligesom vi var gået forbi Rothes telt, kom ud fra det to meget skident påklædte kvinder hvoraf det ene endog havde træsko eller trætøfler på. Disse forfulgte os idet de lod deres veltalenhed høre i de groveste og mest pøbelagtige udtryk imod mig, lige hen på den plads hvor der musiceres. Her gik de pludselig forbi os og idet de vendte sig om mod os, udbrød de med høj røst: "Se det rakkerpak!" med flere lignende ord. Det var naturligt at jeg og min kone samt de som var i følge med os, måtte tildrage os folks opmærksomhed på grund af det, og for så meget muligt at undgå dette, blev vi nødt til at vende om og vi kom således atter forbi Rothes telt hvor da han og hans kone tilligemed omtale kvinder som imidlertid også var kommet derhen, kom ud og - efter først at have gjort en mængde naragtige pantomimer ad os der gav dem stor lighed med de såkaldte nikkedukker - klappede de på en gang alle i hænderne og opslog en høj fremtvungen latter der vist har vakt opmærksomheden hos enhver som på samme tid gik der forbi. Ligeså lav som denne Rothes fremgangsmåde atter her var mod mig, lige så besynderlig og utaknemmelig var den vist nok også da jeg blot af medlidenhed med ham, samme dags formiddag i andet vidnekammer indgik forlig i en sag der vist nok kunne have haft meget slemme følger for ham.
Imidlertid synes det som om Rothe ikke er tilfreds med dette forlig *). Skulle dette være tilfældet, da er jeg villig til når som helst han ønsker det og har tilladelse fra Fattigvæsenets direktion at lade sagen foretage på ny, og for at vise publikum hvor stor eftergivelse og skånsomhed jeg har vist mod ham, og hvor slet han har handlet mod mig, vil jeg såfremt han oftere skulle selv få i sinde eller overtale andre til at fornærme mig, enten personligt eller ved bagvaskelse, da at lade omtalte sag udgå i trykken, hvorved da Rothe vil komme til syne i sin sande skikkelse.
Peter Mørch.
Dameskræddermester
*) Dette forlig lyder således:
Udskrift
af andet vidnekammers protocol
i den kongelige Landsover- samt Hof- og Stadsret i k
i København
År 1829 den 10. september blev atter foretaget sagen:
Dameskrædermester Peder Mørch
contra
skræddermester Johan Conrad Rothe.
Parterne mødte og blev nu således forligt at kontraklageren, skræddermester Johan Conrad Rothe erklærede at hvad fornærmeligt udtryk han nogensinde måtte have brugt om hovedklageren er sådant brugt i overilelse og aldeles ugrundet, hvorfor det ikke må komme hovedklageren til skade på gode navn og rygte i nogen måde, samt at bemeldte Rothe forpligtede sig til at betale hovedklageren denne proces' omkostninger med 10 rigsbankdaler sølv, hvilken sum det i betragtning af hans foregivne uformuenhed skulle være ham tilladt af afbetale til hovedklageren med 3 mark sølv månedligt, samt at han derhos erlægger til Københavns Fattigvæsens hovedkasse en mulkt af 50 rigsbankdaler sedler som erlægges med 3 mark månedligt indtil hele mulkten er erlagt.
Sagen blev således mindeligt afgjort og sluttet.
Normann
Udskriftens rigtighed bekræfter
E. Lund.
(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 631-634)
Redacteurens Anmærkning.
Skræddermester Conrad Rothe meddelte i Politivennen nr. 719, 10. oktober 1829 s. 662 at han "forligelseskommissionen har indgivet klage mod dameskrædder Peter Mørch i anledning af dennes fornærmelse mod mig i Politivennen nr. 717, tillader jeg mig herved at erklære."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar