Onsdag den 12. august 1835 kørte indsenderen med Køge dagvognsbefordring fra Køge til København, og var så uheldig at få plads på den sidste bivogn (af hvilke der den dag kun var 7), som efter dagvognsekspeditørernes og kuskens udsagn, var leveret af farver Rasmussen, vognmand i Køge. Nævnte bivogn var en af de gamle bekendte postvogne som hverken havde fjedre under fadningen eller under stolene, på hvilke man derfor også ret til gavns får Køgevejens ujævnheder at føle. Kusken var en stakkels krøbling der måtte hinke afsted ved en krykke, og hans beklædning og uddunstning var ubehagelig nok for den rejsende der måtte sidde ved siden af ham. Men det mest miserable af alt var hestene, en brun og en grå der var så magre at man kunne tælle hvert ben i deres elendige kroppe, og så kraftløse at de kun ved de yderste anstrengelser fra kuskens side kunne i bestemt tid drives til målet. Disse kuskens - aldeles nødvendige - anstrengelser var det højst oprørende at måtte være vidne til. Indsenderen tør nemlig forsikre at der fra udkørslen af Carl Hansens gæstgivergård ved Køge indtil ankomsten i Knabstedgård på Rådhuspladsen i København ikke hengik noget minut eller måske rettere halvt minut, i hvilket kusken ikke måtte anvende alle sine kræfter og al sin kunst på at bibringe de udtærede øg sådanne piskeslag som kunne bevæge disse stakkelse skabninger til at ile fremad. Til sidst var endog piskesnerten utilstrækkelig, uagtet den blev anbragt på de ømfindtligste steder, og han måtte tæske løs med den tykke ende af skaftet.
Farver Rasmussen kan vist næppe fortænke nogen i at man efter i 5 timer at have set på et sådant ved ham foranlediget dyrplageri, ønsker ham selv blot hundreddelen af den behandling hans heste ved før nævnte lejlighed måtte lide, for at han kunne lære at indse hvor ubarmhjertigt den handler mod sine medskabninger der påfører dem en spådan lidelse.
Ved denne lejlighed kan man heller ikke tilbageholde det ønske at dagvognsvæsnet i Køge der uden tvivl er vognmandslaugets bedste kunde, ville formå dette til at anskaffe flere vogne med fjedre, og i særdeleshed at nævnte dagvognsvæsen ville påse at de heste der leveres til bivognene, er i stand til at nå bestemmelsesstedet i den fastsatte tid uden at de rejsende skal behøve at være vidner til en sådan mishandling som den oven beskrevne. Mod farver Rasmussens brune og grå heste tror indsenderen tilstrækkeligt at have advaret.
-20, 21, 22. -
(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 543-545).
Redacteurens Anmærkning.
Artiklen besvares af vognmand Rasmussen i Politivennen nr. 1026, 29. august 1835, s. 572-573.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar