Uden at sætte alt for megen pris på det udvortes, vil den fornuftige mand indrømme at de steder hvor offentlige retshandlinger foregår, navnlig vidner og parter tages i ed, bør have et anstændigt udseende, og man kunne vel ønske at de havde noget til højtidelighed indbydende ved sig. Tager vi retslokalerne på Kronborg Birk i øjesyn, da må vi beklage at disse svarer hverken til denne fordring eller til dette ønske.
Det almindelige ting holdes i skoven tæt ved Esrom Kloster eller amtsstue, i en bygning der mere ligner et bondehus end et tingsted. Selve retsværelset er ikke så indskrænket som lavt og skummelt. Indenfor en skranke står et langt, smalt skænkebord ved hvilket retten holdes, og på begge sider findes dertil svarende bænke hvorimod en yderst simpel armstol for dommeren pryder bordenden.
Politi- og skiftesager foretages for det meste på dommerens kontor i Nødebo. Herimod kunne intet være at erindre, dersom dette kontor blot som sådant så nogenlunde skikkeligt ud, men man tænker sig et næppe mere end 2 meter højt værelse på et par fag med yderst små vinduer. Værelset selv opfyldt af reoler med protokoller og arkivsager samt af nogle svært pakkede pulte, diverse hittegods og andre koster, så at i det højeste 10 tæt ved hinanden stående mennesker kan rummes i dette værelse, og man vil sikkert finde det overdrevet når vi påstår at dette lokale snarere ligner en kælderstue eller vagtstue end retsskriverstuen for et stort kongeligt birk. Men, må vi efter det anførte anse det upassende at benytte dette såkaldte kontor til retslokale, så finder vi det endnu mere betænkeligt at i dette værelse der ligger i en af de fire længder bestående stråtækt bygning, opbevares arkivet, navnlig skøde- og panteprotokollerne for ikke mindre end 18 sogne. *)
Vi kender desværre alt for godt ildens magt i sådanne bygninger, vi ved hvad de nævnte protokoller betyder for manges timelige velfærd, og vi behøver derfor ikke nærmere at fremhæve hvor uforsvarligt det er at lande sådant forblive uforandret.
Ja vist nok trænger de ydre forhold for retsplejen på Kronborg birk til en betydelig reform. Hertil henfører vi også dels et større kontorpersonale så at ekspeditionerne kan ske med behørig hurtighed, dels at arrestforvareren sættes under nøjere kontrol, for når fogeden bor over en mil fra arresthuset, gives lejlighed for denne betjent til at handle efter eget tykke. Herved vil vi naturligvis ikke have forstået eller på mindste måde antydet at vilkårlighed virkelig finder sted for tiden, men vi antager anførte omstændigheder for et tilstrækkeligt motiv til at tænke på forandring.
*) I nr. 906 11. maj 1833 hvor talen er om nogle mangler ved det danske hypotekvæsen, er vedkommendes opmærksomhed blevet henvendt på at der i lovgivningen ikke er foreskrevet det mindste for nogenlunde at sikre sig mod det store tab pantebøgernes tilintetgørelse ved ildsvåde eller andet uheld, ville have til følge, og det forslag gjort at danne et slags duplikatpantebøger af den i sportelreglementet befalede genpart der skal følge med ethvert dokument, som begæres tinglæst, - et lovbud der så vidt vides nu ikke overholdes anderledes end at vedkommende beregner sig kopipenge. - Og at lade disse duplikater henlægges i et eller andet offentligt arkiv. I nr. 970, 2. august 1834 taler også dette blad "med den hillerødske brand i frisk minde", specielt om birkeskriverkontoret i Nødebo som et meget farligt sted til opbevaring for så yderst vigtige protokoller, "der skulle sikre flere hundredes, måske tusinders ejendomsret og velfærd". Men - bis ac ter qvod pulchrum est.
(Politivennen nr. 1025, Løverdagen den 22de August 1835, s. 549-552).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar