Uden for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold.
Konen gav sidste onsdag middag den 12. juli et oprørende eksempel på sin tugtelsesmåde, idet hun der flere minutter ganske ubarmhjertigt pryglede sin halvvoksne datter. Hun måtte udover at føle hendes næver døje mange spark som moderen tilføjede hende under moderens fødder. Endelig afsluttede kællingen for et øjeblik den mishandlede ved at sparke hende på hovedet ned i grøften.
Hun gik nu til sin fedtebutik. Formodentlig for at tage en hjertestyrkning til ny anstrengelse. Løb derefter som et galt menneske til grøften og trak tøsen op ved hårene for at begynde igen.
Anmelderen og nogle flere hvem det allerede passerede syntes at være nok, kunne nu ikke længere undertrykke deres deltagelse for det uheldige barn og deres misfornøjelse over den fæle furie, og forestillede derfor den sidste det urigtige i hendes fremgangsmåde. Men vi fik med overmod og i bisterhed det svar at det kom ikke os ved. Barnet var hendes som hun kunne gøre med hvad hun ville, og at det beroede på hende at slå det til krøbling for derefter som sådan at føde det. Det er en farlig og skadelig tanke, dersom hun nærer den for alvor. Staten har nok af ulykkelige at underholde til at den ikke også skal blive udsat for byrden af sådanne der er blevet ofre for tyranniske forældres luner. Forældre som måske aldrig i deres liv har gavnet staten en eneste gang.
Under alt dette var manden en flegmatisk dagdriver. For andet navn end dagdriver han vel vel neutralt ikke fortjene, det mandfolk med sunde lemmer som udelukkende tilbringer dagen med at skænke for allerede drukne bønder der oftest kommer fra byen.
Som så mange skikkelige mænd ytrede heller ikke han misbilligelse af sin kones galskaber.
Da skildvagterne som oftest fordrer respekt nok, var det mærkeligt at den vagthavende skildvagt så nær ved sig tålte den langvarige eksekution som kællingen udførte under megen støj. For først efter en del mennesker af den simplere klasse kom til og disse højrøstet ytrede deres bebrejdelser på den dem egne djærve måde, viste han nogen embedsmyndighed. Dette skete mellem kl. 1 og 2.
Det kunne være rimeligt at kællingen blev jaget fra den plads hun har indtaget. Rimeligere end at andre mennesker som forlader byens kvarterer for at indånde friere luft, oftere skal bebyrdes af de anstødeligheder som er forbundet med hendes måde at revse på. Og som hun tror fremtidig at have ret til at udøve på alfarvej.
(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 468-471)
"Uden
for Nørreport ved sidste skildvagt og ved indgangen til alleen sidder
et par folk som driver det nu så gængse vejværtshushold." (Engen ved kunstnerens bolig på Farimagsvej, Vilhelm Kyhn, 1855. Statens Museum for Kunst).
Konen gav sidste onsdag middag den 12. juli et oprørende eksempel på sin tugtelsesmåde, idet hun der flere minutter ganske ubarmhjertigt pryglede sin halvvoksne datter. Hun måtte udover at føle hendes næver døje mange spark som moderen tilføjede hende under moderens fødder. Endelig afsluttede kællingen for et øjeblik den mishandlede ved at sparke hende på hovedet ned i grøften.
Hun gik nu til sin fedtebutik. Formodentlig for at tage en hjertestyrkning til ny anstrengelse. Løb derefter som et galt menneske til grøften og trak tøsen op ved hårene for at begynde igen.
Anmelderen og nogle flere hvem det allerede passerede syntes at være nok, kunne nu ikke længere undertrykke deres deltagelse for det uheldige barn og deres misfornøjelse over den fæle furie, og forestillede derfor den sidste det urigtige i hendes fremgangsmåde. Men vi fik med overmod og i bisterhed det svar at det kom ikke os ved. Barnet var hendes som hun kunne gøre med hvad hun ville, og at det beroede på hende at slå det til krøbling for derefter som sådan at føde det. Det er en farlig og skadelig tanke, dersom hun nærer den for alvor. Staten har nok af ulykkelige at underholde til at den ikke også skal blive udsat for byrden af sådanne der er blevet ofre for tyranniske forældres luner. Forældre som måske aldrig i deres liv har gavnet staten en eneste gang.
Under alt dette var manden en flegmatisk dagdriver. For andet navn end dagdriver han vel vel neutralt ikke fortjene, det mandfolk med sunde lemmer som udelukkende tilbringer dagen med at skænke for allerede drukne bønder der oftest kommer fra byen.
Som så mange skikkelige mænd ytrede heller ikke han misbilligelse af sin kones galskaber.
Da skildvagterne som oftest fordrer respekt nok, var det mærkeligt at den vagthavende skildvagt så nær ved sig tålte den langvarige eksekution som kællingen udførte under megen støj. For først efter en del mennesker af den simplere klasse kom til og disse højrøstet ytrede deres bebrejdelser på den dem egne djærve måde, viste han nogen embedsmyndighed. Dette skete mellem kl. 1 og 2.
Det kunne være rimeligt at kællingen blev jaget fra den plads hun har indtaget. Rimeligere end at andre mennesker som forlader byens kvarterer for at indånde friere luft, oftere skal bebyrdes af de anstødeligheder som er forbundet med hendes måde at revse på. Og som hun tror fremtidig at have ret til at udøve på alfarvej.
(Politivennen nr. 551. Løverdagen den 22de Juli 1826, s. 468-471)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar