(Indsendt)
Bagvaskeren bekymrer sig i almindelighed hverken om menneskelighed eller de onde følger som muligvis kunne flyde af bagvaskelsen.
På tysk har man så ofte tilføjet ordet menneske og endnu mere menneskehed en bibetydning af lavhed, svaghed og falsk medlidenhed at man kun er vant til at ledsage det første med et foragteligt blik, det andet med et træk på skulderen. Menneskerettighederne kan ikke nævnes uden menneskepligter.
Menneskeværdighed har den største del af vores slægt ikke. Men den skal dannes til sin slægts karakter, altså også til dens værd og værdighed. Humanitet er vores slægts karakter! Dog bringer vi den ikke færdig til verden. Men i verden skal den være målet for vores bestræbelser.
Dannelsen til den må uafladelig fortsætte, eller vi synker tilbage til brutalitet. Men hvad bryder bagvaskeren sig vel derom? Han tænker lige så lidt på hvad følger et opdigtet, i høj grad fornærmeligt rygte, kan have for den pågældende, som de skamfulde pletter bagvaskelsen sætter på ham selv om disse pletter endog blev et non plus ultra af tigerens.
For ikke så længe siden hørte man udbasunet at en af hovedstadens borgere, nemlig hr. bagermester Pipper i Adelgade som unægtelig har ubestridt fordring på alle velsindedes agtelse og yndest, ved et uheld havde forårsaget et fruentimmers død. Og i den anledning påstås det at han var arresteret, måtte bekoste fruentimmerets begravelse, givet mulkt efter loven til den dræbtes arvinger etc. etc. Hvem som endog uden mindste grund fandt glæde i dette rygte søgte så vidt deres talent til nedrig bagvaskelse tillod det ikke alene at sanktionere rygtets pålidelighed, men tillige at supplere hvad de troede at der manglede for at gøre det ret fuldstændigt.
Er det at tage del i det heles ve og vel og med god vilje ofre sin del fornuftigt, sit pensum virksomhed til sin slægts genius? Anmelderen svarer positiv nej, i det han ønsker at kunne kaste et velfortjent foragteligt blik på alle injurianter.
Hverdags sjæle der sjældent besidder synderlig noget af intellektuitet, vil når det gælder en bagvaskelse eller løgnagtighed helst føre ordet. Hvorimod den dannede mand, om han just ikke til alle tider gør det, så burde han dog total isolere sig fra deltagelse i sådanne absurditeter. Det glæder anmelderen at kunne offentlig bekendtgøre til behagelig efterretning for den del af publikum som hylder sandhed og foragter løgn at oprindelsen til hele denne sladder sandfærdig er denne: "Et fruentimmer kom ind i bemeldte hr. Pippers brødudsalgsstue hvor hun fandt lejlighed til at tilvende sig en mængde fint brød, med hvilke hun gik uden at betale samme. Men hun blev straks derefter indhentet fra gaden, og måtte naturligvis aflevere tyvekosterne". Nu kunne den bestjålne sans facon søgt politiets assistance til vedbørlig strafundgældese for forbrydersken, fordi han jo her ikke manglede kendsgerning når han havde været hævngerrig. Men hans menneskekærlighed bevægede ham til en mildere fremgangsmåde, idet han gav hende et par velfortjente ørefigener, hvorved hun ikke på mindste måde blev beskadiget, og dermed lod hende løbe, med den skændsel hendes dåd tilkom.
Denne simple affære er altså årsag i at en meget agtværdig mand i denne tid er omtalt på en skændig måde. For det føromtalte rygte må som aldeles usandt være avlet af skadefro ondskab.
(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2852-2855)
Redacteurens Anmærkning
I Kraks Vejviser for 1819-20 er omtalt Hofbagermester J. F. W. Piper, Adelgade 209. Denne adresse har siden 1859 heddet Adelgade 10. Den nuværende bygning er fra 1848 og ombygget senere. Det er altså ikke her hofbagermesteren holdt til. Der er formentlig tale om Johan Friedrich Wilhelm Piper (12.10.1780-8.9.1853), som var bagermester i København 1813-44. Han var søn af Christian Friedrich Piper, bagermester i Bernau, født 15.12.1741 og Sophie Friesiche. Herom er der lavet et særligt indslag ("Der bor en Bager i Nørregade").
Adelgade 6-8. Foto: Erik Nicolaisen Høy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar