Da jeg nedskrev mit i Politivennen nr. 175 indførte spørgsmål stod jeg i den formening at uvedkommende på en for mig uforklarlig måde havde listet sig til at berøve mit gravsted et temmelig stort syrentræ tillige med en ligusterhæk som var plantet om graven i en firkant af 16 alen. Dette tab syntes mig at give begrundet anledning til klage over eller formodning om mangel på behørig opsigt samme stedes. Men hvor forundret blev jeg, og mange vist med mig, ved i Politivennen nr. 176 at se vedkommende selv så dristigt træde frem med offentlig tilståelse om at have gjort sig skyldig i omtalte handling. Ja endog at tro sig berettiget til det.
Jeg har i Politivennen nr. 175 kaldt det ran. Og efter mit begreb kan det kaldes ran, når man på ulovlig måde uden mit vidende og mod min vilje berøver mig noget af min ejendom. I øvrigt fornøjer det mig på denne måde at have fået kendskab om til hvem jeg har at holde mig, og retten til hvilken jeg agter at henvende mig, vil vist nok afgøre om jeg har fejlet i mit udtryk, eller vedkommende i handlemåde. Da sagen imidlertid nu er blevet offentlig omtalt, tror jeg at burde foreløbig benægte hvad der urigtigt er anført i svaret på mit fremsatte spørgsmål, for at ikke skingrunde skulle synes at give den udøvede handling en slags retmæssighed eller sandheden derved tilsløres.
Mit skøde på gravstedet forpligter mig ikke til at lade dette istandsætte til nogen som helst tid. Heller ikke kender jeg nogen forordning der bestemmer årlig afgift til graveren for at vedligeholde gravstederne i ordenlig stand, eller som forbyder ejeren selv at besørge dette. Som en følge af det formener jeg er det nok overladt til ejeren når og hvor ofte han vil istandsætte eller lade istandsætte sit gravsted eller om han aldeles vil undlade dette. I året 1816 blev graven på omhandlede sted oplagt to gange, og for det betalte jeg graveren 5 rigsbankdaler som jeg har hans kvittering for. Da en sådan årlig afgift syntes mig for følelig har jeg ikke siden forlangt hans hjælp, men selv besørget det vedligeholdt. Jeg er ham derfor aldeles intet skyldig og enhver vil indse at skønt den påberåbte pengefordring på mig skal tjene til at besmykke handlingen, så gavner det dog aldeles ikke sagen, tværtimod gør den den endog tvetydig.
For skyldte jeg ham penge for gravens vedligeholdelse, så måtte den jo ikke være i en sådan stand at han kan sige: den vansirer stedet. Men vansirer den virkelig stedet, så har han ikke holdt den i tilbørlig stand og ergo kan han ingen betaling fordre hos mig. Imod 4 rigsbankdalers betaling lover han at skaffe graven i god stand og at beplante den med den borttagne hæk. Det synes at vise at han vil have monopol på at istandsætte hvad der kunne forfalde ved gravstederne, og hvis dette nægtes, da tror han at kunne gøre udlæg og eksekution på stedet *). Ligeledes synes det at vise at jeg ikke skylder ham noget for noget arbejde, der er foretaget men som først skal ske.
Det var sørgeligt om nogen ved at sysle med de afdøde skulle forglemme de pligter han skylder de levende. At man ikke må tage sig selv til rette eller egenmægtigt gøre sig betalt i anden mands ejendom er så almindelig bekendt at selv en graver bør vide det. Men antaget dog at jeg var penge skyldig, har man derfor ret til uden foregående søgsmål og dom at angribe mit gravsted? Og var der end, som jeg ikke tror, nogen forordning som byder at gravstederne i et vist tidsrum skal oplægges og pyntes, burde der da ikke når man fandt noget vansirende ved samme, derover tages syn og sådant bekendtgøres for ejeren for at han kunne opfylde sin pligt? For uden videre at borttage noget som en anden har plantet eller ladet plante, og siden ubevisligt kalde det vansirende er vist nok for egenrådigt handlet.
Skønt jeg i forrige år ikke fik lejlighed til at oplægge graven og heller ikke i år da jeg savnede hækken, har forbedret noget ved samme, så er den dog aldeles ikke i den stand at den vansirer stedet eller vækker nogen forargelse for de forbipasserende tilskuere. Jeg vil underkaste den publikums dom og til den den ende nævne dens beliggenhed. Den ligger i linjen litr. I, no 15 lige over for etatsråd Haagens og købmand Torlacius' gravmninder. De som vil bese den, ville se at de 5 syrentræer, mage til de 6. borttagne står i fuldt udspring og med deres yndige grønne næsten skjuler graven, der vel trænger til at oplægges og luges, men er aldeles ikke sammenfalden eller sunken.
*) Jeg har sammen med flere betalt 5 rigsbankdaler for et gravsteds vedligeholdelse. Kan han fremskaffe en forpligtelse for enhver som har gravsted der til at yde det samme, så ønskede vist mangen statsminister at bytte embede med ham, i henseende til indtægterne
(Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852)
Redacteurens Anmærkning
Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 175, Løverdagen den 8de Maj 1819, s. 2811-2812, Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2834-2836, Politivennen nr. 177, Løverdagen den 22de Maj 1819, s. 2847-2852 og Politivennen nr. 181, Løverdagen den 19de Juni 1819, s. 2924-2925.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar