Koldby paa Samsø den 11te September 1876. Hr. Redaktør! Naar Deres Magt ud over Vandene? Hvis saa er, saa tillad en stakkels Øboer at tolke Dem sin Kvide, for saa var det jo dog muligt at De kunde, om ikke afhjælpe saa dog lindre den, og Lindring trænger vi virkelig haardt til her i mange Forhold. Jeg skal forsøge at give Dem et Billede af Forholdene, som de er, og jeg er vis paa at De vil give mig Ret.
Man skulde tro - og jeg tror da ogsaa, at det almindeligvis bliver troet - at det var langt lettere for Smaafolk at komme ud af det paa Landet end i Byerne, men dette er ingenlunde Tilfældet: tværtimod kan jeg med frelst Samvitttighed forsikre Enhver, som endnu maatte svæve i denne, at det er langt værre - i al Fald for vor Øes Vedkommende. I Byerne kan da den Fattige faa at købe, naar han har Penge; her skal man tigge et, selv om man staar med Penge i Haanden, og saa kan man dog risikere i det fleste Tilfælde alligevel at faa Nej. Faar man hvad man ønsker, kan man i alt Fald være vis paa at faa at føle, hvor stor en Tjeneste her vises En. Alt dette vilde have været meget forstaaeligt, dersom vor Ø var befolket med Mennesker, hvis Evangelium var: "Enhver er sig selv nærmest"!, - ja, saa vilde det endog have været halvt om halvt tilgiveligt, men dette er saa langt fra Tilfældet, hvad Enhver let vil indse, naar jeg siger, at "Den indre Mission" her har en meget stor Menighed, som selv tror at være hellig, og gerne vil have andre Dødelige til at tro det samme, og det kan være, at den ogsaa fik dem til det, naar den kunde faa Teori og Praksis til at falde lidt bedre sammen end Tilfældet er; for Tiden er der neppe en Eneste der tror paa deres Hellighed - ja, jeg har en ikke ringe Tvivl om, at de selv tror derpaa; men flittig i Kirkegaarde, gudelige Bøger, Skrifter og Blade læser de, og til dito Forsamlinger trasker de og - hvad kan man saa forlange mere? Om de da lige oven paa lukker baade Hjerter og Døre for en Trængende, det siger intet. De Bibelsteder, som handler om Pligterne mod Næsten, kan læses paa mangfoldige og uden Tvivl "fortolkes" og forstaas paa endnu flere Maader, men hvorom Alting er: Humbug er det med Helligheden her, det kan jeg bevise med uigendrivelige Fakta. Der er et Sted her paa Øen en Præst, - en meget ungdommelig for Øvrigt - som selv tror at være en af de helligste, og da han gør sig al tænkelig Umage for ogsaa at vise praktik, at han er det, skal jeg ikke undlade at fortælle et Par Eksempler fra en af vore Nabobyer, som da de er almindelig bekendte, ej heller har kunnet undgaa at komme mig for Øre Et ungt Menneske havde ladet sig tegne til Altergang, og kom i Kirke med et Par Sko paa, som var temmelig smaa til ham. Han følte Trykket hele Tiden, men værst da han stod oppe for Alteret til Skriftemaal. Han stod, som Følge deraf, af og til og løftede Foden lidt fra gulvet, naar han ikke længere kunde udholde al staa paa den. Dette opdager Præsten, og hvad gør saa den Guds Mand? Han kalder uden videre Mennesket ud af Kirken, og holder en lille privat Prædiken for ham, hvis Indhold gaa ud paa, at Vedkommende er uforberedt og derfor uværdig til at gaa til Herrens Bord". Se det kommer der ud af at gaa til Alters med for smaa Sko! At det vakte en stor Opsigt, er en selvfølge; det gik jo fra Mund til Mund, at Præsten havde vist En ud af Kirken og den Forargelse, Præsten formodenlig vilde forhindre Vedkommende i at give, den fremkaldte han selv i en meget forstærket Grad.
Sin Embeds iver viste han ogsaa en Dag ved at gaa ind til en Pige, som havde - hvad saa Mange før hende har - født et Barn udenfor Ægteskab og ligeledes holde en Tale til hende, han synes i en særlig Grad at sværme for saaledes at befinde sig i en téte a téte med "de vildfarende Faar i af hans Hjord"), hvori han lod hende vide, at det Barn hun havde bragt til Verden, "født i Misgerning", var et Djævelens Barn og indviet til Fordærvelse fra Fødselen: udtordnende Himmelens Vrede over hende og alle ligesindede og mere af samme Surdejg.
En anden Præst herovre er ikke stort klogere. En Dreng, som af Naturen har en daarlig Udtale, havde naaet den Alder, da han skulde konfirmeres, og han meldte sig derfor hos Sognepræsten, der imidlertid erklærede ham for - gal (!), idet han sagde, at han ikke kunde blive indindskrevet; "der gaar en Tosse paa Byens Gader, gaa Du hen at holde ham med Selskab" - og det var en Præst, der sagde det! Forældrene lod sig naturligvis ikke nøje hermed, men søgte Højestt Vedkommende og Drengen, der kan sin Religionslære (som i vor Tid er det Væsenligste) fuldkomment, er nu indskrevet til Konfirmation hos Præsten i et andet Sogn og her var Drengen klog nok.
Se, det er en Prøve paa aandeligt Despoti. Et Despoti af en mere materiel og derfor ogsaa for os materielle Mennesker rædsommer Art skal jeg nu give et Billede af.
For en Del Aar siden gik der igennem alle Landets Blade en Beretning om et sandt Triumftog, som et Besøg, Grev Danneskjold aflagde her, var udartet til, idet Beboerne var taabelige nok til at modtage Eksecllencen omtrent som man vilde have modtaget en Konge i den gode gamle absolutistiske Tid, formodenlig i den forfængelige Tro derved at gøre sig ham "bevaagen"; men de yar faaet Kærligheden at finde. Han ikke alene holder vedblivende paa den Respekt, der en Gang er vist ham, men gan yar endyderligere befæstet og udvidet den ved at sende Øen og dens Befolkning en Plaaeaand, som vist i al Mageligbed vi kunne taale en Sammenligning med de velbekendte ægyptiske, og det i sin Søns Skikkelse. Den danneskjoldske Slægt har det Fortrin for andre "ædle" Slægter, at den har Lov til at klæde sin Kusk i rødt Livre - det her omhandlede unge, haabefulde Skud paa Familiens Stamtræ har uden Tvivl faaet dette Fortrin udvidet saameget, at han har Lov til at bære rødt Skæg, i alt Fald er han begavet med et saadant, som her i Folkemunde har forskaffet ham Navnet "den Røde". Her paa Øen er der et Forhold, som skal være enestaaende her i Landet: at Byerne med Gaarde og Huse er fri Ejendom, medens deres Tilliggende kun er Fæstejord: dette ejendommelige Forhold fik en Jurist til at rode op l de gamle Dokumenter, som findes i Arkiverne, Jordegodser vedrørende; og hans Undersøgelser bragte ham til det Resultat, at ikke alene Byerne, men ogsaa den hertil tilliggende Jord var Selvejendom; man tovede ikke med at rejse herover og fortælle os Øboere om denne sin Opdagelse, og tilføjede, at hvis vi vilde lægge Sagen i hans Haand, saa vilde han paatage sig at saa denne vor formentlige Ret igen bragt for Dagens Lys og fuldt anerkendt, og vi var letsindige nok til at tro, at vi kunde vinde en Proces fra vor Lensherre. Vi tabte den naturligvis, hvorved, hvorledes og ved hvilke Forudsætninger har jeg aldrig kunnet gøre mig rigtig tlart; men Hovedsagen er: vi tabte den. For havde Greven villet sælge Bøndergodset, nu havde han betænkt sig, hed det, nu kunde Ingen mere faa at købe, men alligevel blev det saakaldte Arvefæste bragt i Stand hvorved han gar faaet Afgiften skruet saa højt op, at Mange nødes til at stille sig ved Jorden, fordi de ikke kan bestaa ved at beholde den, men gaar det saaledes med Gaardmændene, saa kan De vel tænke Dem, hvorledes Stillingen er for Husmændene, som skal leve af at arbejde for disse. Den By, der ligger nærmest ved det grevelige Herresæde, Brattingsborg, er da ogsaa nu fuldstændig ødelagt, idet Gaardmændene der ikke kan faa Jorden til Arvefæste, men mister den, saasnart de udelukkende ældre Folk, som nu sidder for det, er døde, og hvad er en Gaard uden Jord værd? Den er jo ikke til Andet end Nedbrydning. Derfor, da Størstedelen af Byen for nogle Aar siden brændte, foretrak en Del Gaardmænd alt den Gang at blive il Husmænd, og mange Flere vilde følge efter, men hvorledes en Landsby, uden Jord vil kunne bestaa, er ikke godt at vide. Allerede m er det ikke til at opdrive Mælk eller Fløde der, og værre vil der gaa siden, i en Landsby uden Jord er omtrent det Samme som en Købstad uden Handel og Industri. Ude paa den samme Bys Mark. den saakaldte "Ørby-Fælled", er der en Del Huse, hvert med saa megen Jord, at de kan holde en Ko; "den Rødes" nyeste Bedrift har været i disse Dage at opsige disse Husmænd: i Løbet af 14 Dage er de Pligtige til at nedbryde deres Huse og flytte dem, hvorhen det maatte behage Hans Ekscellence at anvise dem Plads, hvilket denne Gang er blevet Pokker i Vold i en Ravnekrog helt ude ved Havet, og hvor mange 14 Dage deres eventuelle Huse faar Lov til at staa der, det maa Guderne og "den Røde" vide, ti paa et blot og bart øjeblikkeligt ondskabsfuldt Lune af ham, er det deres Pligt, naar han byder, igen at dømme deres Hjem til Nedbrydning, men hvilke altødelæggende Tab de Vedkommende derved lider, det tror jeg det ufornødent at forklare: Enhver, som vil gøre sig den Ulejlighed, at tænke over Sagen, vil selv let fatte det. Som han ruinerer Husmændene der, saaledes gør han Miner til at ødelægge dem overalt, saa vidt hans Magt rækker og herovre rækker den langt, altfor langt. Han fik forleden Aar den Ide, at ville have en Rende, hvori der flød en Bæk, udvidet til en Kanal, men han vilde have dette - efter vore Forhold - kæmpestore Arbejde udført uden nogen Udgift for sig, og som "Fanden altid hjælper Sine", saaledes har han ogsaa her en eller anden ham velvillig Djævel hvisket ham Midlet i Øret. Han lod sit Øje med Vejbehag hvile paa Husmændene i den By, paa hvis Jorder Renden fandtes, og skønt alt Hoveri ved Lov er afskaffet, tvang han dog disse - Husmændene i Brundby - til i Frost og Kulde i Ventre i Træk, ialt i 40 Dag -, Paa egen Kost og uden hverken Tak eller Betaling at grave ham den ønskede Kanal; det var en frivillig Sag, sagde han: Enhver, som ikke vilde, kunde godt lade det være; "men - føjede han til - skulde der iblandt Jer være en eller anden Tværdriver, som ikke vil grave, saa er hans Lod ham fra i Dag opsagt!" - Hvad skulde de arme Mennesker gøre? Enhver, der har en Lod, hvorpaa der kan holdes en Ko og nogle Faar, vil - det er saa indlysende, at jeg ikke tror det behøver nogen nærmere Forklaring - gerne beholde den, især i vor Tid, da det er saa saare vanskeligt for Smaafolk at faa, hvad de behøver til Livets Ophold, og der var herfor ikke Andet for end at krybe til korset og gøre de omtalte 40 Dages Hoveri paa egen Kost paa en Tid, da de haardt kunde trænge til at virke for dem selv og deres Familie. Men nu paaskønner ogsaa Greven det store Offer, de har bragt ham. "Denne ædle, højhjertede Ætling af en ædel, højhjertet Slægt", som der uden Tvivl vilde have staaet i "Dagens Nyheder", viste sig her "det ædle Blod", som flyder i hans Aarer, fuldstændig værdig, og hver den, som hidtil havde tvivlet om hans "Sjælsadel", maatte absolut blive overbevist derom, naar han fik at vide, at hans Ekscellence har i Sinde at belønne de omtalte Husmænd ved at forhøje Afgiften af deres Smule Jord til tre Tønder Byg, foreløbigt - giver de saa ikke Afkald paa Jorden, nu, saa kan denne Afgift jo altid yderligere forhøjes, saaledes at de til Slutning til Løn for alle deres Anstrengelser dog vil blive nødt til at give Afkald paa Lodden, og om det er gaaet her, saaledes gaar det over hele Øen. Nord paa Landet er der gravet en lignende Kanal under selvsamme Forhold.
Der er i vor Tid og i vort Land udbrudt en hel Erindringsgave- og Mindesmærke-Epidemi, - Medailler og Ordener vil jeg nu slet ikke tale om: skulde denne en Gang naa et saadant Omfang, at der ogsaa skulde blive Tale om at rejse et Minde for den "røde" Grev Danneskjold-Samsø (gift med Grev Frijs's Datter), saa har vi nok en gammel "adelige" Mindestøtte liggende paa Tøjhuset; den kunde her komme til fortjent Anvendelse. Det vilde i alt Fald være ønskeligt, om den Ulykke og Ødelæggelse, han her bringer over en hel Øs Befolkning, en Gang tidlig eller sent maa blive belønnet efter Fortjeneste.
Hvis De vilde tillade mig, Hr. Redaktør, til Slutning at omtale vort Postvæsen med et Par Ord, skal De have Tak, ti ogsaa ved dette klæber der store Mangler, navnlig for Brevsamlings-stedernes Vedkommende. Hvorledes det gaar med de Breve, som vi sender bort, skal jeg lade være i sagt, men med dem, vi modtage, gaar det alt Andet end net til; jeg ved bestemt, at der er Mange, som modtager Breve, der synes at "have været læst før", og hvis disse Linier kunde bidrage til, at vor Postmester, som uden Tvivl har for stor Tillid til sine Undergivne, vilde have et vaagent Øje med disse, saa at en saadan "Behandling" af Brevene for Fremtiden kunde undgaas, vilde det upaatvivlelig glæde mange Flere end
(Social-Demokraten 17. september 1876).
Der er formentlig tale om lensgreve Christian Danneskjold-Samsøe (1800-86). Han var 1867 blevet gift på Frijsenborg med komtesse Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).
Den "Røde" kan være deres søn Christian Frederik Danneskjold-Samsøe, (1838-1914). Han efterfulgte sin far 1886 i besiddelsen af grevskabet Samsøe og som overdirektør for Gisselfeld kloster. Han var medlem af 1887 landstinget 1887-1906 hvor han var loyal overfor J. B. S. Estrup og Højre. Han var gift (1867) med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs (1848-1897).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar