(Efter "Veile Av.") De polske Landeværnsregimenter indlode sig saa gierne med hvem, der vilde tale med dem, og man kunde ret mærke, at det var en stor Lettelse for dem, frit at kunne aabne deres Hjerter. Al deres Tale gik ud paa Beklagelser over, at de skulde saa langt bort fra deres Fødeland, fra Kone og Børn, for at stride mod et Folk, imod hvem de ikke nærede ringeste Fjendskab. De udtalte i de stærkeste Udtryk deres Forbandelser over Kongen af Preussen, "das Hurkind Brandenburg (Hs. Exellence er saa smaat i Familie med Kongen), der Judas Wrangel og der alte graue Esel Hirschfeldt"; denne havde ifjor, under Foregivende af at dæmpe Oprør, huseret paa det Grusomste i Polen, afbrændt deres Byer og nedskudt Borgerne med Kardætsker og Granater. De stadfæstede, hvad man allerede havde læst før de kom, at de ved Afreisen hjemmefra havde nægtet at gaae med, men to Kanoner, lavede med Kardætsker, vare blevne opkjørte ved Jernbanegaarden, og at de saaledes bleve tvungne til at gaae, medens deres Koner, i vildeste Fortvivlelse og afrivende sig Haaret, kastede sig paa Jorden. Da de siden ved Hamborg havde gjort Mine til ikke at ville gaae over Elben, havde Hirschfeldt sagt til dem: "Jeg har nok hørt, at I ikke ville gaae med, men jeg skal sætte Eder paa et Sted, hvor I enten skulle faae Lov at gaae frem eller gaae Fanden ivold Allesammen." Om denne Tiltale læste man, at den havde været Gjenstand for en Interpellation i det preussiske Kammer, idet man spurgte Krigsministeren, om det var sandt, hvad man læste i Bladene, at Gen. Hirschfeldt saaledes havde tiltalt Polakkerne. De ønskede intet hellere, end at Generalen engang vilde komme dem paa Skud, thi da skulde han strax falde. Paa denne Maade var deres Major bleven expederet Dagen iforveien i Blaakjærskov. (En Major faldt der den 7de.) De vidste godt, at de vare sendte i Krigen til Straf, fordi de ifjor havde gjort Opstand, men Enden var ikke endnu.
Saaledes omtrent udtalte de sig Alle og benyttede hver Leilighed, hvor de, useete af Officererne, kunde komme til det, og det glædede dem naar de mærkede, at man gav dem Ret deri og havde Medlidenhed med dem; deres Taknemmelighed derfor lagde enkelte af dem for Dagen ved under de kjærligste Ønsker til Afsked at kysse dem, der havde talt med dem.
Preusserne, der have gjort sig saa lumsk Flid for at blamere Bairerne og andre ikke Preussere, viste selv i Veile og Omegn en meget maadelig Opførsel. I Bivouaquerne ved Gaardene nordfor Byen bemægtigede de sig alle mulige Fødevarer, alle Kjedler, Kogekar etc. og brændte paa deres Vagtild Vogne, Plove og Harver. Gen. Hirschfeldt, som havde taget Qvarteer her paa Gjæstgivergaarden, paabød Leverance af Forplejning til 40,000 Md. Hans Fremtræden var bydende og inhuman; saaledes bad han strax Amtmanden at sørge for, at Kanonbaadene, hvis de kom, ikke maattee skyde paa Byen, thi skeete det, lod han den strax skyde ibrand. Da hin bad ham om en skriftlig Meddelelse desangaaende, for at han kunde kommunicere Vedkommende det, lovede han vel en saadan, men holdt ikke sit Løfte; formodentlig har han skammet sig (sandsynligere er, at hele Trudselen der, som i Aarhuus, kun var tomt Blæreri). I de første Dage, til den reqvirerede Naturalforpleining kunde blive præsteret, faldt det Indvaanerne meget strængt at underholde deres Indqvartering, der i nogle Gaarde beløb sig til 100 a 150 Md. Byrden lettedes naturligviis noget, da Naturalforpleiningen indtraadte, men denne var iaar yderst tarvelig. Af Brød fik Soldaterne meer end nok, men derimod kun 3/4 Pd. Kjød daglig, Gryn, Salt og Caffebønner, Flæsk og Ærter vexlede med Kjød og Gryn. Ifjor fik de fjendtlige Tropper under Jyllands Occupation dobbelte Rationer og desuden Smør, Brændeviin, Tobak etc., Officererne Viin; da levede de, og mange Steder Værterne med dem (!), i Overflødighed. En Forpleiningscommission, som fulgte Hirschfeldt, gjorde ofte ublue Fordringer. I Commissionen var den slesvigholsteenske Adelsmand Ahlefeldt, der her, som i Aarhuus, udmærkede sig ved sin brutale og malicieuse Fremgangsmaade. Paa Landet, hvor Indqvartering faldt paa, led Beboerne ulige meer end de i Byen. Paa Hovedgaarden Petersholm indqvarterede sig saaledes en Escadron af det 8de preussiske Husarregiment. De trak deres Heste ind paa Tærskeloen, hvor der laae en 20 a 40 Tdr. tærsket urenset Korn. Eieren ønskede det naturligviis bragt af Veien før Hestene kom ind, men dertil svaredes: det behøves ikke og dertil kunde ikke gives Tid. Man jævnede da Korndyngerne ud, strøede Halm ovenpaa og placerede derpaa 60 Heste. Dagen efter maa det dog have forekommet Officeren noget vel stærkt, thi han underrettede da Eieren om, at nu kunde man tage Kornet bort; men det var naturligviis aldeles fordærvet. Spisekammer, Kjælder, Melkestue og Ostekammer tømtes aldeles.
I en Landsby her i Nærheden indlogerede Resten af samme Regiment sig. De toge fra Bønderne ikke blot hvad der fornavnes af Flæsk, Kjød, Smaakreaturer etc., men Linned og Gangklæder, og naar Tøiet ikke passede den, der vilde iføre sig det, var Eieren endog udsat for Skjældsord og Bank.
Iøvrigt bleve Preusserne efter nogle Dages Forløb, som de bleve mere bekjendte, ogsaa taaleligere at have i Qvarteer. De Menige havde Penge nok imellem Hænder; Værter, Udskjænkere og Tobakshandlere etc. gjorde gode Affairer.
Søndagen den 13de afgik Preussernes 12te Regiment og omtrent Kl. 2 ankom Bairerne. De vare blevne daarligt anbefalede af Preusserne, som kaldte dem "ein rohes Volk". I Begyndelsen troede vi at have gjort et godt Bytte, thi Bairernes Ligefremhed stak fordeelagtigt af imod Preussernes slebne og falske Væsen. Men det nøiere Bekjendtskab, man fik til dem, faldt ikke ud til deres Fordeel. Foruden at de vare et raat Folk, sagde Preusserne ogsaa om dem, at de vare yderst tyvagtige, saa at de Intet lode ligge paa deres Vei, uden Møllesteen og gloende Jern. Bairerne selv vare forsaavidt af samme Mening, thi de Rødkravede (Regim. Poppenheimerne) advarede mod de Guulkravedes (Seckendorfernes og Gumpenbergernes) Tyvagtighed og disse igjen imod de Grønkravedes (Hartlinger), og de havde Ret Allesammen, thi de stjal Alle. De havde ingen Penge (medens Preusserne vare mere forsynede hermed og derfor vel ikke rapsede saa stærkt), og vare vist nøisomme naar de levede paa egen Bekostning; men naar de kunde komme over det, fraasede de paa det Vederstyggeligste og syntes næsten umættelige; de nøde med synlig Vellyst en umaadelig Masse af Oxelever, Nyrer etc., der brasedes i Løg og Smør. Det var næsten meer uappetitligt at see paa deres Kokkereren, end paa Polakkernes ejendommelige og simple Tilberedning af deres Retter, thi de spiste Kjødet raat med Løg og Salt. Bairerne snusede ganske forfærdeligt; de havde deres Snuustobak, en egen Sort med ulædsket Kalk i (Schmalzel), tillavet efter en af dem selv opgiven Recept. i smaa Flasker; naar de da skulde have en Priis, rystede de en god Theeskeefuld ud paa Baghaanden og brugte dette store Qvantum med Behændighed til sin Bestemmelse. Deres Tydsk var, til man bleve mere vant til det, temmelig uforstaaeligt; dette gjaldt især dem fra Tyrolgrændsen og fra Pfalz (Paltz kaldte de det); de brugte t. Ex. m. for w., sagde aldrig "wir wollen", men "mir mollen". Det generede dem ligesaa meget at udtale de enkelte danske Ord, de lagde sig efter, som os at forstaae dem. Især var det dem ubegribeligt, hvorledes vi kunne udtale "Hv.": »Ha vau: das ist einc ganz sonderbare Schreibart", sagde Een, som vilde udtale Navnet Hvirring; efter et Par forgjæves Forsøg derpaa, under hvilke han havde anstrængt sig af yderste Evne. sagde han mere roligt, formodentlig for at undskylde de Grimasser, han anvendte: "Man muss Anlauf nehmen, um ein solches Wort auszusprechen".
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. august 1849)
Forts. Notitser af Veile Byes og Omegns Occupation.
(Eft. Veile Av.")
Den baierske Commandant heri Byen var en stræng Mand, der havde megen Autoritet. Som Beviis paa hans Upartiskhed kan anføres, at en Kjøbmand, der var bleven fornærmet af en preussisk Artillerist og uden videre havde givet denne paa Øret, fik Ret hos Commandanten og en Vagt ved sin Dør, for ikke at være udsat for videre Overlast. Naar vi betænke, at Bairerne vare her som Fjender og at. vi ganske vare i deres Vold, maae vi, hvgd Byen angaaer, i det Hele ikke klage over deres Opførsel, der i Reglen var godmodig. Undtagelser gives der jo mange af. Saaledes forlangte Officererne daglig Viin uden Hensyn til, hos hvem de vare indqvartercde, og Nogle af dem drak, af Fortvivlelse over, at de maatte savne deres baierske Øl, meget. Paa Landet derimod, hvor de indqvarterede sig, var det yderst trykkende. Om den By, de kom til, var nok saa stor, saa lagde de sig kun i enkelte Gaarde, 150 a 200 i hver. Alt Spiseligt forsvandt paa et saadant Sted; Melken tog de, som den blev malket, og lode mangen Gang Eieren neppe det tørre Brød tilbage. Af Linned, Klæder og Sølvtøi toge de ogsaa nu og da. I Engom indqvarterede en Bataillon af Reg. Pappenheim sig; Sammes Commandeur, Oberst Saalmüller, forlangte for sig og 22 Officerer 44 Flasker Viin og 48 Stkr Franskbrød hver anden Dag. Præsten, hvem han gjorde ansvarlig for denne Leverance, nægtede at levere det, deels paa Grund af Prittwitz's Forpleiningsreglement, der forbød de Militaire at fordre Luxusartikler, deels fordi disse Sager ikke vare at faae der i Byen. Obersten blev herover meget opbragt og fortalte Præsten, at han havde været Lientenant ved Napoleons Armee i Spanien og oftere der været indqvarteret hos Præster; naar disse da ikke strax skaffede tilveie, hvad der forlangtes, kastede han en Strikke, som han til dette Brug altid havde hos sig, om Halsen paa en slig Gjenstridig, og trak den dygtigt til; ved dette Middel havde han da øieblikkelig erholdt Alt, hvad han ønskede. Da Obersten saaledes havde forklaret sin paatænkte Fremgangsmaade, blev Sognefogden hentet og til ham blev samme Fordring gjort, men med den Forandring i den tilføiede Trudsel, at tvende af hans Køer vilde blive slagtede, hvis det Forlangte ikke inden to Timer blev leveret.
For Magten maatte man naturligviis vige, og 3 Gange under deres Ophold der blev denne Leverance ydet.
Da der engang ved slig Lejlighed blev klaget over en Oberst, fik man paa anden Haand det Svar; det var en meget ubehagelig Sag; man kunde ikke godt give en Oberst Irettesættelser. - Især viste den ene Bataillon, saavidt vides, af Reg. Gumpenberg, stedse en raa og voldsom Opførsel. Det var nok ogsaa en Straffebatoillon, hvorved en heel Deel Udskud var ansat. Det skal have været den, der huserede i Skanderup Kirke og i Stilling og Thrige Kirker. Rejsende kunne ikke noksom fortælle om det uhyggelige Syn, som Skanderup Kirke og Kirkegaard frembød, da Bairerne forlode den. Stolene vare nedbrudte og brændte, paa Alteret havde man hugget Kjød og Flæsk itu; Døbefonden havde man kogt i og derpaa medtaget; de Døde havde man draget frem af deres Grave og deels slængt dem omkring, deels stillet dem frem tilskue; Liget af en Moder med sit Barn i Armen havde man saaledes taget ud og stillet frem paa Kirkegaardsmuren. I Stilling Kirke havde man ligeledes ødelagt Alt indvendig i Kirken og bemalet Murene med spottende Vers og Sententser. I Thrige Kirke laae et Liig, som var i mumieagtig Tilstand, med en Cigar i Munden. Da Preusserne igjen kom til Skanderborg og skulde have Feldtvagt ved Skanderup Kirke, vilde de ikke rykkc ind paa Kirkegaarden før der var optaget Syn over den rædsomme Tilstand, i hvilken de der forefandt Alt.
Commandeuren for Rigearmeens 1ste Division (den baierske og den churhessisk-thüringske Brigade) var en Prinds af Sachsen-Altenburg, Generallientenant i baiersk Tjeneste. Hans Stabschef var v. d. Tann; i hans Stab var ogsaa den i Insurgenternes Hær tjenende Baron Reichenbach, meget kjendelig paa sit Ar i Ansigtet efter Affairen ifjor med Dragonen Andkjær. Han talte gjerne derom og om sit Ophold i Kjøbenhavn, hvor han fandt at være bleven slet behandlet af Pøbelen med Glacéehandsker paa. Til denne Stab havde sluttet sig som "Sprecher" og opvartende Kammerjunker eller Tjener Hr. Ahlefeldt fra Faurvraa ved Christiansfeldt, hvis ondskabsfulde Adfærd allerede er bekjendt af Beretningerne fra Aarhuus og Horsens. Den baierske Brigade kommanderedes af en Gen. Schmaltz, som var en fordringsfri og human Mand. Derimod havde han i sin Stab den berygtede Hauptmann Aldosser, der især gjorde sig bekjendt i Tann's Friskarer. Han udmærkede sig ved et grovt og yderst brutalt Væsen. Saaledes paatog han sig at aftvinge Folk et Provindsialkort, som hist og her fandtes; det udførte han stedse paa den meest tølperagtige Maade. Han var nærved at forgaae af Harme over, at han intetsteds kunde finde det statistiske Tabelværk; formodentlig havde Hr. Bargum bedet ham om at bringe det tilveie. Da En af dem, som han saaledes havde behandlet, beklagede sig derover til en af General Prittwitz's Omgivende, forsikkrede denne, at Sligt gjorde Hr. Aldosser paa egen Haand og man kunde ikke vente anden Opførsel af et saa grovt Menneske. Det forvoldte derfor en almindelig Glæde her, da man erfarede, at samme Aldosser paa Tllbagemarschen her i Byen fik en dygtig Portion Prygl af en Hunsvært, han havde fornærmet. Denne for ham meget ubehagelige Historie blev bekjendt for Gen. Schmaltz og iblandt Bairerne ialmindelighed og vil maaskee have hans Afsked tilfølge.
Med Priitwitz's Hovedqvarteer fulgte 2de Personer, Præsidenten i den saakaldte slesvigholsteenske Landsforsamling, Bargum, og Herredsfoged Paulli fra Hütten, hvilke, især hvad den Første angaaer, afgav for os et høist ubehageligt Syn. B. er en midaldrende Mand. med et rundt, temmelig blegguult, ægte jesuitisk Ansigt; paa delte spillede stedse et selvbehageligt Smiil, der traadte frem i en væmmelig Grad, naar han saae Leilighed til at bøie sig ret dybt for en eller anden tydsk Officeer. Iøvrigt skulede han til hver Dansk. Man talte om, at disse Herrer vare komne med for at ordne en provisorisk Bestyrelse for Jylland. B indførte sig hos den constituerede Amtmand Stockfleth som Præsident Bargum; "Han vilde have den Ære at hilse paa Amtmanden; han haabede snart at ville faae Leilighed til at træde i nærmere Forbindelse med ham i Embedsanliggender". Paa denne Tiltale fik han det korte Svar, at Saadant ikke vilde skee, da Amtmanden ikke traadte i Embedsforbindelse med nogen Slesvigholstener, da han, hvis saadan Anmodning indløb, vilde nedlægge sit Embede. Dernæst gjorde Amtmanden ham det Spørgsmaal, hvad han egentlig vilde her, hvortil B. svarede, at han troede at kunne træde mæglende op paa en for begge Parter gavnlig Maade. Da Amtmanden hertil yttrede, at det Modsatte vilde være Følgen af hans Optræden, der naturligviis kun kunde fremkalde Uvillie, svarere B., "at det gjorde ham ondt, at man misforstod ham; Enhver, som havde fulgt hans senere politiske Fremtræden, vilde deri see et Beviis paa, at han hørte til de Moderate." Dermed anbefalede han sig, og det var nok det eneste Forsøg, der blev gjort paa at danne den meget omtalte provisoriske Bestyrelse. Hr. Bargum havde alligevel meget travlt; man saae ham hyppig paa Gaden med Haanden fuld af det løgnagtige Skrift: "Hvem er Skyld i Krigen imellem Danmark og Tydskland, af en Holstener". Han gjorde sig megen Flid for at udbrede det, idet han forsøgte forgjæves at lade det udsælge paa Gaden og i Husene, blandt Bønderne, der kjørte Ægt etc. Han havde ogsaa nogle Arbejder, han vilde have trykket, og adskillige ærekrænkende Avertissementer, han forlangte sat i Avisen. Alt dette havde tilfølge, at Redacteuren blev nødt til at standse Avisens Udgivelse, lukke Officinet og hemmelig forlade Byen. Bargum er en Præstesøn fra Nordslesvig; da En yttrede for ham, at han talte godt Dansk, svarede han: "Ja af en Tydsker at være taler jeg det ret godt."
Det hessiske og buckebürgske Contingent efterlod en Bataillon af det hessiske Regiment Landgraf Wilhelm (kaldet efter dets Chef, Kjøbenhavns Gouverneur!), 1 Esc. og 4 Kanoner her som Garnison. Disse Churhesser laae her fra den 21 de Mai indtil 9de Juli, hele 7 Uger. De forekom os i Begyndelsen ret flinke, og begyndte al tale om, at vi vare "Verwandte" , saa vi troede næsten, at det var sandt, hvad Baierne havde sagt om dem: "sie sind feine Leute"; men ved deres senere fremtrædende fordringsfulde Væsen, unyttige, trykkende Foranstaltninger, der snart røbede Eenfoldighed, snart Frygt og snart Malice, forandrede sig den almindelige Mening om dem i den Grad, at de upaatvivleligt nu ansees som de værste Fjender, vi have havt; naar vi til dette vort selverhvervede Kjendskab til dem føie Beretningerne om deres Færd andre Steder og først og fremmest i Nørresnede, da vil Dommen neppe være for haard, naar vi sige, at de have paa en Maade brændemærket deres Navn her i Landet, og gjort det til en Gjenstand for Jydens Had og Foragt. Der gaves naturligviis iblandt dem hæderlige Mænd og vi ville langtfra her skiære dem alle over een Kam; men Totalindtrykket, de have efterladt, er det ovenfor skildrede. Vi ville anføre enkelte af de mangfoldige Smaatræk af en drilleagtig Opførsel, hvormed de uden Nytte og Ære for dem selv daglig fortrædigede os. De havde saaledes første Pintsedag troet i nogle Fiskerbaade at have seet Kanonbaade i Fjorden. Alt kom strax i Bevægelse. Husarerne (i Forbigaaende sagt de daarligste Ryttere, man her nogensinde har seet), rede med spændte Pistoler igjennem i Gaderne, Artilleriet kjørte ud etc. Den hele Allarm opløste sig naturligviis i et Intet. De troede imidlertid dog, at der virkelig havde været Kanonbaade, at en Sammensværgelse var igjære osv. Hauptm. Ritter gav derfor Befaling, at Ingen maatte gaae paa Gaden efter Kl. 10 om Aftenen og Ingen kjøre efter Kl. 9; Ingen have Lys eller sidde i aabent Vindue. De forbød al Seilads af Fiskerbaade ind i den nye Havn. Deres Kanoner flyttede de flere Gange og troede dem intetsteds sikkre, især efter Affairen ved Nørresnede. De stillede dem da tilsidst i en Eng ved Møllen og senere opførte de et stort Bræddehuus ved Kirken til Vagtheus. Ingen maatte gaae paa Dæmningen ved Møllen. Den første Aften, Vagten blev sat der, blev der strax forlangt, at Møllen skulde standse, thi Larmen af den, saa meente de, gjorde, at man ikke kunde høre de muligt kommende Dampskibe. Man adlød naturligviis og trak et Stigbord; men da Larmen deraf var ligesaa stærk, blev der befalet, at Stigbordet ikke maatte være trukket. Det skeete. Men kort efter steg Vandet naturligviis over Aabredden og truede baade Kanoner og det hele Compagni med Oversvømmelse; nu blev det allergalest, og de vare nærved at forlange, at man skulde standse dem Aaens Løb. Da omsider, idetmindste Nogle af dem, indsaac, at det var ugjørligt, tillode de endelig Vandet frit Løb. Med disse Kanoner exercerede de meget flittigen, snart paa een, snart paa en anden Exerceerplads, paa de skjønneste Enge, Kløver- og Kornmarker. For at være beredte paa et muligt Overfald, befæstede de Byens Porte med opkastede Brystværn og ved at slaae Planker for Portgitteret; Smaagrøfter, som skulde være Brystværn, opkastedes flere Steder, især imod Søsiden, Skydehuller anbragtes i Plankeværket te. Da Prittwitz kom hertil paa Tilbagemarschen, loe han ad alle disse barnagtige Befæstningsforsøg.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. august 1849).
Beskrivelsen fra Flensburger Correspondent om Skanderup kirke er formentligt stærkt fordrejet, og blev imødegået af feltpræsten Moritz Filser i en længere redegørelse, se andetsteds på bloggen. Flensburger Correspondent afløste Flensburger Zeitung, og udkom første gang den 18. oktober 1848. Det var organ for de dansksindede i Flensbrog, og skrevet på tysk. Det var talerør for Den slesvigske Forening. Den 1. oktober 1850 skiftede det navn til Flensburger Zeitung igen.
Forts. Notitser af Veile Byes og Omegns Occupation.
(Eft. Veile Av.")
Hesserne havde megen Lyst til at eie Hunde og de satte sig ofte i Besiddelse af disse Dyr, deels ved Røverier, deels ved Trudsler. De havde ogsaa en styg Vane med at opsøge Fuglereder og at ødelægge Ungerne, ofte under de meest udsøgte PiinsIer; ikke de vanartigste Børn kunne deri overgaae dem. Træerne i Alleerne ødelagde de ogsaa for en stor Deel, enten ved at afskrabe Barken aldeles eller ved at hugge dem om. - De vare meget lettroende; saaledes fortalte en Soldat efter Affairen ved Aarhuus den 31te Mai mellem vore Dragoner og de preussiske Husarer , at 2 Escadroner af disse havde nedhugget 3 af Vore, saa at kun 2 Dragoner, som her førtes igjennem som Fanger, vare blevne tilbage. En anden Gang fortalte de ogsaa for fuld Alvor, at den Esc. af vore Dragoner, som havde taget deres Husarer i Nørresnede, var tagen tilfange; da en Borger her, til hvem en Skildvagt fortalte denne Historie, yttrede, at det vilde han see, før han troede det, blev han strax arresteret, maatte sidde hele Dagen og kom med megen Møie ud om Aftenen Kl. 10. Værre kunde det være gaaet en Kjøbmand her, som i sin Boutik havde tilsalg nogle Pibehoveder med Frederik den 7de paa, holdende Dannebroge i Haanden; Andet saae man ikke ved første Øiekast. Men ved nøiere Betragtning havde en af de ellers kortsynede Hesser opdaget, at under Kongens Fod laae Noget, som lignede den tydske Fane. Det blev strax meldt til Commandanten; Kjøbmanden, der skulde have været arresteret, slap foreløbig med Huusarrest, Boutiken blev lukket og et Krigsraad sammenkaldt. Endskjøndt Kjøbmanden forsikkrede, at han ikke havde seet den meget utydeligt betegnede tydske Fane, hvilket ogsaa er uden al Tvivl, da han ellers ikke vilde have stillet Pibehovederne offentligt frem, og at han nylig i de samme Dage havde kjøbt disse Piber iblandt nogle andre af en Flensborger Rejsende, der udsolgte dem for en tydsk Fabrik, saa stemte dog Mange for en stræng Straf. I den første Hede yttrede man, at et saadant Huus, i hvilken en siig Scandale var begaaet, burde nedrives tilgrunden. Ved Byfogdens Mellemkomst og ved Oberstens mildere Synsmaade benaadedes imidlertid Kjøbmanden med: at Boutiken foreløbig skulde lukkes; den aabnedes igjen efter faa Dages Forløb.
Saavel om Natten som om Dagen gjorde Soldaterne Udflugter paa Landet; og her i den nærmeste Omegn var Ingen sikker for at blive jaget op om Natten for at bakke op for dem. Piber, Uhre og andre Ting, som kunde nemt føres, forsvandt da ogsaa ved slige Lejligheder. Af saadanne Tyverier bleve enkelte anmeldte og naar Tyvene da opdagedes, bleve de straffede; som oftest turde Bønderne ikke angive Tyvene. Penge havde disse Godtfolk meget faa af. Deres Gage var 3 Rbsk. daglig eller 2½ Lbsk. Det undrede os derfor at læse fra Kbhavn., at de dertil ankomne fangne Husarer havde Penge nok, imedens Slesvigholstenerne ingen havde ; thi vi gjorde accurat den modsatte Erfaring; naar en hessisk Officeer med Fornøjelse tog tiltakke med en Flaske Rødviin til 2 Mk., forlangte en slesvigholsteensk Menig, der ikke vilde have "noget Dreck", en Flaske til 3. Disse havde ogsaa 3 Gange saa meget i Gage, i 9de Bat. endog 9 Lbsk. daglig. Da Insurgenterne kom hid, efter den 6te Juli, handlede de meer end dobbelt saa meget i Boutikerne i 2 Dage som Hesserne i 7 Uger. Efter det Bekjendtskab, vi saaledes havde Lejlighed til at giøre med Hesserne, maae vi underskrive den Dom, som nogle af Bairerne, da de droge herigjennem hjemad, gav over dem, idet de sagde: at det var hos dem et almindeligt Ordsprog: "Die blinden Hessen, sie leben gross, und haben nichts zu essen". Hvad der dog fornemmelig gjorde det hessiske Navn saa afskyet her, var naturligviis deres Hævntog til Nørresnede. Den røver- og bøddelagtige Maade, hvorpaa de der behandlede uskyldige og værgeløse Mennesker, vil ikke i flere hundrede Aar glemmes i Jylland. De Tropper, som foretoge hint Røvertog, vare en Bataillon af det churhessiske Leibregiment og de buckeburgske Compagnier. For at man ikke skulde være i Tvivl om, hvem det havde været, ridsede de med en Bayonnet i det ødelagte Fortepiano i Præstegaarden: "Hier haben die Churhessen gehäust".
Churhesserne forlode os i god Behold den 9de Juli og kom saaledes ikke til at gjøre Brug af de 4 Tønder Tjære, som de stedse havde staaende i Hovedvagten, for dermed at antænde Byen paa alle Kanter, naar de bleve angrebne. Ved Afgangen herfra græd mange af dem som Børn, thi de troede, de skulde hen at ligge for Fredericia, og det syntes dem det Samme som den visse Død. Slesvigholstenernes Ankomst hertil den 6te havde indjaget dem Skræk og Rædsel derfor.
Churhessernes aftagende Praleri var et sikkert Barometer for Slesvigholstenernes Udsigter, Fornemmelsen af, at disses Haab og Mod stadigt faldt, dannede for os en ubetalelig Modvægt imod de sørgelige Efterretninger, vi erholdt om den Ødelæggelse, Bombardementet i Fredericia havde frembragt. Især bidrog Affairen den 3die, 4de og 5te Juni i Forbindelse med Delius's og St. Pauls Fald betydeligt til at forknytte Slesvigholstenerne. St. Pauls Fald kunde ikke Andet end glæde hver Dansk; hans skjændige Optræden ved Colding, hans brutale Opførsel paa alle Steder, hvor han var kommen frem, havde vakt en almindelig speciel Forbittrelse mod ham; som Exempel paa hans Iver kan anføres, at han lagde en dobbelt preussisk Daler paa den Mørser, der var rettet imod Ahlmanns Brænderi; den skulde tilfalde den, ved hvis Skud Bygningen blev antændt. En Granat skjød ham midt over i det Øieblik han stod i det Christiansenske Batteri og tog C. i Haanden og gratulerede ham til at kunne være levende paa et saa udsat Sted. Ved Delius's Fald skal "Vater Bonin" (der i det Hele synes at have været et fugtigt Gemyt) have grædt og klaget, idet han erklærede, hellere at ville have mistet en heel Bataillon. Delius, Capitain i den preussiske Generalskab, skal have været en meget dygtig Mand; ham skyldtes Organisationen af Insurgenternes Hær.
Fra Leiren ved Fredericia gjorde de fjendtlige Officerer med deres Fruer hyppige Lysttoure hertil, thi mange Koner vare komne til Leiren der og havde indqvarteret sig hos Mændene. Hertugen af Augustenborg laae og en Tid hos sin Søn i en Præstegaard der i Nærheden. Præsten skal en Dag have spurgt Hertugens Søn, om Pastor Krogmeyer i Ulkebølle havde confirmeret ham, og paa Svaret nei, have tilføiet: "Da er det mig kiært, thi jeg kjender godt K., og det vilde gjøre mig ondt, om han skulde have havt den Sorg, at see den gode Sæd, han havde nedlagt hos Dem, bære saadanne Frugter." Den unge haabefulde Søn forlod kort efter Præstegaarden.
Den 6te Juli frembrød omsider. Man mærkede fra Morgenstunden tidlig af et betydeligt Røre blandt Churhesserne. Ordonnantser paa skummende Heste kom, den ene efter den anden. Hesserne flokkedes om dem, og man kunde see, at de bleve lange i Ansigterne ved hvad de hørte. Af disse Ordonnantser gik nogle videre nordpaa og fik Ordre til at ride af alle Kræfter. Kl. 9 kom Prinds Julius af Glucksborg jagende paa en Bondevogn; af dennes Kudsk hørte man, at Slesvigholstenerne vare slagne aldeles tilbage fra deres Batterier, at Prindsen med Nød og Neppe var undkommen, da Kuglerne havde pebet om Ørene paa dem. Han havde lagt syg og ikke været med i Slaget. Lidt efter kom to grædende Damer paa en Vogn fra Føllerupgaard. Af deres Kudsk hørte man, at Vore alt vare i Pjedsted og Bredstrup. Damerne vare en Oberstlieutenants Kone og hedes Moder. Efter en Times Ophold kom en Ordonnants for at hente dem igjen; det heed sig da en kort Tid, at Vore strax havde trukket sig tilbage; men Damerne havde ikke kjørt en halv Miil ad Fredericia til, for de kom igjen; de forsøgte da at komme til Colding, men ogsaa derfra kom de tilbage. En Vogn, som kom fra Viuf, meldte ogsaa, at hele Insurgenthærens Bagage holdt der, vendt herimod; vi sluttede deraf, at den slagne Armee vilde hertil. Kl. 11 begyndte Flygtninge og Letsaarede med blødende Ansigter og Hænder at komme haltende; først enkeltviis, siden i Smaahobe. Man kunde for Snavs og Blod ikke see, af hvad Corps de vare. Fra Kl. 12 af begyndte de Saarede at komme tilvogns og dermed blev det ved til Kl. 2-3. Omtrent 170 kom paa den Maade. Flere saarede Offieerer vare deriblandt, f. Ex. Major Roqves, Commandeur for 8re Bataillon; han døde om Natten. Jo Flere der kom, desmere steg Hessernes Forbittrelse mod os. De bankede i deres Heltemod endog velklædte Folk paa Gaden. Commandanten lod udgaae den Befaling, at Ingen maatte komme paa Gaden, uden han havde bestemt Ærinde; Ingen maatte staae stille og kun To gaae sammen. Kl. 4 kom den slagne Armee, som havde samlet sig faa godt det lod sig gjøre. Hesserne vilde ikke blandes sammen med Insurgenterne, men bleve Alle indlagte i Nørregade. 2 Batailloner og 2 Jægercorpser af disse bleve her i Byen; de opførte dem i Regelen meget ordentligen. Resten af Armeen biveaukerede udenfor i Skoven og paa Marken. De havde, som alt bemærket, stedse Penge nok; her havde de og Lejlighed til at bruge dem nu, thi flere Batailloner havde mistet al deres Bagage. Hele den slagne Hær kom hertil, og det kan kun være nogle faa Hundreder, der kom til Colding, Her kom 10 Batailloner. 4 Jægercorpser, 10 Escadroner og 42 Kanoner, ialt neppe 10,000 Mand.
Næste Morgen kom Prittwitz hertil; han og Bonin omfavnede (!) naturligene hinanden og hin beklagede (!) dennes Uheld. Bonin gjorde derpaa en Runde omkring til Bataillonerne og blev modtagen med Hurra. Søndagen den 3de var her om Eftermiddagen et Slags Parade, idet Slesvigholstenerne, der imidlertid havde faaet sig vadskede og pudsede, defilerede forbi Prittwitz. Næste Dag drog Hæren ogsaa ud med megen Pomp og blev opstillet udenfor Byen; der skeete Udnævnelse af en heel Deel Offieerer. Enkelte Batailloner havde slet ingen Officerer da de kom herhid, men de behøvede da heller ikke mange, thi et Par af dem vare kun 250 Mand stærke.
Om det egentlige Udfald af Begivenhederne ved Fredericia kunde vi i Begyndelsen ingen sikker Kundskab erholde. Dog kunde vi deels see paa den slagne og flygtende Armees Tilstand, at den havde lidt et stort Tab; enkelte af Insurgenterne stadfæstede ogsaa det Samme. Strax Dagen efter fik man at vide, at Gen. Rye var falden. Dette Budskab gjorde et smerteligt Indtryk paa hver dansk Mand. Hans Navn var blevet meget populairt her i Jylland. Ved sit fordringsløse Væsen og sin uforstilte Hjertelighed trak han alle Hjerter til sig; hans humane og omhyggelige, ja faderlige Behandling af Soldaterne havde gjort ham i høi Grad elsket af Armeen, Det uforsagte Mod, hvormed han udførte det ikke misundelsesværdige Hverv; med sin ringe Styrke at skulle staae Fjendens Hovedhær imod, kunde ikke Andet end i højeste Grad vække vor Interesse og Beundring. - Dog, det kan ikke være vor Hensigt, i disse Linier nærmere at ville skildre denne Mand og hans Fortjeneste; hans Navn gaaer som en gylden Traad igjennem denne Krigs Historie; thi hvor det nævnes, staaer Hæderen ved Siden af; hans Død er et Glandspunct i Danmarks Historie, hvilket vil lyse gjennem Aarhundreder, og hvorved de sildigste Slægter ville dvæle med Stolthed og Lyst.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. august 1849).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar