Tillad mig, Hr. Redaktør, som kjøbenhavnsk Skatteborger at fremdrage et Spørgsmaal, i hvilket min Forstand staar fuldstændig stille, og hvorom jeg hører, at vore lærde Jurister nok heller ikke skulle være synderlig klare. Men til Gjengjæld ere de kirkelige Avtoriteter i Hovedstaden saa meget sikrere i den Slags Sager, jeg her sigter til, og ere aldrig i Tvivl, naar det gjælder om at indkassere Mønten fra Skatteyderne. Hvordan det hænger sammen med de saakaldte Præstepenge, som vi her i Kjøbenhavn maa erlægge, paa hvilke Lovbestemmelser de grunde sig, og hvor deres ubegribelige Voxeevne skriver sig fra, har jeg aldrig kunnet faa Oplysning om; for en halv Snes Aar tilbage fik man af Rodemesteren en beskeden Anmodning om at ansætte sig selv til en lille Ydelse, t. Ex. en Krone eller to, men nu møder Fordringen stadig stigende og rettes til En med samme avtoritetsmæssige Kraft som Kravet paa ordinære Kommune- og Indtægtsskatter. Men skjønt det saaledes bliver værre og værre med disse Præstepenge, har jeg dog i de gode Aar fundet mig i at betale dem uden videre Indsigelse, da jeg som sagt ikke er klar over Udviklingens Lov. og man jo ikke tør gaa ud fra, at alt, hvad der synes den sunde Fornuft ubegrundet og løjerligt, derfor skulde savne Hjemmel i dansk Kirkeret. Men nu er jeg i disse Dage bleven gjort til Gjenstand kor en ny kirkelig Opkrævning, der i den Grad strider mod mine retslige Begreber, at jeg ikke kan undlade at anraabe om Offenlighedens Sympathi for de Skatteborgere, der paa en Maade, som nu skal beskrives, gjøres til Remedier sor det kirkelige Livs Trivsel i Hovedstaden.
For to Aar tilbage i Tiden havde jeg Bopæl ved den gamle Ende af Gothersgade og faldt da ind under Trinitatis Sogn; Runde Kirke var for nogle Aar siden bleven restaureret, og hvorvel denne Restauration, saa vidt mig bekjendt, havde fundet Sted, uden at Menighedens skatteydende Medlemmer vare afæskede Samtykke i saa Henseende, betalte vi, foruden vore ordinære Præstepenge, det ret betydelige Paalæg, som Restaurationen krævede. Lidt knurrede vi vel, men slog os dog til Taals, for det var kun en Overgang, trøstede Rodemesteren os med. Et Par Flyttedage derefter flyttede jeg til den anden Ende af Gothersgade. Imens havde "den indre Mission" faaet rejst Kirken paa Østerbro, og en ny Sogneinddeling blev truffen atter uden at spørge Beboerne. Jeg for mit Husnumer blev sat over til Johanneskirken, og i Stedet for min gamle Kirke, til hvis Restauration jeg klækkeligt havde bidraget, blev jeg som nyt tributpligtigt Offer uden videre delagtiggjort i Johanneskirkens Byggegjæld. Forleden Dag præsenterede Rodemesteren mig en Regning, lydende paa Afdrag af denne Gjæld, og da jeg ønskede nærmere Forklaring, henviste han mig til Skattebillettens Text "i Henhold til Lov af 19 Januar 1863", i hvilken Lov jeg imidlertid ikke kan finde det allermindste om nogens Ret til at paabyrde mig en slig kirkelig Byggegjæld. Jeg spørger nu: Er der fornuftig Mening i alt dette? Og er det en virkelig honnet Maade for Kirken at fremme sit Tarv paa? Sogneinddelingen i Hovedstaden har, som man veed, ikke længer nogen reel Betydning for den almindelige Bevidsthed; man flytter fra Gade til Gade og anser sig vel forvaret, naar man har sin Lejlighed og sin Lejekontrakt i vedbørlig Orden, og ingen tænker paa at erhværve sig Attester for Kirkernes Tilstand og økonomiske Status. Men efter at jeg nu har opdaget, hvilke skjulte kirkelige Faldgruber man kan dumpe i, blot ved at flytte fra den ene Ende af Gothersgaden til den anden, vil jeg raade enhver Skatteborger til fremtidig at iagttage den størst mulige Forsigtighed ogsaa i denne Retning, og jeg for mit Vedkommende vil ufravigelig stille det Krav til enhver ny Husejer, jeg som Lejer faar med at gjøre, at han fremlægger detailleret Beretning om de kirkelige Bygninger og Kreditforhold m. m. i Kvarteret. Men jeg gjentager: Er denne Fremfærd af de gejstlige Avtoriteter overfor Borgernes godtroende Pengepunge den rette Vej til at bekæmpe den Mangel paa kirkelig Sans blandt Hovedstadens Beboere, hvorover der føres saa livlig Klage?
Anker Heegaard jun.
(Morgenbladet (København) 17. oktober 1879).
Grosserer Anker Henrik Heegaard (jun) (1837-1905) var søn af velhavende forældre i Slangerup. Efter handelslære i et skibsprovianteringsfirma i Helsingør, fik han stilling i et stort kaffehus i Holland og da han kom hjem igen blev han repræsentant for en slægtning August Heegaard, som handlede med engelske stålvarer. Dennes bror Anker Steffen Heegaard var den kendte Frederiksværk-fabrikant af støbejern og emalje (om en strejke på dennes fabrik 1897, se andetsteds på denne blog). 25 år gammel løste han borgerskab i handel.
1866-1870 var han gift (konen hed Julie). De fik et barn der var 1 år da hun døde. De flyttede herefter til forældrene i Slangerup. For at skelne mellem de to Heegaard’er, kaldte Anker Henrik sig Heegaard junior resten af livet. Fra omkring 1869 solgte han linieret skrivepapir i Pilestræde 40, 1. Her havde han en papirhandel der også havde skriveredskaber. Endnu oktober 1869 er der annoncer fra den.
Efter at han i Tyskland 1869-1870 have set en konvolutmaskine, lånte han penge til en sådan og startede Danmarks første konvolutfabrik og havde desuden en engros papirforretning som med tiden solgte hvad danske boghandlere handlede med (ikke bøger). Fra 1871 solgte han også stålhavespader, 1872 hollandsk røgtobak. I april 1873 flyttede papirlageret og konvolutfabrikken til Trompetergangen 6 (Cloettas Fabrik) nu Niels Hemmingsensgade. Marts 1874 annonceres fra Lille Helliggejststræde 32. (1. og 2. sal over gården). Nu Valkendorfsgade.
I 1877 giftede Anker Henrik Heegaard sig med Louise Rosenstand (1858-1927). De flyttede til det nye kvarter ved Gothersgade-Linnésgade. Her fik de 6 børn. En af sønnerne (Poul Aage) overtog i 1906-1926 en boghandel i Horsens (I. C. Halvorsens Eftf.)
Politisk stod han tæt på Venstre og i 1870erne også socialisterne. Ved prøvevalget til borgerrepræsentationen i Nørre Alle skole marts 1876 fik han "overvældende majoritet" (ifølge Social-Demokraten 29. marts 1876). Ved valget fik han dog kun 100 stemmer. Kun 1/8 af vælgerne gav møde. Ved valget i 1881 opfordrede han til at stemme på medstifter af Socialdemokratisk Forbund (1878) og medlem af dettes hovedbestyrelse Peter Thygesen Holm, der blev valgt 1887 og 1890. Heegaard blev i oktober 1877 valgt til bestyrelsen i Grundlovsværneforeningen i København i hvilken han var aktiv i årene fremover. Her var han bl.a. imod det forhandlende Venstre.
Han stod politisk tæt på bl.a. Berg, Hørup, N.J. Larsen, Høgsbro, Holstein-Ledreborg, Alberti, Balthasar Christensen m.fl., samt digterne Drachmann, Schandorph og Otto Borchsenius. Efter bruddet mellem Berg og Hørup sluttede Anker Heegaard sig til Hørup. Han støttede dennes start af dagbladet Politiken.
I 1882-1883 opførte han en stor (omkring 500 m2) villa (Villa Starno) på Christian Winthers Vej 4 (nu ejendommene 4 A, B og C, de to huse 4 D og E, husene 6 og 8 samt Rathsacksvej 29). En af hans sønner var arkitekten Jørgen Anker Heegaard (f. 1912). Kort efter måtte han trække sig tilbage fra fabrikken da han fik pinefulde nervesmerter i ansigt og arme. Da lånet til maskinerne var afviklet og virksomheden havde givet stort afkast, var der penge nok til at forsørge den stadig voksende familie. I nogle skure i villaens have opmagasinerede han alle maskiner og inventar. Han levede med familien af pengene fra fabrikken til han døde i 1905. Derefter levede enken og familien af pengene til hun døde i 1927. Hun solgte villaen i 1908 til ingeniør Poul Larsen fra F.L. Smidth og flyttede til Store Kongensgade 40. (Oplysningerne fra Poul Anker Heegaard: Bidrag til Familien Heegaards historie. Findes på Slægtsbibliotek).
Villaen blev sprængt i luften af tyskerne den 20. december 1944. Ejeren (den tidligere danske gesandt N.P. Arnstedt) brugte lejligheden som samlingssted for danske sabotører. En anden beboer (ingeniør Hostrup-Schultz) husede sabotører. Under en ildkamp mellem SS og sabotørerne, blev villaen sprængt, forstærket af skjult ammunition i væggene. Under det nedstyrtede tagfandtes en del geværer, pistoler og ammunition, som en gruppe frihedskæmpere fik fjernet for næsen af de tyske vagtposter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar