(Efter indsendt)
Mens mangel på skillemønt er følelig, arbejder en del jøder her i København med største iver på at gøre denne mangel større.
Hos kræmmere, høkere, kort sagt i alle butikker stikker lasede og lurvede jøder og jødedrenge sig ind for at tilsjakre sig firskillinger, nye toskillinger, enskillinger, ja endog de gamle fedtede toskillinger, imod valutasalg. De nøjes ikke med det, men opholder og plager tjenestepiger, karle osv. for at tilsjakre sig fra dem, hvad hele penge de kunne have, samt alt hvad de har af sølv og guld. At jøder der ikke er lasede og lurvede står bag disse sjakrere, kan indsenderen ikke bevise. Men muligheden forlanger at tilstås. Når man ser en ussel sjakrer ikke kunne drive denne snavshandel med større kapital en to rigsdaler, men flere gange kommer tilbage på en og samme time med samme lille kapital, så må man tro at han bruges af andre.
Det er at formode at dette uvæsen kan volde skade. At forbyde det, lader sig vel gøre. Men med magt forhindre mønt at gå ud af landet kan ingen, og at prøve på det ville være ligeså frugtesløst som at give forordninger mod luksus, mod bysnak, mod middagssøvn, osv. Vores vise regering har andre midler som anmelderen dog ikke tør foregribe at nævne på dette sted.
(Politivennen nr. 564, 18. februar 1809, s. 9051-9052)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar