Kunstens gavnlige indflydelse på livet er en almindelig erkendt sandhed som erfaringen på mange måder godtgør. De mest civiliserede nationers fortrin består for en stor del i den højere grad hvori de har tilegnet sig dens ånd og forstår at udtryk den i deres frembringelser, og når man vil civilisere et råt og udannet folk, skete det ordentligvis derved at man anlagde sådanne indretninger som vakte folkets sans for det skønne, for ideen i den udvortes form. Af disse grunde må det også være ethvert land magtpåliggende at frede om kunsten og befordre den. Dette kan nu ske på en dobbelt måde, dels ved at underkaste og begunstige det som virkelig fortjener navn af kunst, og dels ved at forhindre sådanne ting som fordærver smagen og vel endog kan være farlige for sædeligheden. I første henseende har vi hos os en mængde herlige indretninger såsom teatret, kunstakademiet, flere kunstnerselskaber, antikvitetsforsamlinger osv. så at vi heri ingen grund har til at føle os stedmoderligt beehandlede især ifølge den stilling som vort fædreland i det hele taget indtager i de europæiske staters række. Hvad derimod det andet punkt angår, da kan derved gøres et par bemærkninger.
Bestandigt er landet oversvømmet af omrejsende gøglere og fuskere i linedans, taskenspilleri osv, især har tyske den vane at begive sig til Danmark for at tjene penge. Vist nok må man billige at der ikke fra øvrighedens side uden undtagelse lægges hindringer i vejen for fremmede kunstneres indrejse i landet, til hvilken genre de endog henhører, da det vil ikke altid dermed ville gå så rigtigt til. Men det synes dog hensigtsmæssigt at forbyde de allerusleste gøglere og spillemænd som ingen steder ellers kan få indpas, uden videre at gennemrejse landet og narre almuen pengene af lommen. Hvert år gæstes således Dyrehaven af en hel del tyskere hvis præstationer dels er aldeles jammerlige, dels endog uhyggelige og ubehagelige at se på. Den slags fornøjelse som det vel kun kan kaldes for den laveste klasse, har ikke blot intet værd i sig selv, men er endog til skade både for den enkelte som narres til at give penge for at se derpå, og for det almindelige som altid lider ved at en hel klasse af individer i stedet for at vælge sig ædlere fornøjelser, ved sådant lærer at hengive sig til kådhed og letsind. Det ville derfor være i sin orden om der blev taget bestemmelse imod sådanne fremmedes besøg. For i ethvert tilfælde må dog vore egne landsmænd have fortrinsret fremfor de fremmede når disse ikke udmærker fra sig fra disse. Så meget mere burde sådant ske som vi endog har lejlighed til at erstatte savnet af det dårlige fremmede med vores eget. Det mangler ikke på danske omrejsende kunstnere som i almindelighed præsterer noget tåleligt, i alle tilfælde er usædelige både i henseende til tendensen i deres beskæftigelser og med hensyn til at de tilsætter fortjenesten i landet selv. Dertil hører især de flere omrejsende skuespillerselskaber af hvilke enkelte til sine tider har været ret gode. Også i andre retninger fortjener vore landsmænds kunstpræstationer hæderlig omtale, især kan vi ikke undlade at henlede opmærksomheden på det herværende Møllerske automatkabinet der uden tvivl kan måle sig med de bedste. Hvad der især må anbefale dette er den øjensynlige bestræbelse efter at forædle dets karakter som kunstværk og mere og mere at betage samme alt gøgleragtigt præg. Især er dette kendeligt ved den senest i kabinettet opsatte gruppe af de fire monarker hvilke er ligeså vel udførte som de med hensyn til personernes historiske betydning er heldigt valgte.
Det var højligt at ønske at vore landsmænd i andreretninger af kunsten ville efterligne hr. Møller i bestræbelsen for at producere noget godt for at vi således kan blive fri for de tyske gøgleres besøg uden just at bortvise dem. De ville da ikke finde deres regning ved at besøge os og blev af sig selv borte.
(Politivennen nr. 1320, Løverdagen, den 17de April 1841. Side 250-253).
Redacteurens Anmærkning.
Nicolai Urban Møller (1810-1878) fik 1845 et voksmuseum med portrætter af berømtheder på hjørnet af Frederiksberg Allé og Værnedamsvej i København. Et af portrætterne fremstillede Thorvaldsen, og blev 1955 erhvervet af Thorvaldsens Museum, muligvis med Thorvaldsens eget hår. Broderen Hans bror Christian Frederik Møller havde fremstillet en voksdukke, som var monteret på fjedre, og således fungerede som dansepartner - det kan være den som der hentydes til i nedenstående artikel fra Kjøbenhavnsposten:
Automatsamlingen i Vingårdsstræde har stedse stort tilløb, og nogle blandt dem fortjener virkelig at beundres for den skuffende lighed de har med virkelige mennesker. For nogle aftener siden udbrød der en - til lykke ubetydelig - ild i det af værelserne hvorved imidlertid et af panoramerne tilintetgjordes. En forskrækket moder som søgte efter ammen med barnet, men kunne ikke se hende. Endelig opdager hun bondepigen stående ganske flegmatisk op til en væg. "Johanne" råbte den fortvivlede moder "hvor har du gjort af barnet?" "Min Gud - svaredes der bag moderen - Johanne står jo i forværelset, ilden er slukket og den person hvem fruen henvender sig til, er jo den kvindelige automat i bondedragt, med hvem hr. Dramm plejer at danse."
(Kjøbenhavnsposten, 14. oktober 1833.)
Det omtalte automatkabinet annoncerede i perioden 1840-1841. Det Kongelige Bibliotek har et portræt af Møller, omgivet af nogle af hans voksfigurer. Det er omtalt i Christensen, Carl C.: Fra Værnedamsvejen til Jostys Pavillon. Kbh., 1925. Herunder vises forskellige annoncer for Møllers Automat-Cabinet:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar