Ønske om Bortryddelse af en Hindring for de Dampskib, der anløbe Kjøbenhavn.

Erfaring har nok så meget vist a hvor lette og hurtige befordringsmidler gives, der forøges år for år de rejsendes antal såvel til lands som til vands. Det er også bekendt for enhver at efter at vores landbefordring er blevet forøget med personposterne og dagvognene og søbefordringen med dampskibe, er de rejsendes antal tiltaget i et overmåde betydeligt forhold imod for nogle år siden. At den lettere samfærdsel såvel imellem vore øer som med udlandet må have en vigtig indflydelse på vores handel, er vel ingen tvivl underkastet, hvorfor det er at ønske at enhver foranstaltning eller forbedring som kan bidrage til at forøge denne samfærdsel måtte træffes, ligesom at enhver hindring for samme måtte bortryddes.

En sådan hindring eller ulempe for dampskibene som anløber København, er den at de ikke må løbe ind til toldbodbroen. Herved generes de meget når de skal indtage deres kulforråd idet kullene må fra toldboden i både føres ud til dem, hvilket medfører tidsspilde og ulejlighed og koster rederne penge som de kunne spare såfremt kullne fra broen af kunne nedkastes i skibene, ligesom dette sker på andre steder, fx i Nyborg og Korsør. Også er det en ubekvemmelighed for passagererne især det kvindelige personale at de sammenstuvede i en lille jolle skal sættes til og fra borde hvorved de ikke sjældent må tiltræde rejsen halvvåde.

Forbuddet at dampskibe ikke må løbe ind til broen hidrører formentlig fra en gammel anordning som byder at der ikke må tændes lys eller færdes med ild ombord på skibe som ligger indenfor Røde Pæl. Men det synes dog som heri kunne ske en undtagelse med dampskibene. For kunne an endog nære frygt for at der på de mindre sejlskibe hvorpå der kun er få folk og de fleste af disse undertiden i land, kunne ved en tilbageblevens uagtsomhed eller søvnagtighed opstå ild, så er dog vist nok denne frygt mindre begrundet i henseende til dampskibe hvorpå der vel er en mængde ild, men lokalet deromkring er forsynet med jernplader og derved gjort uantændeligt, ligesom der for øvrigt er truffet sådanne foranstaltninger at flere tusinde mennesker uden frygt endog foretrækker denne befordringsmåde. På fremmede steder hvor dampskibene kan løbe ind til en bro, finder intet forbud sted som forhindrer det, og i England løber dampskibene ind mellem flere hundrede skibe uden nogen forhindring. Man har vel hørt om at dampskibe er forulykkede ved kedlens sprængning efter en alt for stærk indfyring, hvilket dog allerede mere sjældent er indtruffet i den senere tid på grund af de nyere opfindelser og kedlens bedre indretning. Sådanne tilfælde har også altid fundet sted under sejladsen på det åbne hav. Men man har aldrig hørt at et dampskib er gerådet i brand i nogen havn. Skulle imidlertid et sådant højst usandsynligt tilfælde indtræffe ved vores toldbod, da ville der altid være arbejdere og slukningsmidler nok for at afværge enhver fare for andre skibe

Det er ikke så usædvanligt at en gammel anordning ophæves eller forandres. Det er derfor også at håbe at berørte anordning måtte forandres derhen at dampskibene tillades at lægge til Københavns toldbodbro mens de indtager og landsætter deres passagerer og fragtgods, hvilket ville tjene til handelens fremme og passagernes bekvemmelighed. Men gik dette måtte ske snart, for at det vil ske med tiden, kan vel næppe være nogen tvivl om. At hr. kaptajn Eskildsens privilegium skulle være til hinder for den attråede forandring, kan ikke formodes. Såsom både det omhandlede forbud er emaneret uden hensyn til dette, og hans befordring ikke behøves når passagererne  lige fra broen kan træde over på skibene. Men skulle trods al sandsynlighed det modsatte være tilfældet, da ville sikkert dampskibenes ejere for at undgå ulejlighed, tids- og pengespilde forene sig om at yde ham en tilfredsstillende godtgørelse, ligesom enhver passager vist nok da hellere ville give sin mark for at blive fri for at benytte hans joller, end nu for at være nødsagede tilat bruge dem.

(Politivennen nr. 1322, Løverdagen, den 1ste Mai 1841. Side 279-282).