Sikkert har det været tilfældet med i det mindste mange læsere af dette som med indsenderen at han såvel i sit hjem som offentlig på gaden, endog ved højlys dag, er af og til blevet anmodet om pengehjælp til mænd, kvinder og børn, hvis udvortes røbede den yderste trang. Enhver sådan anmodning er smertelig, og dobbelt smertelig når evnen ikke tillader dens tilfredsstillelse som ofte kan være tilfældet. For den ædle er broders, søsters trangs afhjælpning altid sand fryd. Men bidrags anvendelse i den hensigt har ofte som erfaring desværre har vist, skadet mere end gavnet. Og harmeligt er det når endog aldeles ubekendte udlændige besøger ens hjem, for at tiltrygle sig pengebidrag hos mennesker hvis sprog de ikke engang har villet lære for at kunne tigge i. En sådan tryglende tysker overhang for kort tid siden indsenderen heraf med vidtløftige fortællinger om sin nød og de uheld der havde foranlediget den. Og dette har givet han anledning til at foreslå til vedkommendes bedre skøn om ikke sådan fremmed trygler måtte ufortøvet på offentlig bekostning blive ført over grænsen for således at befri landet for en tiggende dagdriver, hvem mangel på livets første fornødenheder muligvis kunne gøre til misdæder, og hvis eget land vel nærmest skylder at skaffe ham underhold. Samt at den strengeste årvågenhed måtte anvendes mod landets indfødte tiggere for hvilke vores ypperlige fattigindretninger så velgørende har sørget og til hvis trangs afhjælpning enhver efter sin stand er pligtigt at bidrage.
* * *
Udgiveren tror i anledning af ovenstående at burde tilføje en advarsel til sine medborgere altid at holde deres føre vel lukket. For der gives en slags mennesker der forsynet med skrevne anbefalinger om deres trang og deres værdighed til at hjælpes, gå fra hus til hus for hos godtroende og godhjertede medmennesker at få understøttelse. De banker sagte på dørene, og når de mærker at der ingen er i værelset, forsøger de på at gå ind. Lykkes det dem da at døren er åben og de ser deres lejlighed, snapper de hvad der er for hånden og bortfjerner sig. Lader derimod nogen af husets folk sig se, femviser de med ydmyge bønner og begæringer deres tiggerbreve og er da fri for al mistanke.
(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 17-19)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar