Den tysk reformerte kirke er et tempel hvori anmelderen for øvrigt ikke er medlem af menigheden, men er så ofte blevet opbygget ved at høre den som menneske og taler lige udmærkede pastor Hamburger. Ved af og til at overvære gudstjenesten var det anmelderen meget behageligt at erfare at der i dette guds tempel ikke hersker den kun alt for brugte uskik i vores lutherske kirker, nemlig at ombære tavler hvori der indsamles gaver til samtlige vedkommende midt under prædikenen. Tværtimod var der flere steder anbragt blokke i hvilke enhver kan nedlægge sine gaver *)
Anmelderen kan ikke tilbageholde det ønske at lignende eller andre passende indretninger må bringes i stand i vores lutherske kirker, da man unægtelig ved den nu brugte måde altid forstyrres i sin andagt, så at man har besvær med at forstå den ofte kun meget korte del af prædikenen som man uforstyrret kan høre, når opkrævningstiden endelig er forbi. For i opkrævningstiden er der gået alt for meget tabt. Det er især højst ubehageligt når kirken er fuld af mennesker. Man bliver nemlig da af den talrige mængde opkrævningsbetjente der kræver plads, skubbet så meget fra sted til andet at det publikum som står på gulvet, snarere kunne tro sig henført til parterret end på kirkegulvet. Så vidt erindres skal der allerede før har været ført anke over denne uskik. Men som det synes kun til liden nytte.
"I
den tysk reformerte kirke var det
anmelderen meget behageligt at erfare at der ikke
hersker den i vores lutherske kirker brugte uskik at ombære tavler hvori gaver til samtlige vedkommende indsamles". (Reformert Kirke i Gothersgade, 2015. Eget foto)
Anmelderen mener derfor at sådan noget bedst kunne fjernes hvis det kirkebesøgende publikum intet gav indtil andre passende foranstaltninger blev truffet, i lighed med hvad der er forordnet for at afskaffe betleri. Og de ansvarlige ville vist om føje tid blive betænkte på at tage andre forholdsregler. Vil man indvende at det er under vores værdighed at følge i en fremmed menigheds fodspor, da betænker man Wessels:
At når sligt for vidt ej drives
Og alt godt kun fortrin gives,
Det da last ej nævne kan;
Men mon' hædre danske mand.
*) I året 1822 blev tavlernes ombæring i kirkerne afskaffet i storhertugdømmet Baden.
(Politivennen nr. 485. Løverdagen den 16de April 1825, s. 9610-9612)
Anmelderen kan ikke tilbageholde det ønske at lignende eller andre passende indretninger må bringes i stand i vores lutherske kirker, da man unægtelig ved den nu brugte måde altid forstyrres i sin andagt, så at man har besvær med at forstå den ofte kun meget korte del af prædikenen som man uforstyrret kan høre, når opkrævningstiden endelig er forbi. For i opkrævningstiden er der gået alt for meget tabt. Det er især højst ubehageligt når kirken er fuld af mennesker. Man bliver nemlig da af den talrige mængde opkrævningsbetjente der kræver plads, skubbet så meget fra sted til andet at det publikum som står på gulvet, snarere kunne tro sig henført til parterret end på kirkegulvet. Så vidt erindres skal der allerede før har været ført anke over denne uskik. Men som det synes kun til liden nytte.
Anmelderen mener derfor at sådan noget bedst kunne fjernes hvis det kirkebesøgende publikum intet gav indtil andre passende foranstaltninger blev truffet, i lighed med hvad der er forordnet for at afskaffe betleri. Og de ansvarlige ville vist om føje tid blive betænkte på at tage andre forholdsregler. Vil man indvende at det er under vores værdighed at følge i en fremmed menigheds fodspor, da betænker man Wessels:
At når sligt for vidt ej drives
Og alt godt kun fortrin gives,
Det da last ej nævne kan;
Men mon' hædre danske mand.
*) I året 1822 blev tavlernes ombæring i kirkerne afskaffet i storhertugdømmet Baden.
(Politivennen nr. 485. Løverdagen den 16de April 1825, s. 9610-9612)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar