Conrad Johan Bartholdy (1853-1904) komponist. Student 1872, studerede statsvidenskaben, sideløbende med at tage musikundervisning (J. C. Gebauer (teori) og Edmund Neupert (klaver). Fra 1876 musiklærer, uddannet af Henrik Rung, Albert Meyer og L. C. Tørsleff. Dirigent og komponist. 1883 kantor ved Matthæuskirken i København til sin død. Fra 1894 til sin død afholdt han gratis folkekoncerter. Dirigent for bl. a. sangkoret bl.a. Ydun og Studentersangerne 1897-1903.B. Medvirkede til oprettelse af Musikpædagogisk forening (1898) og Kommissionen for den militære musik hvor han var medlem (fra 1899). Dirigerede en overgang Officers-orkestret. Hans hustru Octavia underviste i mange år i sang.
Udgav småskrifter som Tonernes Naturlære, 1892, og Musikens Natur, en fysiologisk-historisk Undersøgelse, 1893, Hvorledes bliver jeg Sanger, 1897, samt Talestemmens Kultur, 1903.
Bartholdy komponerede sange og operaer, klaverkompositioner, en koncertouverture (Tivoli 1887), marcher m.m.. Særlig populær i samtiden var instrumentalkompositionen Strophe (1897). Han skrev kantater til Nordiske skolemøder (Op. 19), Polyteknisk læreanstalts indvielse (Op. 19b, 1890), De Brockske handelsskoler (Op. 22, 1891), Teknisk skole (Op. 22b, 1893), Kunstindustrimuseet (Op. 24, 1893), Frihavnens åbning (Op. 24d, 1894), Universitetets mindefest for A. D. Jørgensen (Op. 30b, 1897), Fyns forsamlingshus (Op. 35, 1900) og andre. Desuden Tannhäuser (sangcyklus, Op. 4, 1878), Vagabundus (bassolo m. orkester, Op. 6, 1880, Dansk koncertforening), Græshopperne (mandskor m. orgel og orkester, Op. 13, opført 1884 i Matthæuskirken), Salomons Sange (Op. 15, 1885), Ritornell und Vierzeile (for fire solostemmer, Op. 21, 1892), I Seraillets Have (damekor m. klaver, Op. 27, 1896), Asali (tenorsolo, damekor og klaver, Op. 29, 1896), serenaden Nu hvælver sig Himlen, især sunget af Studentersangerne, sangene Op. 20, 1891 og de akademiske skytters fanesang. Operetten Svinedrengen gjorde stor lykke på Dagmarteatret (Op. 16, 1886), operaerne Loreley (tekst af B., Op. 17, Det kgl. teater 1887) og Dyveke (Op. 31, Det kgl. teater 1899).
Nogle Blade af Studenter-Sangforeningens Historie
1839-1899II
- - -
Med Bartholdy som Dirigent
Længere og længere kommer vi ned mod Nutiden i vor Skildring. Nu kan vi ikke komme længere, thi Bartholdy er endnu ikke gaaet af som Dirigent. Men da han har indsendt sin Afskedsbegæring, kan vi, historist set, allerede betragte ham som hørende Studenter-Sangforeningens Saga til.
Bartholdy (det vilde uvilkaarligt ikke falde nogen ind at sige: Hr. Bartholdy) er Typen paa en gemytlig Svend. Paa lang Afstand ser man ham glad svinge sin Hat til Hilsen, og ved Prøverne kommer han hen til os ved vor Ankomst med sit højlydte: "God Dag, kære Ven, hvordan har Du det ???" Ogsaa i det Ydre minder Bartholdy om Begrebet Svend; han har et kønt, rødblondt Overskæg over de svulmende Læber; Øjnenes velvillige Plirren harmonerer godt med den trinde Mave og de lidt spinkle Ben. Man kan ikke nægte, at der er Humor i Manden. Det studentikose er i højere Grad tilstede hos ham end hos Levysohn. Til Gengæld løber det overstrømmende Vid ikke sjældent af med ham. Har han saa først sagt noget, som han gærne ønskede usagt, er han meget ligefrem til at indrømme dette bagefter. Hans Hidsighed har dog i nogen Grad skadet hans Stilling.
Da saaledes en Sanger engang for Løjer ved en festlig Lejlighed erklærede sig som hørende til Oppositionen imod ham, tog Bartholdy det meget unaadigt op og sagde: "Naar en Mand som jeg, der kun kan tabe ved det, stiller mig i Spidsen for Jer, der kun kan vinde ved det, saa skal I sgu holde Mund med Jeres Opposition!" Da Hidsigheden noget efter fordampede, tog han Vedkommende kammeratligt om Skulderen og sagde: "Naa, De ved nok, kære Ven, in vino veritas!"
Man fortæller om visse vilde Folkeslag, at de ved en uhyre Anspændelse af deres Kræfter kan spænde en Bue, som ingen Europæer formaar at rokke, men al de hurtig trættes og slappes ved det daglige Arbejdes Slid.
Paa lignende Maade gaar det Johan Bartholdy. Naar han tager fat paa en Ting, kan der en Tid lang komme ualmindelig Fart i Tingene. Men snart sakker han agterud, især hvis han møder Modstand fra andre mod sine Planers Gennemføelse. Derfor blev Sangforeningens sidste Koncert kun en pæn Generalprøve (skønt de enkelte Stemmer var upaaklagelige), thi den sidste Afpudsning manglede.
Det vilde være Synd, hvis Studenter-Sangforeningen ude i Publikum skulde faa Ord for at være i Dekadence. Koncerten i Februar var i enhver Retning udmærket. Ved flere af de andre Koncerter, som Bartholdy har ledet, har der derimod undertiden kunnet være et og andet at indvende, naar man som opmærksom Tilhører fulgte Præstationerne. Og det til Trods for, at Stemmematerialet ikke i lange Tider har været saa godt, baade for Bassers og Tenorers Vedkommende. Fejlen ligger fornemmelig i to Ting: dels i, at Dirigenten ikke er omhyggelig nok ved Indstuderingen af Repertoiret, dels i, at vore Samtidige, de ældre Sangere, der skulde foregaa de yngre med et godt Eksempel, ikke møder ivrigt nok, nøjes med at komme til en enkelt eller to Prøver for Koncerterne, hvorfor de ikke altid faar den rette Opfattelse af de nye Melodier.
Lad os haabe, at disse Ting i Fremtiden maa ændres, til lige stor Glæde for Sangerne selv som for Publikum, der skal høre derpaa. Og lad os haabe, at Studenter-Sangforeningen ikke alene i kronologisk Henseende, men ogsaa i musikalsk Ydelsesævne maa vedblive at være den første blandt Danmarks Foreninger for firstemmig Mandssang.
Brumbas.
(København 4. august 1899)
Menneskets Stemme.
Kjøbenhavn, d. 8. Novbr.
Komponisten Johan Bartholdy holdt i Vinter i Officersforeningen et Foredrag om Kommandorøsten, der vakte saa stor Interesse, at der er opstaaet Ønske om at give ham Lejlighed til at gjentage det i de forskjellige Garnisoner. Foreløbig er et Uddrag deraf gjengivet i "Militærtidende"s Novembernumer. Hr. Bartholdy fremhæver, at man under Kommanderingen udsætter sig for unødigt Kraftspild. Følgerne af Overanstrengelse udeblive i Almindelighed ikke for den dilettantmæssigt Kommanderende; der indtræder saaledes ofte den saakaldte "Præstesyge", Fortørring af Slimhinderne, Overanspændelse af Stemmebaandene, der dræber Elasticiteten og efterlader Stivhed. Ofte er denne Skade forbigaaende, idet den sunde, selvfornyende Natur sejrer, men ligesaa ofte efterlader den blivende Følger for den Kommanderendes Stemme. Det er saaledes en fastslaaet Kjendsgjerning, at et forholdsvis ringe Procentantal Befalingsmand have Sangstemme, sammenlignet med andre Samfundsklasser som Haandværkere, Handelsmænd, Studenter o. A. Ligeledes indvirker Overanstrengelsen af Stemmebaandene paa Taleorganet, der ofte faar en tør og klangløs Karakter.
Fonetiken lærer, at enhver Klang eller Tone fremkommer enten ved, at stillestaaende Luft sættes i Uro af et Legeme, der er sat i Bevægelse, eller ved, at fremaddrevet Luft brydes af et stillestaaende Legeme. Paa disse to Frembringelsesmaader bero de forskjellige Arter af Instrumenter: Strengeinstrumenter og Blæseinstrumenter. Den menneskelige Stemme, der beror paa fremaddrevet Luft, kan bedst sammenlignes med et Blæseinstrument. Og her ligger Sammenligningen med Orgelet nærmest: Blæsebælgen er vore Lunger, Indsnevringen er Strubehovedet, og Ræsonansrummet (Orgelpiben) er vort Svælg og Hulheder i vort Hoved.
Enhver Tone har tre Væsensegenskaber: den kan have forskjellig Styrke, forskjellig Højde og forskjellig Klangfarve. Disse tre væsensegenskaber bero paa tre nøje adskilte Faktorer. For Stemmens vedkommende beror Styrken paa den Kraft, hvormed Luften bliver drevet fremad, altsaa paa Lungerne. Højden beror paa den Indsnevring, hvor den fremaddrevne Luft brydes, altsaa Strubehovedet med Stemmebaandene. Klangfarven beror paa Resonansrummet, paa Svælgets Form (de forskellige vokaler ere jo ligesaa mange forskjellige Klangfarver), ligesom Klangfylden er afhængig af, hvor godt Resonansrummet bliver indrettet og benyttet. Kun Samvirken af alle tre Faktorer danner Instrumentet. Vort Instrument omsluttes af hele Overkroppen og strækker sig fra Mellemgulv til Isse.
Det gjælder da her om Arbejdets rette Deling. Kræfterne maa fordeles over hele Stemmematerialet, c: over hele Overkroppen. Denne Methode praktiseres ogsaa af Dyrene, der, uberørte af Kultur, endnu lyde Naturens Røst. Enhver, der har hørt en Hest vrinske, en Ko brøle eller en Hund gø, har ogsaa set, hvorledes hele Overkroppen er i Bevægelse. Hingstens Sider skjælve naar den vrinsker. Køens Ryg krummes helt under det pneumatiske Tryk, der kommer indefra, naar den brøler. Hundens Krop ryster under den stødvise Gøen. Ja, selv naar den dovne Orne grynter, bevæge dens fede Flanker sig ind og ud. Hvorfor skulde vel Dyrene gjøre alt dette, naar det ikke var det Naturligste og Bekvemmeste?
Orgelprincipet er her gjennemført, Blæsebælgen arbejder, det Øvrige er ret passivt, altsaa ikke anstrengt. Lyden er som i Orgelet klingende Luft og ikke svingende Strenge. Det er selvfølgelig ikke nødvindigt at arbejde med hele Overkroppen for at frembringe de Lyde, som Talesproget fordrer under almindelige Omstændigheder; men naar vi, som ved Kommandoen, staa overfor Fordringen om at skulle præstere en Røst, der i Kraft staar paa Højde med de kraftigste og mest dyriske Lyde, hvad ligger da nærmere end at studere den Maade, hvorpaa Dyrene ytre sig uden at trættes! Og Erfaringen fra Dyreverdenen falder fuldstændig sammen med det videnskabelige Ræsonnement, hentet fra Sammenligningen med Instrumenterne: det er Kraft, vi skulle udfolde. Stemmens Styrke beror paa Lungerne; derfor skulle vi udelukkende tænke paa vor Blæsebælg og lade Halsen. Strubehovedet, helt i Fred.
Det er den dybe Vejrtrækning, der skal dyrkes. Ligesom man trænerer alle andre Muskler, kan man træne sine Bugmuskler og Flankemuskler. Den første Hovedregel ved Aandedrætsgymnastik er: Træk altid Vejret gjennem Næsen I Endvidere er det formålstjenligt at trække Vejret dybt og holde det, medens man haandterer Haandvægte, roer, svømmer eller løber; derved udvides Brystet, og Lungerne styrkes. Musklerne udvikles ogsaa ved, at man øver sig i at fylde Lungerne saa langsomt som muligt og til yderste Grænse, men Luftudaandingen maa ved Træningen ogsaa ske saa udtømmende som muligt.
Resultatet af sine Betragtninger sammenfatter Hr. Bartholdy i dette: Den, der synger, raaber, kommanderer ved direkte at presse paa Stemmebaandene, han behandler Stemmen nærmest som et Strengeinstrument; men Strenge springe ofte ved den evige Rivning - og vore Stemmebaand kunne ikke erstattes. Den, der derimod sender en dybt fra kommende Luftstrøm gjennem en forholdsvis løs Hals; han behandler Stemmen som et Orgel, og da kan den holde lange Tider.
(Viborg Stifts-Tidende 9. november 1899)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar