Hougaards Begravelse.
Vor Partifælle P. Hougaards Begravelse foregaar i Morgen Kl. 1 fra Vestre Kirkegaards store Kapel.
Deltagelsen bliver stor, thi følgende Foreninger meddeler, at Fanerne kommer til Stede: Tobaksarbejderforbundet, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Socialdemokratisk Forbund, Socialdemokratisk Forening i 10. Kreds, Snedkernes og Stolemagernes Fagforening og Sygekassen "Alderstrøst".
Cigararbejderne, Cigarsortererne og Tobakspinderne anmodes om at møde ved vor afdøde Kammerat, P. Hougaards Begravelse i Morgen.
Fanerne kommer til Stede.
P. Nielsen. Th. Stauning. F. Larsen.
Er Kommunehospitalet overfyldt?
Vi har meddelt, at afdøde Hougaard, Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", døde Tirsdag Nat, efter at han Tirsdag Eftermiddag var afvist fra Kommunehospitalet, skønt han med bragte Indlæggelsesseddel.
Vi ser os i Dag i Stand til at bringe Indlæggelsessedlens Ordlyd:
Ugift Cigarmager Peter Thomsen Hougaard, 41 Aar, Trepkasgade 2, 2. Sal, lider af Seguælae pneumoniæ og trænger paa Grund af Mangel paa Pasning i Hjemmet meget til hurtig Indlæggelse paa Hospitalet.
D. 7/11 99.
F. Møller.
Hr. F. Møller er Sygekassen "Alderstrøst"s Læge i det Distrikt, hvori Hougaard boede. Skønt Hougaard foreviste ovenstaaende Lægeerklæring, blev han dog afvist med den haardhjertede Erklæring, at der var ikke Plads. Han gik bedrøvet bort. Den stille alvorlige Mand, hvem saa mange højagtede lige saa meget for hans solide Dygtighed som for hans mandige Optræden, var syg til Døden. Han gik hjem til sin ensomme Ungkarlebolig i Trepkasgade, hvor der ikke var et Menneske, der kunde række ham en hjælpende Haand. Han havde sikret sig igennem mange Aar i Sygekasser, og man havde lovet ham, at han skulde faa Hjælp, naar han trængte, og da Sygdommen saa meldte sig, alle Cigararbejderes Arvefjende, Lungebetændelsen, maatte han gaa hjem og dø uden Hjælp. Husbeboerne hørte underlige Skrig og Raab, men de ændsede ikke, at netop deres Hjælp var fornøden for at redde et Menneske fra Døden.
Under saadanne Omstændigheder paatrænger det Spørgsmaal sig: Er Kommunehospitalet overfyldt? og hvem er det, Kommunen overdrager at raade over Liv og Tov ved at afvise Patienter ?
Vi har undersøgt disse Forhold, og ved fra paalidelig Kilde, at der hver Dag melder sig fra 15 til 20 Patienter til Indlæggelse paa Hospitalet. Af dem optages kun 3 a 4. Nu vil nogle Skumlere vide, at det er pur unge Kandidater, som denne overmaade vigtige Plads betros, og P. Hougaards Skæbne tyder derpaa. Man behøver imidlertid ikke at være Læge for at vide, hvor farligt det er, at lade en Patient med stærk Lungebetændelse henligge uden Hjælp, da han i saa Fald næsten altid bliver kvalt.
Hvis det altsaa er en dygtig og erfaren Læge, der har afvist Hougaard, hvis Forholdene paa Kommunehospitalet er saaledes, at en Læge maa lade en dødssyg Patient gaa bort fra Hospitalet, skønt Vedkommende har Ret til at fordre Indlæggelsen, saa har Københavns Borgere ogsaa Ret til med stor Styrke at forlange, at Magistraten uopholdelig skal træffe Foranstaltninger til at skaffe Plads nok. Ude paa Øresundshospitalet er der Plads nok til at rejse interimistiske Sygestuer, som kan fungere, indtil det ny store Hospital bliver færdigt.
Det er ikke alene den nuværende Trang, det gælder at afhjælpe. Til næste Aar har vi maaske allerede Sundbyerne, Valby, Utterslev og Brøndshøj. Hvad vil man gøre ved Patienterne fra disse ny Bydele?
Imidlertid sidder der et kommunalt Fællesudvalg og overvejer Hr. Borups Plan om at bygge for en Million Kroner til Kommunehospitalet. Dette Udvalg har endnu kun holdt 1 (et) Møde, og alle er endda enige om, at Hr. Borups Plan ikke duer, da den ikke i nogen nævneværdig Grad vil afhjælpe Trangen til Pladser for Patienter. Forholdene har nemlig udviklet sig saaledes paa Hospitalet, at en meget betydelig Del af Pladsen i den projekterede Tilbygning vil blive optaget af Sygeplejersker og andre Hospitalsfunktionærer.
Der er altsaa intet andet at gøre, end at gaa til foreløbige Forholdsregler for at afhjælpe den øjeblikkelige Trang og straks at skride til Opførelsen af et nyt stort Hospital, der kan optage Patienter ogsaa fra de ny Bydele. Hvis Hr. Borup kunde vente at komme til at ligge saa hjælpeløs paa Dødslejet, som P. Hougaard gjorde det, vilde han vistnok skynde sig med det ny Hospital. Skønt han nu er salveret i den Retning, bør han gøre det alligevel.
(Social-Demokraten 11. november 1899).
P. Hougaard havde afløst P. Madsen i "Enigheden". Han førte først forhandlingerne i 1898, men fik som skrevet en kort formandstid. Han blev angrebet af en heftig Lungebetændelse og døde kort efter.
Præst Nyborg forbyder Arbejdernes Faner.
Hougaards Jordefærd.
Formanden for Cigararbejderforbundet "Enigheden", P. Hougaard, begraves i Dag Kl. 1 paa Vestre Kirkegaard.
Hougaard boede i St. Johannes Sogn, og da han ikke var udmældt af Statskirken, skal han have en Præst med i Kapellet. Han hører ind under Pastor C. J. Holt, men da denne ikke har Tid, blev Begravelsen henvist til en saakaldt "ordineret Medhjælper", en vis A. T. Nyborg, boende Blegdamsvejen 70.
Denne "Medhjælper" har nu med utaalelig Dristighed nægtet bl. a. Fagforbundets Faner Adgang til Kapellet. I sin "Naade" tillader denne underordnede Kirke-Funktionær Sygekassens Fane at hædre den Afdøde, men den Fagforening, som Hougaard var Repræsentant for og har viet en stor Del af sit Liv, maa ikke repræsenteres ved Baaren i Kapellet.
Hr. Nyborg er endnu en ung Mand og langt nede paa Kirkens Stige. Det er da lidt tidlig for ham allerede nu at lægge sig ud med det overvejende Flertal i sit Sogn.
Ved Mødet i Bethesda talte Præsterne fordømmende Ord om Kirken som de Riges Institution, der sælger sine Goder til de Højstbydende. Er nu denne "Medhjælper" Nyborg en af de sorte Faar, som handler saaledes? Vi kender ham ikke tilstrækkelig til at vide noget derom. Men naar Hr. Nyborg i Dag taler over den Afdøde, saa burde han samtidig sige et Par oplysende Ord om sig selv. Vi spørger ham da: Kunde det tænkes, at han t. Eks. vilde nægte Krigerforeningen "Vaabenbrødrene"s Fane Adgang til Kapellet? Der staar i Skriften, at man ikke maa slaa ihjæl. - Eller vilde han spærre Vejen for de kgl. Skydebrødres Fane? Bibelen forbyder Drik og Vellevnet. - Nej, han vilde ikke vove noget saadant Forbud. Enhver Kapitalistforening, ethvert Grossererselskab kan møde med Fane i Kapellet, ogsaa naar "Medhjælper" Nyborg fører Ordet; - kun Arbejdernes Foreninger er han hoven imod. Deres Faner viser han udenfor! Hvor i Biblen staar der, at Arbejderne skal behandles paa den Maade? Jesus siger tværtimod: Kommer til mig, alle, som arbejder og er besværede!, og dermed har han aabenbart hverken tænkt paa Skydebrødrene eller paa Rangklasserne.
Hvad hjælper da alle Præsternes angrende Taler i "Bethesda". En eneste af dem, som nu Nyborg, vælter ved en brutal Handling alt, hvad de andre har villet bygge op med Ord.
Nyborg kan ikke i Dag ødelægge den sorgfulde Stemning og den hjærtelige Deltagelse, som vil blive vist ved P. Hougaards Baare; men han kan yderligere ødelægge ethvert godt Forhold mellem den danske Arbejderstand og Slotskirken.
Og denne Ødelæggelse afstedkommer han, hvis han i Dag haardnakket fastholder sit taabelige Forbud mod Arbejdernes Faner.
(Social-Demokraten 12. november 1899).
Anders Therkelsen Nyborg. (1863-). Kandidat 1892. Ansat på Fur. I 1905 i Fredens Kirke. Sognepræst Rødding Krejberg 1915.
Peter Hougaards Begravelse.
Præsten betænkte sig.
Der er mere Glæde over en Synder, der omvender sig, end over 99 Retfærdige, som ikke har Omvendelse behov.
Pastor Nyborg havde en daarlig Dag i Søndags. Han havde pustet sig op til en stor Mand, men han var bitte lille, da han i Søndags mødte i det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.
Han havde i Lørdags forbudt de røde Faner Adgang til Kapellet, men allerede Dagen efter havde han omvendt sig til det gode. Straks ved sin Ankomst til Kirkegaarden lod han sende Bud efter Folkethingsmand Sigvald Olsen og meddelte denne, at det var tilladt de røde Faner at komme ind i Kapellet.
Det var velgjort, men Hr. Nyborg burde alligevel ikke være saa vankelmodig. Det er ikke ret længe siden, at han bad sine Konfirmander sørge for, at visse Oppositionsblade, deriblandt "Social-Demokraten" ikke blev holdt i deres Forældres Hjem. Den Gang opgav han det ogsaa, da de flinke unge Mennesker protesterede imod politisk Paavirkning under Forberedelser til Konfirmationen.
I Søndags var han imidlertid mere end raadvild. Han stolede ikke paa sin Gud, der skulde holde Haanden over sin Tjener, han stolede end ikke paa Virkningen af sin Omvendelse fra den umotiverede Nidkærhed, og han mødte saa - med en Betjent i Drosken.
Da han saa den store Forsamling, lod han dog klogelig Betjenten liste af. Nogle Hundrede af de 4 a 5 Tusinde Mennesker, der var mødt, havde imidlertid set det snurrige Optog og tog sig en hjærtelig Latter deraf.
I Kapellet.
Kisten var næsten fuldstændig dækket af de røde Silkebaand, der var hæftet til Kransene. Foruden Kranse fra samtlige Fabriker her i Byen, noterer vi følgende Navne paa Baandene: Tobaksarbejderforbundet i Danmark, Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", Socialdemokratisk Forbund, Cigarsorterernes Understøttelsesforening, Cigararbejdersangforeningen af 1872, Fra Venner og Partifæller, Tjenere i Forsamlingsbygningen i Rømersgade, "Alderstrøst", Tobaksspindernes Fagforening, fra kvindelige Kolleger og "Von Freunden og Genossen in Ottensen". Paa den sidste Krans var Baandene rigt broderet med Guld. Den Afdøde havde nemlig været en meget betroet Tillidsmand, da han opholdt sig Ottensen under Undtagelsesloven. Ved begge Sider af Kisten stod Espalier Faner fra Socialdemokratisk Forbund, Bygningssnedkerne, Skomagerne, Tobaksarbejderne (mandlige og kvindelige), Snedkere og Stolemagerne, "Alderstrøst" og Sangforeningen af 1872.
Midt i al denne røde Flagdug saae man Pastor Nyborgs Skikkelse, da han traadte frem for Kisten. Den unge Mand er en hel Junkertype med sit velplejede Overskæg og Fip, og med Kinder, der svulmer som Æbleskiver. I Søndags var han imidlertid meget nervøs.
Han mindede om, at Slægt efter Slægt blev baaret til Graven. Døden spurgte ikke om Ung eller Gammel eller om Rig eller Fattig. Den kommer som ubuden Gæst og siger: "I denne Nat skal Din Sjæl kræves af Dig!" Paa den Maade kom der Bud til ham, som ligger her, og nu maa der stilles to Spørgsmaal: Hvordan var han, og hvordan er I, der skal bære ham til Graven? Jeg kendte ikke den Afdøde, men I kendte ham. Hvordan var han? (Kunstpause. Ingen svarer). Ja, vi ser jo paa dette store Følge, at han var afholdt, og vi ved jo, at Arbejderne kun vælger et dygtigt, hæderligt og retskaffent Menneske til deres Tillidsmand. Det store Spørgsmaal er imidlertid:
Var han et Guds Barn, og er I Guds Børn. som skal bære ham ud ? - - -Husk paa, at ogsaa I skal dø, og lad denne Mands pludselige Bortgang være et kærligt Kald fra ham, der har sagt: Jeg er Livet og Sandheden.
Cigararbejdersangforeningen af 1872 synger fra Pulpituret et stemningsrigt Farvel, og det vældige Følge forlader langsomt Kapellet. Udenfor staar en Menneskemængde, der er endnu talrigere end den, der har hørt Præstens Tale. Helt ude ved Frederiksholms Teglværker var der gravet en Grav, og her sænkedes Hougaards Kiste ned i Jorden.
Da Præsten havde forrettet Jordpaakastelsen, traadte vor Partifælle, Sigvald Olsen frem:
Som fleraarig Medarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De skal være korte, thi vi kender ham jo alle. Vi ved, at han var en Partifælle, der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skal De have Tak Peter Hougaard. Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at vi alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!
Endnu synger Sangforeningen et Farvel, og den højtidelige Handling var forbi, men Mand og Mand imellem besluttedes det, at naar Præsterne for Fremtiden ikke vilde taale vore røde Faner i Kapellet, saa skulde de ogsaa komme til at tale for tomme Bænke.
(Social-Demokraten 14. november 1899).
Præst Nyborg forsvarer sig.
Præsten Nyborg, som først forbød og bagefter tillod Fagforenings-Faner ved Hougaards Begravelse, har udtalt sig om sagen til et Blad.
Præsten siger, at den Mand der besørgede Begravelsen, nemlig Undertegnede, har handlet i høj Grad skammeligt, og han tillægger mig Æren for, at der mødte mange Mennesker ved Begravelsen. Hvis denne Udtalelse er rigtig refereret, hvad jeg ikke tror, skal jeg bemærke dertil, at min Optræden ikke er en skammelig Handling, ikke engang overfor Præsten, thi han fik derved mange Tilhørere, hvad der ikke al Tid er Tilfældet.
Det, som jeg imidlertid særlig vil protestere imod, er følgende, som Præsten har udtalt:
"Den Mand, der Dagen i Forvejen gik fra mig, som jeg troede, og som han sagde: i fuld Forstaaelse af mine Motiver til mit Afslag, - har ikke undset sig ved at gøre mig denne Fortræd."
Indholdet af dette Citat er ikke i fuld Overensstemmelse med Sandheden. Jeg har absolut ikke sagt, at jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver til hans Afslag, og det maa iøvrigt ogsaa fremgaa af den Omstændighed, at jeg t Gange henvendte mig til Præsten om den samme Sag, hvilket jeg selvfølgelig ikke havde gjort, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med hans Motiver til Afslaget. Endvidere vil lidt af vor Samtale, som jeg skal citere, ogsaa bevise det modsatte.
Præsten sagde straks Nej paa Spørgsmaalet, om Fanerne maatte føres ind i Kapellet, og jeg svarede dertil omtrent følgende: "Det var da mærkeligt, at Fanen fra Fagforeningen, som han (Hougaard) var Formand for, ikke maa komme til Stede".
Dette havde jeg selvfølgelig ikke sagt, hvis jeg var i fuld Forstaaelse med Præstens Motiver, og endelig havde Præsten, hvis det var Tilfældet, at vi havde været enige, heller ikke haft nødig at fortælle mig, at hans Afslag ikke just var begrundet i personlig Uvillie, men at det skete, fordi Biskoppen og de øvrige kirkelige Myndigheder ikke ønskede politiske Faner i Kapellerne ved Begravelser.
Iøvrigt skal jeg tilføje, at vore Samtaler har været ganske korte. Jeg har ikke fundet Anledning til at udøse mit Hjerte for Præsten, og det er derfor højst tvivlsomt, om Hr. Nyborg har været i Stand til at bedømme mig saa meget, at han var klar over, hvad jeg tænkte.
Th. Stauning.
(Social-Demokraten 19. november 1899).
Præst Nyborg angiver Sigvald Olsen
Man vil endnu erindre den unge Præst Nyborg, der nedlagde Forbud mod, at Fanerne mødte ved Peter Hougaards Begravelse forrige Søndag, og som bag efter betænkte sig og tog Forbudet tilbage, da han mærkede, hvor stor Antipati hans Forbud mødte hos den Afdødes Venner og Kammerater.
Hr. Nyborg har nu atter bragt sit Navn i Erindring ved at gøre Anmeldelse til Politiet om, at Folkethingsmand Sigvald Olsen udtalte et Par Afskedsord ved Graven. Sigvald Olsen har modtaget en Tilsigelse til at møde paa Fredag i Københavns Amts søndre Birks Politiret hos Birkedommer Høst, og han er sigtet for Overtrædelse af 5 i Ordensreglementet for Vestre Kirkegaard.
De Udtalelser, som Sigvald Olsen nu skal dømmes for, lyder saaledes :
"Som fleraarig Modarbejder og Ven af den Afdøde, maa jeg sige et Par Ord om Kammeraten og Tillidsmanden P. Hougaard. De flot korte, thi vi kender ham jo alle.
Vi ved, at han var en Partifælle der havde den fulde Ansvarsfølelse for, hvad han havde med at gøre. Derfor skat Du have Tak, Peter Hougaard Gid dit Arbejde iblandt os maa bære den Frugt, at or alle bliver saa gode og pligtopfyldende, lige saa retsindige og retskafne som Du var det. Hvil i Fred!
Efter Pastor Nyborgs kolde og tørre Ligtale, virkede Olsens jævne og hjærtelige Afskedsord helt velgørende og gav Genklang i de Tilstedeværendes Hjærter. Formodenlig er det Følelsen heraf, der har bragt Hr. Nyborg til at paatage sig Anmælderrollen og pudse Politiet paa Olsen.
Det er nemlig ikke første Gang, at der af andre end Præster er holdt Taler ved Begravelser, og det er altid sket uhindret. De vedkommende Præster har ikke, saavidt vides, anset sig for beføjede til at paakalde Politiets Indskriden.
Vi faar nu at se, hvorvidt det lykkes Pastor Nyborg at høste Lavrbær ved denne Affære.
(Social-Demokraten 22. november 1899).
Justitssagen imod Sigvald Olsen
Om udfaldet af denne sag, se indslaget Justitssagen imod Sigvald Olsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar