Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.
(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar