Kai Nielsen
Af Johannes Kragh.
Følelsen, der først griber os, naar vi erfarer dette Budskab: Kai Nielsen er død, det er med eet Ord: Fattigdom! Solen skinner, men den varmer mindre. Luften er høj og blaa, men saa vemodig fjern: Han, Kai Nielsen, er ikke mere! Han, der var saa fuld af Liv og Virksomhed, er blevet stille nu, noget af det, der gjorde Tilværelsen munter, festlig og bevaret for os, er gaaet i Staa! Fattigdom, ja netop det ei Ordet! Som et omvendt Spejlbillede i Vand viser denne Følelse os han store Rigdom! Skønt alle hans mange, mange Værker staar der - og nu forstaar vi, hvorfor han skyndte sig saa meget - saa er denne Følelse den dominerende. Kilden er standset, den rinder ikke mere, dette frugtbare Væld. som altid bragte noget nyt og muntert med sig - - i Staa, forbi!
Værkerne staar der, ja! De vil blive og ordne sig i Tiden efter deres Værdi. Mennesket, det levende, er Imrte og tilhører Mindet. Og hvad vil vi da mindes? Ja, først og fremmest dette, at han var san Irrende, denne store Dreng, som alle helst vilde kalde Kai og sige du til. Fuld af Liv, oplaget af alt, med Drengens raske Virksomhedstrang.
Dreng! Ja vel, men meget mere Barn, Kvinde, Mand - det sidste var han maaske mindst. Det nnnede han ikke, for Døden, denne bratte, uforstaaelige Afslutning naaede ham.
Men Barnets Livlighed og Pludren, Drengens Iagttagelseslyst og bestandige Aktivitet, ogsaa Drengens Lyst til at sige uartige Ord en Gang imellem og faa Folk til at daane lidt - Kvindens lysende Smil, med runde Barnekinders buttede Smilehuller - alt dette var i ham, jo Mandens Alvor, den ejede han, naar han arbejdede, da kunde der komme en mandig, knap Strenghed over hans Ansigt, disse forunderligt bevægelige Trak, der kunde skifte fra Grimhed til Skønhed, fru Blodhed til Kraft.
Skiftende, ja! Som Havets Spejl, som Kvindens Smil, som Barnets Leg. saadan var han - denne Fynboernes og det fynske lands mest fynske Barn. Fra denne frodige Have kom han, og det var sikkert mere et Tilfælde, naar han og Mads Rasmussen - denne glade, rødkindede Etatsraad, som omdannede de fynske bugnende Frugthaver til Saft og Syltetøj, først og fremmest til Vin, - naar de to fandt hinanden. Fyns Frugthaver blev til Kunst, passerende Mads Rasmussens Fabriker samledes det hele i hans Museum. Her har Fynboerne fundet hinanden - en stor og glad Familie, men Mads Rasmussen og Kai Nielsen, de to er de vægtige Yderpunkter i denne bugnende Grode, hængt op i pragtfulde Guirlander, med Etatsraadens silenglade Statue som et vægtigt Midtpunkt.
Kai Nielsens Værker var som han selv, glade Børn af Lyset og Livet, det straalende, mangfoldige!
Lyset var ham en vigtig Faktor end nogen anden. Der stak noget af en Maler i ham, og han elskede at arbejde med et Værk til een bestemt urokkelig Belysning. Hvor fint han kunde dette, viser det lille, ganske flade Relief paa kunstmuseet, efter en Tegning af Joakim Skovgaard. Hele Reliefhøjden er kun faa Millimeter! Men alle hans større reliefagtige Værker, f. Eks. Evas Skabelse paa Kunstmuseet, Jordens Skabelse til Studiegaarden - i dem alle ses det bløde Lys henover de svulmende Former: det er hans det bedste. Se Eva-Skaberens Skikkelse, denne Vekslen mellem fast og blødt saa glimrende gengivet. Denne Del af Arbejde er bedst, og han var ogsaa stolt deraf selv.
Hvor var han over hovedet uimodstaaelig i sin barnlige Stolthed over sine vellykkede Værker: "Nu skal du se Skandinaviena bedste Stykke Skulptur!" Det var Glæden ved at skabe, det rent kunstnerisk-erotiske, som ikke kunde lade sig binde, den maatte frem og sige: "Er det ikke flot, er det ikke morsomt?"
Vi fortaber os i Glæde over hans sølv og hans Værker, og saa klinger det atter i os: Han er ikke mere! Faderen til alle disse Kunstens Børn, - og Børn maa de dobbelt kaldes, fordi Barnet var hans Yndlingsform - deres Fader - selv saa stort et Barn - er borte, Døden, den største af alle Billedhuggere, har gjort de sidste Strøg, og dette Livs Statue er fuldendt.
Maaske det kun blev en Skitse, - Skitsen har alt det væsentlige, det aandfulde, frigjort fra Enkelthedernes Pedanteri. Maaske skal vi se paa ham saaledes, som en stor, pragtfuld Skitse; - det, som er det væsentligste ved et plastisk Værk, Silhouettens Yderlinien, den var i Orden i Kai Nielsens Arbejder, derfor saa de saa godt ud mod Lyset, hvor alle Enkeltheder gik Bort og kun Helheden Bliv er tilbage for vort Blik.
Saaledes vil vi Betragte dette Livsværk, denne Billedhugger statue, mod Lyset vil vi se den, glæde os over Liniens Renhed, over dens Magt og Svulmen, dens Livskraft og Bevægelighed. Enkelthederne lades ude, naar vi ser Værket i denne Belysning. hvor det svagere og det langt -lærkere Lys. Tidens og Evighedens, mødes. Tilbage har vi for vort Øje en stor og enkel Linie. Begrænsningen mellem Livets Form og Dødens Uendelighed.
Johannes Kragh
En Mindeudstilling hos Bing & Grøndahl.
Kai Nielsens sidste Arbejde.
Københavnerne har i Dag paa Strøget fundet det ene af Bing & Grøndahls store Vinduer indrammet Sørgeflor; til Ære for Kai Nielsen har Porcelænsfabriken, som stod ham saa nær, allerede nu arrangeret en smuk lille Mindeudstilling før den døde Kunstner. Det er de to store Grupper "Venus" Fødsel" og "Vinhøsten samt den pompøse Gruppe Skakspil, som er udstillet.
Vi taler med Direktør Poul Simonsen oppe paa Fabrikens Kontor, og hans Ord falder omtrent saaledes :
- Det er jo mange Aar, Kai Nielsen har arbejdet for os og staaet i et meget nært Forhold til vor Virksomhed. Hans Kunst paa dette Omraade var vel Miniaturekunst i Forhold til, hvad han ellers præsterede, men den var dog helt igennem præget af Kai Nielsens bedste og største Egenskaber - hans Fantasi, hans Skaberkraft og hans I r ulighed.
Direktør Simonsen tier lidt, som om han i Tankerne Iader alle Kunstnerens Værker glide sig forbi. Saa fortsætter han stille:
- Det allersidste af hans Arbejder er skabt til vor Fabrik, og det vil komme frem paa Udstillingen i Paris .... Det var en hel Række Grupper, som han selv havde døbt "Havet", og jeg ved, det var det sidste, han arbejdede med, for efter at hans Modeller var ført over i Gips hos os, havde han selv ønsket at foretage den sidste Retouchering af dem, og det skete paa Sygelejet, kørt før han døde.
- Havde han ingen nye Arbejder for?
Jo. Vi havde talt sammen om den næste Opgave, og han havde stor lyst til at tage fat paa Fremstillingen af en større Gruppe til os, som skulde hedde "Herakles-Gruppen"; det bliver altsaa desværre ikke til noget nu. Jeg modtog i Gaar Budskabet om Kai Nielsens Død med den dybeste Vemod. Vi mister i ham en af vore mest fremragende Medarbejdere.
Begravelsen foregaar paa Vestre Kirkegaard.
I Dag er det strømmet ind med de skønneste Blomster til Dr. Pers' Klinik paa den idylliske Platanvej, hvor Kai Nielsen døde. Den støre Skare af Venner, Kammerater og Beundrere har allerede nu villet sende den sidste Hilsen til Kunstnerens Baare.
En Gang lod Kai Nielsen en tilfældig Bemærkning falde til nogle Venner om, at han efter sin Død helst vilde brændes. Men det kan ikke lade sig gøre, for Ligbrændingsloven indeholder en Bestemmelse om, at kun den, som efterlader skriftligt Ønske derom, kan blive brændt - og det har Kai Nielsen ikke gjort.
Begravelsen vil da komme til at foregaa fra det store Kapel paa Vestre Kirkegaard.
Det er Kai Nielsens juridiske Raadgiver og mangeaarige Ven, Overretssagfører Viggo Lachmann, som sammen med Vennen, Maleren A. Naur, træffer det praktiske Arrangement vedrørende Begravelsen, og paa vor Forespørgsel meddeler han, at den efter den foreløbige Bestemmelse vil komme til at finde Sted allerede paa Torsdag. Der vil blive gjort alt for at gøre Begravelseshøjtideligheden saa smuk og uforglemmelig som muligt.
Fakkeltog i Aften.
Kl. 4½ i Eftermiddag føres Kisten fra Kliniken paa Platanvej til Kapellet paa Vestre Kirkegaard, og forinden finder der en stilfærdig lille Højtidelighed Sled inde paa Kliniken, hvor kun de Nærmeste er samlet.
Akademiets unge Kunstnere har midlertid ønsket at bringe Kai Nielsen deres sidste Hilsen paa en saa smuk og værdig Maade som muligt, og der er derfor i Formiddags blevet taget Bestemmelse om, at man vil følge Ligvognen fra Kliniken til Kirkegaarden med et Tog af Fakler, er sikkert kan paaregne en stor Deltagelse.
Clk.
(Nationaltidende 3. november 1924).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar