Straks efter ildebranden i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i året 1817 kunne man i dette blad læse et forslag til de ansvarlige om at give forbrydere eller indesluttede fanger en udmærket eller afstikkende dragt for at de i tilfælde af forsøg på at sætte sig i frihed lettere kunne kendes og pågribes. Dette forslag fandt bifald. Og såvel fangerne i ovennævnte straffeanstalt som fæstningsslaverne fik klæder af forskellige farver. Denne sag er således i rigtighed. Men skønt ingen mere end indsenderen skatter denne gode foranstaltning, vover han dog at fremsætte til højere ansvarliges skøn om det ikke burde tillades forbrydere af mindre betydning eller personer der på en kort tid er hensat i stiftelsen, at aflægge denne dragt når de i et eller andet tilfælde er nødt til under tilbørligt tilsyn at vise sig offentligt uden for stiftelsen.
Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.
Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.
(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)
"Hvorledes må selvagtelsen ikke nedbrydes når en person i straffetiden føres i en så udmærket
dragt gennem byen." (Martinus Rørbye: En uniformeret fængselsbetjent og to studier af en fange fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)
Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.
Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.
(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar