Glæd dig, københavner! Atter åbnes et sangens og kunstens hjem, hvor du kan søge hvile og trøst efter dagens byrdefulde gerning! - Dine længsler, din tørst efter åndelig nydelse, som ikke kan blive tilfredsstillet af en Coquelins eller en Holbergs forældede uanstændigheder, vil dér finde alt, hvad et hjerte, som banker varmt for det store, skønne og fyldige i livet, kan begære.
Ja stort, skønt, fyldigt og ægte kunstnerisk bliver der, for hvad vil man vel forlange mere end en atlet på sine tre alen og med skuldre som en Herkules og en glimrende, bedårende fremtoning som "den mørke Madigan". Og så fylden, den véd jeg da er værdig repræsenteret ved fru Anna Christensen, såvel i person som i komik.
Ærede københavner! Du kender Frederik Henriksens viser. Lyv ikke! Du har hørt dem mange, mange gange bande på Lille Ravnsborg og i Boulevarden, hvis de ikke er kunstige, så véd jeg min salighed ikke, hvad kunst er.
* * *
Og hvilke minder den sal vækker både hos gamle og unge. Husker du, hvidhårede københavner, da du som barn var med fader derinde for at høre "Bagge", den gale danselærer, deklamere og skælde folk ud? Og husker du, hvor nøje I så efter, når I ved "Assembléen" havde fået jeres portion forloren skildpadde, om ikke betalingen for den forrige gæsts fortæring, en gammel mark, skulle ligge på tallerkenen endnu? Og husker du, hvor knusende arrig md. Schæffer blev, når I gav hunden karbonadebenet? "So en Schweinhund sollte nicht den Ben haben, den sollte wieder bruges til Karmenade." -
* * *
Og du, gråsprængte! Mindes du den gyldne tid, da Valdemar og Harald Kolling, Helsengreen, Frederik Madsen og Fritz Knobelauch tjente deres sporer derinde, og fra "Ballens" brædder vandrede op på de scener, hvis pryd de blev? Husker du, da Theodor Andersen spillede i "Søetatens dramatiske" og bedårede alle "Nyboders tøser", som Peter i "Capriciosa" og den anden søgut i "Frieriet på Helgoland", og fremfor alt mindes du Uhde.
*
Og du, sådan ved de fyre, som nu med en ærbar mine fortæller mutter, at du aldrig i din ungdom er kommet på "slige steder", du tænker dog i løndom ofte med et suk på de glade dage, da du svang dig i en to skillings "forkert" til Carl Eriksens bedårende toner.
Stakkels Carl!
Det var dig, som gamle Lumbye tænkte sig som sin efterfølger. Du ejede både lune, humør, inspiration og musikalsk begavelse, mon du ikke for ofte komponerede melodier til "Vi vil ha'e øl" og "Peter er fuld"?
Men du var kvik og frisk at se på den gang, når du energisk svingede din taktstok og lod din "allernyestes" flotte rytmer klinge ud i salen, så alle pigebørnene fik en følelse, som om de blev kildede under fødderne og hellere end gerne var fløjet dig om halsen oppe på tribunen som tak for det "øndige nummer".
Og da gamle Eriksen med det gemytlige ansigt stod bag ved buffeten og slog takt med hovedet, mens han skænkede småsnapse. "Det er min søn Carls nyeste komporsesion," sagde han med stolthed.
Du glade københavner, på henved de fyrre, alle disse småminder og erindringen om den lille kæreste du en "balaften" fik derinde, og som du i grunden ganske godt kunne lide, dukker op for dig.
Men for Guds skyld, tal endelig ikke til mutter om det.
*
Jo, jo, Frederik Henriksen og Anna Christensen, det er et ansvarsfuldt hverv, I har påtaget jer!
Husk, I må værne om Kalkeballens gode, gamle tradition "Københavnergemytligheden".
Intet af disse glade minder må forstyrres. I må spille komedie, som Knobelauch og "gamle Green", og I må kunne sige en monolog som Frederik Madsen og synge en rørende vise som Kolling i Verdens Herkules.
Og I må sætte alle smålige hensyn til side og altid sørge for skønne ungmøer, som - Gud bevares i al anstændighed - kan bedåre den maskuline ungdom ved smil og blikke ligeså fuldt som de små fugle, der i sin tid svingede sig til musikkens toner i gamle fatter Eriksens salon.
Og De, ærede hr. musikdirektør, fyld publikums øren med de nyeste seksture og trippevalse, så skal De se, hvor De vinder deres hjerter, så vil De få det hæderfulde tilnavn: "en Carl Eriksen nummer to".
Om De, hr. restauratør, vil følge md. Schæffers eksempel og muligvis anbringe en krones penge eller en 50 øre på bunden af nogle enkelte bajere eller toddyer vil jeg overlade til Dem selv at afgøre. Nu har De fået idéen, vær så artig benyt den kun.
Kis.
(København 12. november 1889)
Kalkeballen var oprindeligt et meget populært dilettantteater, opført 1819. Efterhånden tabte det publikums interesse, det blev kortvarigt et sted for gøglertrupper og lignende. I stedet skiftede det i 1864 til "Eriksens Salon", med dans flere aftener om ugen for "velklædte personer". Det synes det dog lidt småt med, for stedet blev også kaldt "Det Blå Øje" - chancen for at redde sig sådant fra et slagsmål var åbenbart til stede. Aviserne berettede regelmæssigt om slagsmål og ballade på stedet.
Kalkeballen.
Dette er den bestandig-borgerlige variete.
Her møder småhandleren med mutter og rollingerne, når han vil have sig en oæn gemytlig aften. Her sætter urtekramsvenden som kæreste stævne når butikken er lukket.
Her ses sjældent vin og aldrig absinth.
Man bør ikke lade sig skræmme af de lidt vovede vægmalerier hvis cancandansende Zouax og piroutetterende Grisette fra det andet kejserdømme ikke anslår den decente tone som råder på den lille 5 alens scene.
Hr. fr. Henriksens couplets er ikke videre morsomme, men de er grumme anstændige, og hr. Chr. Petersen som under mange forklædninger giver sine numre til bedste - han er både Tordenskjold, Scheiblein og Christian V på Kongens Nytorv - har højst regnet en lille toilettehentydning til at vække forargelse. Selv en kortskørtet og tykbenet frøken Christoff der med noget blegnende ynder og en del spyt i trompeten synger revysange, på den sædvanlige kys-mig-om-du-kan maner, ser ud til at høre til det gode selskab. Hun bærer i det mindste forlovelsesring og er nedringet efer ærbarhedens love.
Den obligate "jonglør-ekvilibrist" fattes selvfølgelig ikke. Han hedder mr. William Corolo, men er dog vist fra Grønnegade, og hans kunster ville være ganske behagelige hvis han ikke afleverede dem så umanerlig sejt og hvis han ikke så ud som en barber.
Men etablissementets great attraction er dog fru Anna Christensen der for et ringe vederlag af 10 kr. pr aften her holder sine laurbær friske. Når hun i salonfähig selskabsdragt tager på vej med den stemme der endnu er hende levnet, er hun ærligt pengene værd, og når hun som frelserglad halleluja-pige slår til guitaren, ser hendes lyse fuldmåneansigt af alvorlige mennesker i salen kun de tre urokkelig musici som med en kunstens velgørende ro trakterer et forstemt flygel og to bedrøvede violiner.
Pet.
(København, 13. marts 1890).
Efter artiklerne åbnede for en kort stund dansesalonen "Valkyrien" på Vesterbro her 1900 indtil omkring 1914. Men i 1918 fik KFUK revet bygningen ned og den nuværende bygning opført.
En messingplade på husmuren fortæller at på dette sted udgav bogtrykker Ernst Henrich Berling i 1749 det første nummer af sin avis her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar