Vilhelm Moritz Henriques: Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen).

Vilhelm Moritz Henriques (1828-1889) var direktør ved Frederiksberg Fattigvæsen og far til komponisten og violinisten Fini Valdemar Henriques (1867-1940), hans 10. barn som ligger begravet på Vestre Kirkegård. Navnet fik han fordi faderen ikke ville have flere børn. 

Justitsraad

Henriques.

I går er justitsråd, fattigforstander på Frederiksberg Henriques pludselig afgået ved døden. Den afdøde indfandt sig, punktlig som altid, på sit kontor ved tolvtiden. Han følte sig meget utilpas. Ildebefindendet tog til i så høj grad, at han måtte lade sig køre hjem.

Kl. ca. 2 afgik han ved døden. Enhver kendte justitsråd Henriques. Dette ejendommelige gammeldags ansigt, glatraget med skarpttegnede træk, kloge iagttagende øjne under de sorte bryn, og hovedet omkruset af et kraftigt, krøllet gråt hår. Der var noget af en Gades, en Mozarts skikkelse over den gamle justitsråd, der som "Nationaltidende" medarbejder var kendt overalt.

Og han elskede da også musikken. I hans hjem ude på Frederiksberg, i en hyggelig lille villa, samledes forfattere, gamle som unge, til hans musikalske aftener. Dér, i de små hyggelige soiréer, nød man de gamle mestres og de banebrydende unges musik, forstående og overbærende. Sønnen Fini Henriques, der alt har vist sig som et så lovende Talent, har sikkert høstet stor nytte af disse soiréer, hvor man hos den gæstfri vært der altid var glad ved at se ungdom om sig, diskuterede dagens spørgsmål, men hvor navnlig litteratur og musik var aftenens emner.

Som journalist navnlig var den afdøde naturligvis bekendt i vide kredse. Overalt hvor hans kendte ansigt viste sig, var han velkommen. Man vidste at der kom samvittighedsfuldheden og den upartiske elskværdighed i egen person. Ganske unge journalister der, ukendt med deres arbejde, kom til et møde som udover det almindelige krævede kundskab og åndsnærværelse, har høstet godt af den gamle justitsråds hjælp. Beredvilligt overlod han sit manuskript, lidt vidtløftigt og skrevet med gamle, stive bogstaver, der ikke altid var let at tyde, til den unge. Og når han takkede, nikkede han med det gamle grå hovede og sagde blot: "Ja, De har da vel forstået det", smilede og nikkede igen. Han ville så gerne hjælpe de unge der ville frem på den bane hvorpå han, omend i det mere utaknemmeligt gebet som referent, har arbejdet så flittigt som få.

Justitsråden der var far til en stor børnflok, er svigerfar til journalist Blichfeldt ved "Avisen", som også i den sidste tid har arbejdet ved "Nationaltidende".

I fredags virkede den afdøde sidste gang i sin kære virksomhed som journalist. Han sad som sekretær ved amtsrådets møde, smilende og glad som altid og påpasselig, stadig lyttende og skrivende. Ingen skulle da troet at denne gamle, rørige, ja næsten trods de grå hår, ungdommelige mand, var døden så nær. 

K.

(København, 25. november 1889).

Vilhelm Henriques, direktør Frederiksberg Fattigvæsen. Fotograf: Georg W. Alexandersen (1843-1931). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Justitsråd Henriques Død. Det pludselige dødsfald hvorved den bekendte journalist justitsråd Henriques bortkaldtes, kom meget uventet. Den afdøde der var 62 år, var meget rask og rørig og kunne som altid ende to mænds gerning. Om morgenen gik han hen til Frederiksberg Hospital hvis forstander ha var. Forinden spøgede han med sin familie. En af døtrene havde fødselsdag og hun skal giftes på fredag. Faderen gav hende en tikrone med den bemærkning hvorved ha tænkte på brylluppet at det blev de sidste penge hun fik af ham. Da han kom hen på hospitalet, blev han syg, og lægen gav ham en morfinindsprøjtning. Det hjalp og justitsråden kunne nu køre hjem i en droske. Han ledsagedes af en underordnet der fulgte ham ud af vognen. Få øjeblikke tog han ham i sine arme, idet han faldt, og bar ham op på en sofa. Få øjeblikke efter var livet udslukt. Hjertet var bristet. Efter jødisk skik skal den afdøde begraves hurtigt, allerede idag på den mosaiske kirkegård.

(Roskilde Avis, 27. november 1889). 

Justitsråd Vilhelm Moritz Henriques' gravsted på Mosaisk Vestre Begravelsesplads i København. Foto Erik Nicolaisen Høy.

I 1894 kom det frem at Henriques måske havde været lige lovlig troskyldig: Fattigvæsenets kasserer Hasselbalch tilstod at have bedraget for mellem 56.000 og 80.000 kr. ved at forfalske kassebøger. Bedragerierne var allerede startet i 1882. Henriques havde så sent som i 1888 tilskyndet en kendt professor på Frederiksberg til at have ydet 12.500 kr. til at bringe Hasselbalch på fode igen. Han havde hjulpet Hasselbalch til et lån i Landmandsbanken på 5.000 kr. Henriques underrettede ikke de nye inspektører om disse forhold, og Hasselbalch forblev i stillingen, fortsatte bedragerierne og blev i 1892 udnævnt til hovedkasserer. Pengene var angiveligt gået til en luksusvilla og et liv med vin og kvinder. 

Henriques mente at enhver forbryder som ville rejses, burde have den støtte dertil som var nødvendig. Han havde ansat flere der tidligere straffede for bedrageri og vekselfalsk. Bl.a. Frederik Rathsack. Denne var i 1887 kommet til Frederiksberg Fattigvæsen for at hæve understøttelse, og Henriques gav sig i snak med ham, og tog ham i tjeneste som skriver. På et tidspunkt befandt der sig adskillige forbrydere på hospitalets kontor, udover Rathsack også J. Nielsen og Steiness. En tiltalt i sagen, fuldmægtig J. Nielsen hængte sig i arresten. 

Alle blev idømt længere forbedringshusstraffe og erstatning. En længere redegørelse for sagen kan læses i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 27. april 1895, og Social-Demokraten 28. april 1895.