Københavns Politi. (Efterskrift til Politivennen)

 Under politidirektør Vilhelm Christoffer Crone (1813-1887) skulle den omorganisering som var udformet af Bræstrup, gennemføres fra 1863. Det skete i form af "dagsbefalinger" og regulering af det offentlige liv ved politivedtægter. Magtanvendelse undgik han helst, dog ikke i 1872, da han under socialistoptøjerne ved at forbyde fælledmøderne, gennemføre forbuddet og arrestere førerne kvalte den hele bevægelse i fødslen. Crone fratrådte sin stilling 1. august 1887. Han er begravet på Holmens Kirkegård.

Politierindringer fra året 1882 og frem beretter dog at disciplinen inden for korpset kunne være sløj. Til nattjeneste var det ikke ualmindeligt, at ”posterne” gik ind et sted og lagde sig til at sove. Inspektionsbetjentene, der jo burde foregå betjentene med et godt eksempel, var meget ofte lige så forsømmelige som betjentene.

En senere artikel, en erindringsartikel af en anonym politiassistent 19. juli 1898 berettede følgende om Henrich Gerhard Thalbitzer (1829-1896) og andre ansatte i politiet:

Gamle minder

af en fhv. politiassistent

--

Thalbitzer og Theodor Petersen. 

Hvordan afdøde Thalbitzer var som byfoged og byskriver i Ringsted, herredsfoged og skriver i Ringsted Herred, birkedommer og skriver ved Skjoldnæsholm og Svenstrupgård birker - så lang er nemlig en dansk, bureaukratisk titel - det ved jeg ikke og det interesserer sikkert også grumme lidt "København"s læsere.

Her skal i korte rids gives et par minder om den dygtige, humane og populære politiassistent, der indtil 1883 styrede Pilestrædes station.

Thalbitzer var københavner med liv og med sjæl. Og denne naturegenskab i forbindelse med en uforstyrrelig ro, en ypperlig mave med dertil hørende godt humør samt den for en politimand fornødne bon sens - gjorde, at ingen, som han, havde evne til at tumle selv den uroligste københavner, tilvejebringe forlig mellem en gnaven husmor og en vel næsvis tjenestepige.

I maj og juni 1876 havde jeg personlig lejlighed til at lære at kende Thalbitzers på sit område enestående evne til at bringe småbagateller ud af verden og hindre unødig rapportskrivning. Men den gang var også Clausen - en jovial og human mand - første politiinspektør og hr. Theodor Petersen var kun cand. juris, fhv. dragonløjtnant og overbetjent på Pilestrædes station.

Inden min ansættelse som politiassistent på St. Thomas skulle jeg gå som volontør et par måneder på en københavnsk politistation. Det var daværende guvernør Garde, som havde fået den ide, og anbringelsen af mig var blevet overladt til daværende vicepoiitidirektør Oldenburg. Han modtog mig med et smil og sagde: "Pilestrædes Station passer vist bedst. Thalbitzer er sådan en fornuftig mand. Men husk på, at Garde særlig vil have, at De, der ikke har været soldat, skal deltage i mandskabets eksercits, samt lære at kommandere.

Så blev jeg afleveret til Thalbitzer. Han skoggerlo: "Hvad Fanden skal De gå her for i to måneder. At skrive en rapport lærer De med deres forudsætninger jo på to dage, at kommandere militærisk lærer De sgu' aldrig, så civillistisk, som De ser ud. Og hvordan man skal behandle negrene og negerinderne derovre, ja, det har jeg intet begreb om. Men nu kan De jo møde her hver formiddag kl. ti og drikke kaffe med mig og overbetjentene Theodor Petersen og From Petersen. Så kan vi jo snakke om tingene.  Og De kan om eftermiddagen inspicere patruljbetjentene sammen med Theodor Petersen for senere på aftenen at gå i Tivoli eller Figaro med opdageren From-Petersen. 

Som sagt, så gjort, men noget lærte jeg dog. Jeg lærte, at en politiassistent bør være rolig og human, aldrig hænge sig i småting, være lige høflig overfor fattigmand og rigmand, såvidt muligt dække sine underordnede. Og den lære kan jeg takke gamle Thalbitzer for.

Af From-Petersen - en af vore flinkeste og mest erfarne opdagere - lærte jeg at skrive en klar og kortfattet rapport. Og så gav denne verdens- og menneskekloge mand mig mangt et råd og vink, der senere er kommet mig til gode.

Theodor Petersen. 

Lærte jeg intet som helst af. Han var i øvrigt den gang en livlig og elskværdig yngre mand. Det var tydeligt, at det svært pinte den tidlige dragonofficer, at han skulle rende rundt i en simpel overbetjents uniform. Derfor trak han i reglen i civil, når posterne skulde inspiceres.

Jeg gad vide, hvad politiinspektør Petersen ville sige, når de nuværende overbetjente ville inspicere som civilister: 

- - Føj for pokker, hvor det ville regne med dagsordener og mulkter!

Overbetjent Theodor Petersen skulle altså lære mig at eksercere og kommandere. Så mødte jeg- iklædt en lysegrå sommerdragt - i Rosenborg Eksercerhus og blev stillet op mellem de blåklædte kæmper. Marchen tog sin begyndelse. Ideligt lød det med rungende røst fra Theodor Petersen:

- Åh, De i den grå dragt, kan De ikke holde trit. Venstre, højre, venstre, højre. 

Men lige skidt var det med mit militære trit. Og en almindelig munterhed bredte sig blandt betjentene. Disciplinen stod på spil, og jeg fik ordre til at forlade rækkerne og under hele forestillingen stå som en slags adjudant ved Theodors venstre side.

Derpå blev jeg sendt op i den anden ende af salen og begyndte at kommandere, men en dæmpet latter bevirkede, at jeg straks fik ordre til at træde af.

Dermed endte min indøvelse i det militære ABC.

Fra Crone

fik jeg dog nedenstående anbefaling

"Københavns Politi.  
Politikammeret, 
den 3. juli 1876, 
Cand. juris, N. N. har i et tidsrum af 2 måneder fra 1. maj til 1. juli d. 21. som volontør arbejdet under Københavns Politi for at gøre sig bekendt med polititjenesten, der er i så vidt omfang som muligt givet ham lejlighed til - at sætte sig ind i de forskellige under politiet hørende forretninger og han har tildels selv assisteret ved disse. Ligeledes har han deltaget i politistyrkens militære eksercits, dels med mandskabet i øvelser, dels har han prøvet at kommandere.

De ham overdragne forretninger har han udført til tilfredshed, han har med interesse deltaget i tjenesten og vist gode anlæg for denne, såvelsom til hurtigt at sætte sig ind i forretningerne.

Crone.
Politidirektør."

Af de i anbefalingen udhævede linier vil det ses hvorledes det lykkedes Thalbitzer - der konciperede anbefalingen - uden at træde sandheden alt for nær og uden at skade mig at berøre mine militære præstationer.

I sandhed, gamle Thalbitzer var et godt hoved og en brav mand.

I 1885 blev der imidlertid ansat en ny chef for ordenspolitiet, omtalte Theodor Petersen blev udnævnt til politiinspektør. Han fik rettet disciplinen op ved indførelse af civile inspektionsbetjente, hvis eneste opgave var at udspionere betjentene for at gribe dem i forseelser. Betjentene hadede disse civile inspektions­betjente og på alle måder søgte at narre dem, så meget mere som de ofte optrådte lusket og utiltalende.

Se eventuelt bogen:  Einer Mellerup, Det Gamle København på Vrangen”. (Einer Mellerup var gennem 25 år chef for Københavns ordenspoliti).

Også i offentligheden blev han en kendt og omdiskuteret person. Første gang han nævnes i aviserne er i juli 1886 forbindelse med løsladelsen af folketingets formand, Chresten Berg (1829-1891), som 1865-1891 var folketingsmand for Venstre og Folketingets formand 1883-87. Her er beskrivelse af ham ikke just sympatisk. I de følgende blev han regelmæssigt fulgt af dagbladet "København" fra 1889:

Inspektøren inspicerer

Theodor Petersen i Kisten, Valkyrien, Blanch og Rydberg

Kendt er han af hver københavner, den smækre, elastiske skikkelse med det glorøde hår, de skarptskårne, mefistofeliske træk og det lidt brøsige snit.

Kendt er han, men alt andet end populær. Og det er i grunden synd, for han er i virkeligheden sådan en rar mand, han Theodor Petersen, politiinspektør for ordenshåndhæverne, cand. juris med anden karakter og fhv. sekondløjtnant ved dragonerne. Han kaldes jo også ret karakteristisk for "Dragonen". 

Militær er han med liv og sjæl, men uheldigvis er hans militære uddannelse kun halv; derfor gør han sig skyldig i de samme fejl, som halvt studerede mennesker i reglen falder for.

Han var utvivlsomt, hvis skæbnen havde ladet ham fuldende de kavaleristiske studier, blevet en første klasses paradesoldat, men ved et ironisk lune af forsynet blev han politimand, og til det fag slår hans evner ikke altid til.

Stemningsmenneske, som han er, et blødt gemyt, lidt kejtet og genert i sin optræden, søger han at dække over disse egenskaber ved en rask fremtræden, der undertiden bliver misforstået af publikum.

Et skal siges til hans ros, han skåner ikke sig selv, altid er han på færde, rastløs og energisk som få.

Sådan nu fx i disse dage.

Han inspicerer.

Forleden var det skraldemændene, en dags tid efter holdt han revy over renovationskuskene, i for gårs middag indøvede han styrken i brugen af sygevogne, og om aftenen var det knejperne, det gik ud over.

Først korn turen til "Ligkisten", over hvilket etablissement der i anledning af det høje besøg var udbredt en rolig, næsten alvorsfuld stemning. Primadonnaen, den engelske sangerinde, var på brædderne; hun dansede lystigt, som ingensinde før, skælmsk koketterede hun, men hendes sorte øjenpar var ikke rettet mod gulvets publikum, nej, hun blinkede livligt op mod galleriet, for der sad den strenge dømmer, Theodor Petersen, i egen høje person, med kikkerten presset mod ørnenæsen.

Klokken slog tolv, langsomt, næsten modvilligt forlod publikum det populære lokale, gasblussene slukkedes, henne i baggrunden, ved det efter udstillingen europæisk berømte bord, skimtedes direktør Rantzaus flotte knebelsbart.

Inspektøren har forladt "Kisten", men utrættelig, som han er, vandrer han videre på inspektion, foreløbig ud af Vesterbro til.

En kort stund slår han sig til ro i "Valkyrien,"

Nedenunder lyder trippevalsens kendte toner, kun afbrudt af højrøstede eder og mindre slagsmål.

Der er pause, muntert trallende kommer et par småpiger farende op på galleriet.

Pludselig blegner de trods den røde sminke, for henne i hjørnet ses Theodor Petersens kendte og frygtede teglstensrøde snurbart.

Han er i godt selskab, ledsaget af et par kendte københavnere, en yngre læge, der tillige agerer populær forfatter, og en herværende grosserer. Det er selvfølgelig ikke for sin fornøjelses skyld, at Petersen gaar i "Valkyrien", men pligtens stemme kalder. Og da eventuelle forandringer i politiinstruksen både kan få lægevidenskabelig og finansiel betydning, kan det ikke nok så meget påskønnes, at den energiske inspektør på forhånd har sikret sig sagkundskaben.

Et par fruentimmer kommer op at slås, i en håndevending er de "werfede" - over Theodor Petersens læber glider et saligt smil.

Inspektøren forlader Vesterbro, gør en hurtig razzia gennem nattebulerne, inspicerer flygtigt "Blanch" og "Rydberg". Først henad morgenstunden giver han sig ro til at hvile sit trætte hoved.

København, Du kan være tryg og rolig. Th. Petersens ånd svæver over dine gader, og stræder, knejper og dansesaloner. Men alle I natteravne, vogt jer, for der forberedes efter forlydende drakoniske bestemmelser mod jeres færd.

Inspektøren har inspiceret.

Spectator.

(København 14. november 1889). 

Valkyrien lå på Vesterbrogade 17. Her annonceredes ofte med bal på daværende tidspunkt. Det blev i 1882 lukket i tre måneder af politiet for at have afholdt dans uden politiets tilladelse. Værten havde forsøgt at omgå reglementet ved at arrangere en privat forening. Det blev også brugt til møder, fx politiske. Således til et antisocialistisk møde december 1890.