Det er godt nok sandt at Nørreport nu står åben hele natten igennem, og at rejsende således når de forhindres i at fortsætte deres rejse på grund af ufremkommeligt vejr, kan ty tilbage til København. Men da dette ifølge omstændighederne undertiden kan være ubelejligt, så var det at ønske at man med sikkerhed kunne stole på at blive ladt ind i værtshuse der nærmest omgiver staden. Men at dette ikke er tilfældet, vil publikum erfare af følgende anmelderen meddelte tildragelse:
En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus.
Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.
Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.
(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).
En mand hvis forretninger nøder ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, rejste den 2. i denne måned om aftenen sent fra København til sit bestemmelsessted. De betydelige snedriver som var føget sammen af den stærke østenvind, forhindrede ham efter at have passeret værtshuset De Tre Flasker at komme videre, da både hest og vogn blev siddende fast, men dog ved hjælp fra adskillige bønderkarle som blev hentet fra sidstnævnte værtshus, med møje blev løftet op og hensat i stalden ved omtalte værtshus.
"Den
rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der
var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store
Vibenshus for at blive indladt der." (Fælleden her om sommeren, giver et indtryk af hvor øde området var).
Den rejsende som ikke ønskede at dele logi med det store antal bønder der var forsamlet i De Tre Flasker, betænkte sig ikke på at gå til Store Vibenshus for at blive indladt der. Efter at der først var banket på døren i en tid af 5 minutter, lod værten sin stemme høre, og spurgte hvem det var som bankede. Den rejsende gav sig til kende, men værten svarede at det var ham forbudt at lukke op, og at han ikke under nogen omstændighed ville gøre det. Hverken det forskrækkelige vejr eller de indtrængende bønner kunne formå ham til at lukke op. Efter således at have stået i omtrent 20 minutter, truede den rejsende med at ville indgive en klage over værten til politiet. Herpå lukkede denne op. Men uagtet den rejsende ve dat have vadet over en time i sne til midt på livet var ganske forfrossen og våd, blev det dog ikke muligt at formå værten til at levere ham andet end et glas koldt vand.
Anmelderens hensigt hermed er at gøre sine medborgere bekendt med en så vrangvillig og utjenstvillig mand som værten i Store Vibenshus har vist sig, og at forespørge sig hos kyndigere hvorvidt en sådan umenneskelighed kan være hjemlet ved nogen speciel forskrift.
(Politivennen nr. 372. Løverdagen den 15de Februari 1823, s. 6027-6029).
A. W. Mollerup fra Store Vibenshus besvarede kritikken, se Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar