I Politivennen nr. 372 er indført en artikel, betitlet "Inhospitalitet i Store Vibenshus" hvori en mand hvis forretninger skulle nøde ham til ofte at passere Kongevejen mellem København og Lyngby, fører anke over den opførsel som den 2. d. m. om aftenen sent skal være udvist mod ham af værten i Store Vibenhus.
Skønt undertegende kun for en del har Vibenshus i brug, nemlig for så vidt traktørholdet samme sted angår, må jeg dog antage at berørte artikel vedrører mig. For udenfor og på min bopæl er natten mellem den 2. og 3. d. m. passeret følgende affære.
Berørte nat, mellem kl. 1 og 2 blev banket stærkt på min dør. Vækket af min nattesøvn stod jeg op og spurgte hvem det var som bankede, og der blev svaret at det var løjtnant Gandil af husarregimentet. Jeg underrettede ham om at det var mig forbudt at holde værtsskab efter den anordnede polititid, og at jeg under ingen omstændigheder åbnede. Nævnte person som jeg senere erfarede virkelig var løjtnant Gandil, begyndte da at skælde mig ud for en slyngel og en kæltring, hvortil han næst gentagende at bruge sådanne skældsord, truede med at det skulle komme mig dyrt at stå, og at hans kammerater - hvem han mente dermed ved jeg ikke - skulle hævne det. Da jeg desuagtet vedblev min til ham førhen gjorte erklæring, truede han med at sprænge døren og slå vinduerne ind, hvortil jeg blot svarede "at dersom han havde lyst til at gøre vold stod det til ham." I samme øjeblik blev der slået så voldsomt på døren at min hustru og vort spæde barn begyndte at skrige; og da jeg måtte frygte at løjtnanten virkelig ville sætte sin trussel igennem i al dens omfang, besluttede jeg mig til at åbne, i særdeleshed da jeg erfarede at han var i følge med en anden mand, på hvis forhold jeg for øvrigt ikke har det mindste at udsætte. Men jeg tilkendegav derhos forinden løjtnant Gandil at jeg på ingen måde skænkede for ham eller beværtede ham med levnedsmidler. Jeg varmede et værelse til dem, satte en kurv med brænde ved ovnen og på bordet to tændte lys og et lys i reserve, ligesom jeg beordrede min tjenestekarl at våge for at lukke dem ud når de måtte ønske det. Løjtnanten forlangte intet videre, end et glas koldt vand som straks blev leveret, hvorhos jeg selv tilkendegav ham at benyttelsen af værelset, lys og varme intet kostede.
Dette er i det væsentlige alt hvad der den nat er passeret mellem løjtnant Gandil og mig. Den person der var i følge med ham, må kunne bevidne at alt er foregået, som det her er anført, og jeg trøster mig desuden til med andre lovfaste vidner at bevise hvad jeg har sagt.
For øvrigt hører det med til sagens historie at løjtnant Gandil nævnte nat først havde været i værtshuset kaldet "Tre Flasker" hvor han havde hensat hest og vogn, og hvor der så vidt mig bekendt er meget anstændigt lokale til bekvemmelighed for folk uden for bondestanden, foruden det der er bestemt for bønder. At han siden har en tid lang været i krostuen her ved Store Vibenhus og at min bolig således var det tredje sted, hvortil han behagede at ty hen.
Da jeg ikke har noget privilegium til krohold, er det naturligt at jeg ikke kan holde åbent værtshus efter polititid uden at overtræde loven. Og da Nørreport står åben hele natten, da der på stadens broer er flere herbergsteder samt da der endelig foruden krostuen ved Vibenhus, i en afstand af mindre end 1/4 mil hinsides dette sted, er ikke færre end 2 krosteder, hvor der holdes og formodentlig skal holdes åbent hele natten, så vil enhver retsindig vist indse at jeg har haft grundet anledning til at nægte at åbne længe efter polititid, især da jeg ved sådant forhold ikke alene ville begå en lovs overtrædelse, men også gøre mine andre medborgere indgreb i deres lovlige næringsbrug.
Dette er alt hvad jeg finder mig anlediget til at svare på berørte artikel i Politivennen. Og da dette mit svar ikke indeholder videre eller andet end den blotte sandfærdige fremstilling af sagen, vil enhver replik blive ubesvaret fra min side.
Forfatteren til hin artikel i Politivennen agter jeg at sagsøge for de mod mig brugte udladninger, og publikum skal til sin tid blive underrettet om sagens udfald. Løjtnant Gandils ved den lejlighed mod mig bruge skældsord foragter jeg. Og tryg ved lovens beskyttelse, tror jeg at kunne le af hans trussel om hans kammeraters hævn.
Store Vibenshus den 13. februar 1823.
A. W. Mollerup.
(Politivennen No. 373. Løverdagen den 22de Februar 1823, s. 6040-6045)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar