fra Vibenshuus gjennem Lyngby til Gelets Skov.
Det er ikke uden fuld Berettigelse at vi herved tillade os at føre Anke over denne Veis Mangler; thi de ere i den Grad iøjnefaldende, at den, fornemmelig vandrende Veifarers Harme retfærddiggjøres ved paa denne, Landets meest befærdede Kunstvei, at see sig udsat for Ulemper, der ikke frembyde sig grellere paa mangen jydsk Hedevei.
Misgrebene i den Maade hvorpaa Veien, lige fra Kjøbenhavn til Gelets Skov, findes beplantet med tvende Rader Træer, kunne, som tilhørende en fiernere Forlid, selvfølgelig ikke tilregnes Nutidens Bobestyrelse; men, uforklarligt er det dog, at man lader disse Træer staae; thi de staae saa nær Veiens Udsider, hvert Træ ved Foden ombarricaderet med en saa volumineus og ved Træets Væxt saa udskudt Jordvold, at der, mange Steder, ikke levnes Passage for een Fodgænger, mindre for to jevnsides hinanden; ei at tale om at svære Trærødder hist og her skyde hen over Stien og møde Foden. Er nu Gangstien ved Regn, Frost eller Snee slibrig, saa hænder det sig - ikke ofte, men meget ofte - især i den mørke Aften, at Fodgængere og endmere de, som bære noget , f. Ex. Aag og Kurve, have det Uheld at falde eller glide i Grøften, idet de forsøge at komme forbi Træet med dets Bastion, hvor Gangstien sædvanligviis helder, fordi Grøftekanten er nedtraadt; og vil man undgaae denne Uempe, saa maa man skride udenom Træet og ind over den enten støvede eller sølede Jordvei.
Man lægge især Mærke til den Deel af Veien, som fører deels gjennem og deels forbi Sorgenfri Skov, for at see i hvilken paafaldende Grad de paapegede Ulemper existere; som ogsaa det er ufatteligt hvorfor en Allee vedligeholdes paa denne Strækning, der, begrændset af Skov, Lyststeder og skjønne Anlæg, ustridelig vilde for den Veifarende afgive en lysere og smukkere Passage end nu, da Veien og netop paa et Strøg hvor den er allermeest befærdet, formørkes, halv spærres og fordærves af de gamle, til ingen Nytte eller Ziir henstaaende Træer.
Naar vi, med Hensyn til Alleen paa hele Kongeveien, votere en Dødsdom, da er det dog kun den Forudsætning, at den remplaceres af en ny paa Veiens aabne eller af Skov, Haver og Anlæg ubegrændsede Strøg, og saaledes at der mellem dens Linier og Grøfterne - idetmindste paa den ene Side af Veien - indrømmes et Trottoir af 3 a 3½ Alens Brede for Fodgængere; en Foranstaltning der er saa meget mindre vanskelig at gjennemføre, som deels Kjørebanen ikke derved vilde lide det mindste Tab i dens fornødne Brede og det deels intet vilde koste Veivæsenet; thi med Hensyn til Bekostningen, da ere de gamle Træer af saadanne Arter og Dimensioner, at de ved Salg nok kunne dække Udgifterne paa den nye Plantning, selv om Veivæsenet maate vise den Barmhjertighedshandling i den nærværende Dyrtid og forestaaende Vinter at bortgive Qvaset til fattige Folk. Bibeholdelsen af den gamle Allee er imidlertid ikke ene Fundamentet for det Syndefald hvorunder Kongeveien maa lide; thi paa vor Regning med den ærede Vei-Intendant eller hvem det ellers maatte vedkomme, staae endnu nogle Debetposter om den Maade hvorpaa Vedligeholdelsesarbeiderne og Veipolitiet administreres.
Uden at tale om det enten anstødelige, der er i ideligen at see en saa meget befærdet Vei tildeels baricaderet af store i Hobe sammenførte Kampestene, om den Fare de varslet for det Tilfælde at en Vogn ved løbske Heste slynges mod dem, eller om endelig: om hvormeget de bidrage til Snedrivers Ansamling paa Veien, ville vi kun henpege paa den uforsvarlige Maade hvorpaa disse Steenmasser flere Steder favnsættes saa nær ind paa Gangstien, at man ved, især om Aftenen at passere denne, ofte ikke undgaaer at tørne mod de skarpe Hjørner, snuble over eller skamstøde Foden paa de paa Gangstien jevnlig nedskridende og henliggende store Stene, noget hvorover der i daglige Tale føres en ikke mindre begrundet Klage, end over at de smaaslagne skarpe Rangeerstene hyppig overligge Gangstien til Hinder og Gene for Fodgængeren, hvis Fodtøj sønderskjæres og Fod saares, hvorpaa der ingenlunde mangler Exempler.
Men, ikke det ene. Ogsaa Steenslagningen foregaaer paa selve Veien, ja endog tæt udenfor Beboernes Huse og Vinduer, hvorved saavel Veifarende som Heste og Vinduer ere udsatte for Ram af de ved Slagningen udflyvende Stene, af hvilke, for ogsaa her at yttre os exempelviis, en Steen er seet, omtrent af en knyttet Haands Størrelse, med Force fare igjennem et Vindue, tørnende mod et Meubel i Værelset. Vel skal det, siges der, være Pligt for Steenslageren at opstille en Skjærm mellem sit Arbeidssted og Kjøreveien, for at hindre Stenes Flugt mod den Side; men denne Skjærm, ei at tale om at ingen saadan opstilles mod Gangveien (idet det vel antages ei at gjøre stort, om en Fodgænger faaer en Tørn) sees ligesaa ofte, uden Hensyn til Kjøreveien, vendt mod Vinden, som et Læmiddel for Arbeideren.
Man har saa meget mere Anledning til at harmes over denne Steencommerce paa Landeveien, som den der er aldeles unødvendig; thi Veivæsnenet kan, i Lighed med hvad der skeer mange Steder, kjøbe Stene i slagen Stand.
Og hvad er saa det for et Sølen, som afstedkommes ved den jevnlige Opskovling paa Jordveien? Opskovlingen lægges i Bunker, hyppig saa nær Gangstien, at ikke alene det fra dem udsivende Vand overflyder denne, hvorved Smaapøle og slibrige Steder fremkomme; men ogsaa selve Bunken, naar den er ustørknet, breder sig ud, næsten ind paa Stien, hvorved Fodgjængeren, især i Mørke, udsættes for at løbe lige i en Søle, og det er vel ikke ene Indsenderen af disse Linier, hvem det saaledes, for ei faa Dage siden, er hendet en Aftenstund, temmelig summarisk at falde i et sligt væmmeligt Bad. Hans første Ønske var at han her havde havt Vei-Inspecteuren til Cicerone og Fodgænger; thi, om den ærede Herre havde prøvet en saa grotesk Badning, da vilde den maaskee have virket mere velgjørende end alle vore Argumentationer og Anker.
Det er jo en Sandhed at gode Veie fremme et Lands Civilisation og Velvære; men Kongeveien, der er en af landets meest befarede, i umiddelabr Forbindelse med Hovedstaden staaende Kunstveie, syens tilvisse, efter den troe Daguerreotypi, vi have givet af den, tildeels snarere at være en Parodie af hvad den burde være, end et Vidnesbyrd om at denne Sandhed erkjendes, og vist er det, at Ønsket om at Veien gjøres passabel for det reisende Publikum, er ligesaa almindeligt, som det er Pligt for Vedkommende at imødekomme en saadan fordring.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. oktober 1853, 2. udgave)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar