Nogle ikkelutherske Gjæs i Klosterstrædet.

Søndag den 18. september forleden blev et betydeligt antal levende gæs af en israelit  opsat på et loftskammer i huset nr. 89 i Klosterstræde for at blive opfedet. Da dette naturligvis forårsager en betydelig ulempe for beboerne nedenunder, så er sagen anmeldt for vedkommende, og man formoder at manden er forpligtet til at borttage gæssene. Dette er imidlertid endnu ikke sket, og den urenlighed som nedflyder fra dyrene, hvoraf der endog er henlagt et oplag af et halvt vognmandslæs, er yderst ubehagelig for de øvrige husfolk,  især i en med hensyn til sundheden så vanskelig tid. Man vover derfor at anmode det årvågne politi som altid med så megen opmærksomhed påser orden og renlighed, om alvorligt at pålægge mosaisten at holde sig de for andre gældende love efterrettelig.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 681-682)

"En israelit opsatte et betydeligt antal levende gæs på et loftskammer i huset nr. 89 i Klosterstræde for at fedes." (Huset med gadenavneskiltet kan lige skimtes på hjørnet til Gråbrødrestræde i højre side af fotoet. Eget foto, 2015.)

Redacteurens Anmærkning

Klosterstræde 89 er vore dages Gråbrødrestræde 23, Gråbrødretorv 19-21, Klosterstræde 20. Huset er fra 1813 og eksisterer endnu.

I Politivennen nr. 823, 8.oktober 1831, s. 702 bekendtgjordes at gæssene allerede var bortskaffet før artiklen blev indsendt til Politivennen. Angiveren havde betjent sig at en anden mands navn for at få sin anke indført.

Om Gåsekrigen

(Efter indsendt)

Det er ærgerligt at læse de mange kævlerier om at plukke levende gæs, da dette er noget gammelt i andre lande. Ja selv i kongen af Danmarks egne stater, for i Holsten er det meget almindeligt at plukke gæssene levende 1 til 2 gange om året. Men de plukkes kun på brystet, under bugen og under vingerne, hvor dunene og de bedste fjer sidder. Herved lider gåsen ikke alene ingen kval, men skal meget mere have godt af det, sådan tror holsteneren, svejtseren og flere folkeslag, som dog ikke er bekendte for barbarer eller mere ufølsomme end vi danske. Die Empfindelei ist aber bei und just ebenso stark in Gang als sie von 20 bis 25 Jahren in Deutscheland war. Empfindelei, dette skønne tyske ord, må indsenderen bede læseren selv oversætte på dansk, for han kan det ikke. Dog tror han det kunne hedde utidig medlidenhed eller følsomhed. 

Et eksempel kan måske bedre oplyse det. En meget fornem dame kørte på landevejen i karet og mødte en skærslipper som havde en stor fed hun til at trække sin karre. Damen faldt ved synet deraf næsten i besvimelse af lutter Empfindelei, lod kusken holde for rigtigt at kunne beklage den stakkels hund som således skulle kvæles, og irettesatte skærslipperen for hans grusomhed ved at kvæle det stakkels dyr så ubarmhjertig. Nu havde hendes Empfindelei-hjerte fået luft og hun lod kusken køre igen. 

Grågæs. Nok mere lignende gæssene på Politivennens tid end nutiden helt hvide. Her i Utterslev Mose (Eget foto). 

Men det varede ikke længe, så hørtes der et jammerligt skrig, og hun lod atter holde stille for at erfare hvad det var. Nu så hun en gammel mand liggende ved siden af landevejen, som skreg og jamrede sig meget ynkeligt. Hun befalede tjeneren at gå hen og høre hvad han fejlede. Tjeneren kom tilbage og sagde: Den stakkel gamle mand var faldet og havde brækket det ene ben på tværs. Åh, ikke andet end det! Kør videre, kusk, sagde hun.

Den lærde kvinde kurerede så temmelig tyskerne for deres Empfindelei, ved at gøre det latterligt i hans moderroman Maurus Pancratius Ziprianus Kurt, auch Selmar genannt. En bog som i fald den ikke er oversat, burde oversættes på dansk.

Der er nok en vis tid at gæssene må plukkes levende, nemlig når fjerene sidder løse, og dersom man ikke plukker dem, så falder en stor del af. Som enhver der har gæs kan overbevise sig om *). Gæssene kunne vist ikke føle mere smerte ved at plukkes end et lam eller får ved at klippes, og man har dog endnu ikke hørt at nogen har foreslået ikke at klippe dem, fordi de led så megen smerte derved.

Når man ikke måtte harmes over, at intet nyttigt forslag kan blive indført hos os, fordi der stedse gøes vanskeligheder og beklages imod det, så kunne man vel gøre sig lystig over denne gåsekrig!

*) Den dun og de fjer som plukkes af en levende gås er meget bedre end hvad der plukkes efter at den er slagtet.

(Politivennen nr. 538, 20. august 1808, s. 8629-8632)

Atter Efterretning om Gåseprocessen mellem Majoren på Ven og Skomageren på Dragør

(Efter tilsendt)

Undertegnede Svend Neumann fra Dragør skylder publikum den efterretning i anledning af forhen skete avertissement i Politivennen og i Dagen, at han til ære for de svenske love, rigtig nok har vundet sin sag mod den engelske major og arendeur hr. Stuart på Ven angående de ham så urimeligt forholdte 20 styk gæs der var flydte fra Dragør derover til landet. For disse gæs blev han, nemlig Major Stuart ved dom forpligtet at tilbagelevere tilligemed 26 rigsdaler omkostninger. Imidlertid er dog, uagtet denne favorable dom, flere penge bortsmeltede for mig er værd og jeg ville endnu have tabt meget mere, hvis ikke S. T. hr. Tausen ved sin omsorg og bistand havde forhjulpet mig til min ret.

Som et bevis på denne major Stuarts tænkemåde må jeg ellers her anføre dette: At han for modvillighed i, ikke at opfylde dommen, måtte eksekveres og brugte da en af sine folk ikke alene personlige fornærmelser imod mig, men også antastede og slog eksekutanten til blods, hvorfor også denne hans karl eller inspektør har måttet rømme landet for at undgå personlig hæftelse og videre lovens straf for sådanne forvovne og dumdristige handlinger.

Ligeledes har major Stuart nu og siden efter fundet på at indstævne mig for at afgive en part af de tilkendte omkostninger til det såkaldte dykkeri i Sverige, men med denne påstand vil han nok ingen vegne komme, da han er pligtig at søge mig for mit værneting her i landet, hvor jeg nok skal vide at forsvare mig imod alle påfund og retfærdigheder

Dragør den 9. februar 1807
Svend Neumann
Skomager på Dragør

(Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, side 7307-7309)

von Ostensgade i Dragør. Om skomageren boede her, vides ikke. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen henviser til Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994.

Forunderlig Adfærd mod danske Gæs på Ven

Undertegnede Sven Nieman, skomager på Dragør, finder sig foranlediget til at bekendtgøre følgende.

Sidste år i juli måned drev 20 styk gæs fra mig her fra byen ved en stærk søndenvind, uden at jeg i lang tid kunne finde ud af hvor de var blevet af. Efter megen spørgen og 2 breve, som jeg skrev om det til en mand jeg kendte på Ven, nemlig M. Pedersen, fra og til herremanden sammesteds, hr. P. D. Tauson, fik jeg endelig at vide, at de gæs som jeg havde beskrevet, fandtes der at være fundet der af en engelsk major ved navn Stuart. Og at jeg selv måtte komme derover for at løse dem. Til den ende rejste jeg selv ikke mindre end tre gange derover for at bede majoren om mine gæs, og til sidst bød ham 12 rigsdaler, når han alene ville lade mig få de 4 stykker gamle gæs, ja jeg fik endog den herværende svenske envoye hr. baron Oxenstierne til at skrive major Stuart til om at lade mig få mine gæs. Men alt forgæves.

Grågæs i Utterslev Mose. I dag tænker vi vel mest gæs som hvide. Men man skal ikke langt tilbage i fotografiets barndom før gæs har mørkere farver, især på vingerne. Og på gamle malerier er de bestemt ikke hvide. Om disse nutidige grågæs ligger tættere på de der fløj til Ven, skal jeg dog ikke kunne sige. Men de er på træk. (Eget foto).

Den gang jeg bød hr. Stuart 12 rigsdaler for de gamle gæs, var over 90 danske fiskere  på øen, der alle umagede sig for mig, og siden de så der skete mig uret, ville de til sidst have taget dem med magt. Men hr. Tauson ville ikke tillade det, og gennem toldbetjenten talte fiskerne til rette igen, så der ikke blev noget af denne deres beslutning.

Jeg stævnede derpå major Stuart til Glumsløv Ting i Skåne. Men da jeg de første fire dage ikke kunne få min sag fremmet, og jeg ikke havde tid eller råd til at ligge der længere, gav jeg en anden min fuldmagt og talte selv herom med dommeren. Men denne fuldmagt blev ikke kendt gyldig. Nu har jeg igen måttet indstævne majoren, og håber at blive mine 20 stykker gæs tilkendt, og spørger i den anledning om nogen vil forhandle sig til disse gæs, da jeg håber at få de gamle noget bedre betalt end de unge. 

For en fattig stræbsom mand er 30 rigsdaler mange penge, som disse gæs nu har kostet mig, selvom jeg må rose de svenske for deres megen hjælpsomhed, de har bevist mig ved mit ophold i Skåne. Men næppe ville nogen dansk mand mellem Dragør og Helsingør have opført sig således imod en svensk mand, som denne engelske major Stuart har opført sig imod mig, men hvorfor han nok ikke heller undgår lovenes straf.

Dragør den 23. september 1806
Sven Nieman

(Politivennen nr. 440, 27. september 1806, side 6991-6994)

Redacteurens Anmærkning.

Sagen kom for retten og blev omtalt i Politivennen nr. 460, 14. februar 1807, s. 7307-7309.

Gæs paa Nørrefælled.

Man ønskede at vide om gæs har fri entre på stadens fælleder eller om der betales noget af dem til stadens kasse? Da intet kreatur gør mere skade på græsset både med næb og urenlighed end gåsen, så kan intet være mere rimeligt end at den betaler sin kost.

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 49, den 6 April 1799, s  784)