"Bergamotter, Bergamotter 4 Sk. en Snees; Carviner - Carviner, faa Pærer - Pærer 4 Sk. en Snees."

Så højrigtigt at det må synes at enhver i sin erhvervsgren søger på bedste måde at virke sig til gavn og andre ikke til skade, så ofte kan det dog ved enkelte lejligheder falde andre til besvær, om just ikke til skade. Fx findes på hjørnet af Antonigade og Kristen Bernikows Gade fra mørkets begyndelse indtil langt ud på aften to udmærket højrøstede frugthandlersker som hele tiden af fuldeste hals - ude ophør - udskriger deres ovennævnte frugter til salg.

Indsenderen der bør tæt i nærheden, hører til den klasse der skal arbejde med pen, og følgelig kræves dertil i det mindste mere ro end den vist anordningsstridige adfærd tillader. Endog kun simpelt, uden hovedanstrengende arbejde at opholde sig i værelser i den strækning hvor den utålelige øreskurrende lyd forplanter sig, er højst pinefuld. Det må dog derfor synes rimeligt at dette virkelige uvæsen blev hævet. Da man ikke tør antage at beboerne af Antonigade, Kristen Bernikows Gade og omliggende gader skal have mindre krav på nydelse af almindelige ro, end beboerne i ethvert andet af byens kvarterer, hvor efter anmelderens overbevisning sådan uskik er hævet.

(Politivennen nr. 724, Løverdagen den 14de November 1829, s. 747-749)

Hvorlunde Smaadrenge og Store Dito lege rart paa Slotspladsen.

Da indsenderen i søndags ved middagstid gik over slotspladsen, kunne han ikke uden mishag se på en leg som fandt sted mellem nogle smådrenge som stod på pladsen og nogle store drenge på et af æbleskibene.

Der blev nemlig fra nævnte skib kastet store og små rådne æbler ud til drengene på pladsen.

Disse æbler fløj de forbigående om ørerne og tilstænkede deres tøj. Man var jo endog ved denne lejlighed udsat for at få øjne og ansigt slået fordærvet. For den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over mod Børsen med stor færdighed, og uden at bryde sig om den mængde af folk der altid passerer denne vej. Det anføres her så  man kan tage sig i agt når man skal passere denne vej da denne rare leg vel oftere finder sted.

(Politivennen nr. 458. Løverdagen den 9de October 1824, s. 9200-9201)

"Den store dreng på æbleskibet kastede sine rådne æbler ud på pladsen over ad Børsen til med stor færdighed". Christiansborg Slotsplads 1806, med Holmens Kirke til venstre, havnen og Børsen midt i. (Før og Nu).

Et slemt Skraalen.

På hjørnet af Adelgade og Helsingørsgade sidder en sælgerkone med æbler som ved sit stærke, gennemtrængende skrål hvormed hun udråber sine varesorter, meget forstyrrer syge menneskers ro. Desuden er det meget ubehageligt for enhver i hendes nabolag en hel dag at høre på sådan musik. Da såvidt vides det ikke er sådanne sælgerkoner tilladt at tage fast stade på hjørner og stræder, hvor de ikke alene er kørende, men også gående til ulejlighed, langt mindre lydeligt at bekendtgøre deres udsalgsvarer, så håbes at vedkommende heraf vil tage notits og forebygge en sådan uorden.

(Politivennen nr. 417. Løverdagen den 27de December 1823, s. 6748-6749)

Svar til Indsenderen af Stykket i Politievennen No. 406 under Titel: Godt Frugtaar og dyr Frugt.

Da De tror at frugthandlerkorporationens interessenter uagtet al omløb med frugt, endda kan stå sig ret godt fordi de får 1 til 2 skilling for en god pære og næsten 1 skilling for en blomme, så undlader man ikke at underrette Dem om at staden har 112 bosiddende frugthandlere og 160 personer som sælger frugt fra stader, foruden den øvrige mængde som ombærer frugt til salg.

I betragtning af den mængde frugthandlere, vil ubillige priser fra frugthandlernes side ikke kunne tænkes mulig. For den frugthandler som vil lade sig betale ubilligt, ville vist skade sig selv værst ved at tabe sin næring.

Men selvom endog nogle af de mange unge tøser såvel fra staden som fra Amager der dels sidder på Højbro Plads, dels løber om i gader og huse og sælger frugt, sælger disse lidt billigere, var det da ikke så forunderligt, da disse ved deres løben om hurtigt afsætter en langt større del end de bosiddende frugthandlere som må beholde deres frugt indtil købere kommer og imidlertid fordærves meget.

Disse frugtomløbere kunne da stå sig langt bedre end både frugthandlerne og salsdamerne. Da de ikke sidder for de udgifter som disse, og giver de lidt køb et sted, så får de deres høflighed desto bedre betalt på et andet, hvor de siger: "vær så artig, gode herre, at tage hvad og hvilket de lyster."

Det ville vist ikke være urimeligt at sådan ulovlig og i strid med plakaten af 2. december 1755, § 17 blev hæmmet, og man tør da vel håbe at det med tid og lejlighed vil ske. For skulle frugthandel ved omløb være fri og tilladt for alle som er uden fast tjeneste, da burde den vist også være fri handel på bopæle. Men de bosiddende frugthandlere må først løse borgerskab eller bevilling, og siden svare næringsskat, fattigskat og alle udgifter, lige så fuldt som mange andre borgerklasser. De burde da vel også have lidt mere ret end netop at den ene bosiddende kan undertrykke den anden, ved enten at tvinge dem til at ophøre med en ofte ubetydelig frugthandel, eller de må rykke ud med 23 rigsbankdaler sølv til statskassen for at få ret til at drive en handel hvorved de umuligt kan leve. Om dette år kan kaldes et godt frugtår, derom tvivles, og dog kan jo herren få pærer til 4 skilling og blommer til 2 skilling for en snes. Denne pris synes dog så temmelig at stå i forhold til vores penge. Da man længe før 1807 ikke almindeligt har hørt pærer udråbes til ringere pris end 8 for 1 skilling.

At prisen må stå i forhold til frugtens godhed er nødvendig. Og man ser jo i avisen at haveejere averterer æbler og pærer til salg til 2 til 3 rigsbankdaler skæppen, og de kan også købes til 2 mark skæppen.

Mangler De evne eller vilje til at betale hvad udsøgt god frugt koster, får De enten vente til de kommer med det gode køb, eller lade Dem nøje med en ringere sort.

(Politivennen nr. 408. Løverdagen den 25de October 1823, s. 6601-6604)

Umaneerlig Skrigen i Kristenbernikovstrædet.

Hr. udgiver!

De har så vidt jeg erindrer i et af Deres blade talt om hvor ubehageligt det er at bo i nærheden af et sted hvor en eller flere sælgerkoner behager at tage stade hvorfra de udbyder deres varer og søger at trælle købere til sig. Tillad derfor at jeg beder Dem have den ulejlighed at umage Dem ned i Kristen Bernikows Gade, så vil De få en ide om den plage nogle af boeberne, især de lige for Antonigade, må udstå. For her har 2 til 3 ja undertiden 5 frugtsælgerinder valgt sig stader hvorfra de med uendelig råb og skrig udbyder æbler, pærer, blommer osv. Om eftermiddagen og til langt ud på aftenen er de allerslemmest da deres røst synes at forstærkes ligesom mørket tiltager. Allerede for de forbigående der ikke har aldeles upirrelige høreredskaber, er denne disharmoniske sang hvoriblandt der findes temmelig spæde stemmer, ubehagelig nok. Men for dem der hele tiden er nødt til at høre på det, er den ganske uudståelig. 

Man siger vel at mennesket kan vænnes til alt, altså også til at tåle denne musik. Men selv om jeg vil indrømme sandheden af det, så må De dog tilstå mig at det vil vare meget længe inden et menneske hvis sysler mest består i hovedarbejde og tænkning, bliver så vant dertil at han ikke forstyrres. Og nu syge som nødvendigt behøver ro, hvorledes kan den forstyrrede ro erstattes dem? Behag ni når De selv har overbevist Dem om sandheden af det her fremførte at indføre noget derom i Deres blad for at vedkommende kan gøres opmærksom på det. Man kan da vel håbe at disse personer ville blive lidt indskrænkede og da vil jeg og mange med mig, hjertelig takke den.

(Politivennen nr. 93, Løverdagen den 11de October 1817, s. 1551-1552)

Au i Christenbernikovstrædet.

S. T. hr. udgiver.

I går aftes torsdag den 23. januar ville jeg henimod kl. 6 gå på komedie. Da lygterne på den tid endnu ikke var tændt og det var meget mørkt, som det i lang tid har været i disse regnfulde aftener, havde jeg det uheld at styrte over en fæl afviser på hjørnet af Kristen Bernikows Gade og Grønnegade, og blev ikke alene forskrækkeligt tilsølet, men forstødte både det ene knæ og den ene arm således at jeg i nogen tid måtte blive stående uden at være i stand til at flytte en fod. Hvem der ikke kom på komedie, det var mig for jeg havde møje med at liste mig hjem, og endnu i dag føler jeg megen smerte i de forstødte lemmer. Jeg tilmelder Dem dette uheld for om de ved at påanke denne farlige sten i Deres blad, måske kunne udvirke at den blev borttaget. Hvad nytte den kan være til, indser jeg ikke, især da man har skilt sig ved dens lige på alle andre steder.

* * *

Udgiveren må til behageligt gensvar på ovenstående, erindre at han allerede for henved et år siden i sit bled har påanket nævnte sten, tillige med to andre af samme slags der stod for enden af Antonigade ved Pilestræde. Disse to sidste blev kort efter taget bort. Men hvorfor denne er forblevet på sit sted, samt hvortil den nytter, må han tilstå at han er ganske uvidende om. At den derimod kan forvolde skade, har jan før nævnt, og han har været overbevist herom længe før De ved at tilmelde ham Deres uheld på dette sted, søgte at gøre almenheden og den ansvarlige opmærksom derpå. I øvrigt vil han af ganske hjerte istemme Deres ønske at den må blive borttaget da i nogen tid en sælgerkone har valgt sig den til stade og derfra med uophørlig skrig om æbler for godt køb forstyrrer de omkringboende.

(Politivennen nr. 56, Løverdagen den 25. januar 1817, s. 877-879)

Om ørkesløse Æblekællinger

(Indsendt)

P.M.

Med inderlig fornøjelse læste jeg Landhusholdningsselskabets sidst aflagte regnskab i mit kammer. Jeg tilstod mig selv at det ikke kunne fejle, at selskabet jo ved sine så mange slags fortræffelige anstalter til nationalflids opmuntring i begge rigerne og ved undervisning og belønning, måtte have draget mange ledige siddende eller omløbende tøs, eller mange førhen doven eller ørkesløs gammel kælling til at gribe strikketøjet eller rokken. 

Skønt straks efter, da mine forretninger kaldte mig på gaderne og torvene, fandt jeg til min store bedrøvelse det modsatte. Jeg så nemlig at dette frugtrige år har gjort fire til fem hundrede tøser og koner til æblekællinger. Dvs. til dagdriverinder, som hele dagen igennem ikke bestiller andet end at bevogte de roligt liggende æbler med hænderne i skødet, og aldrig skal tage strikkepinden i hånden for at skaffe sig et par varme strømper til vinteren, da man i hobetal ser dem gå med nøgne hæle. Regner man at et halvt år således hendangles ved æblekurven og ansættes æblekællingernes tal til 500, og hvad de ved strikning daglig kunne fortjene til 4 [], så vil en statshusholder finde dette strikkearbejde ville give landet en fortjeneste af 3.800 rigsdaler årligt, uden at tage vindingen for moralen i betragtning. Skulle altså nogen patriot vide et middel til at bringe sådan en strikning i gang, så ville han fortjene sig en så udmærket tak af publikum, at han ikke ville misunde os at have givet ham den første ide dertil.

(Politivennen 1798, Hæfte 3, nr. 36. Den 29. december 1798, s. 572-573)