Vandmangel paa Christianshavn.

Gadeposten på hjørnet af Dronningensgade og Sankt Annægade på Christianshavn er så ofte uden vand at det forvolder de beboere som der så at sige har det eneste sted hvor de med rette kan afhente denne uundværlige artikel, meget stor ulempe. For undertiden hænder det sig 2 til 3 dage efter hinanden at denne post ingen vand kan give fra sig, og da det lader til som en høj grad af ligegyldighed eller forsømmelse fra nogle af de ansvarliges side formentlig foranledigede dette onde, så kan vi ikke længere lade det være upåtalt, men opfordrer enhver som hermed har at bestille at opfylde deres pligt, hvilket for de vedkommende beboere er lige så vigtigt som det i ildebrandstilfælde for det offentliges skyld er en nødvendighed. Vi ved at der kan indtræffe tilfælde med vandrendernes reparation og rensning hvor vandet af nødvendighed må savnes. Men vi ved også at det ikke så ofte som med før nævnte post må eller bør indtræffe at der intet vand i flere dage efter hinanden kan fås, og vi forventer derfor at denne vores velbegrundede anke for fremtiden må bevirke at de ansvarlige vil afværge den her berørte vandmangel. 

Ved denne lejlighed kan vi heller ikke undlade at tilkendegive vores forundring over at beboerne i Dronningensgade som så vidt vides dog må betale vandskat fordi posten står i denne gade, ikke lige så godt som de beboere hvis gårde vandet findes, fra vandvæsenets side advares om når vandet den eller den tid i deres poste bliver borte. Men da dette tilfælde med den før nævnte post så at sige hører til dagens orden, så undlades muligvis denne opmærksomhed fra vandvæsenets side, eller de enkelte hvis pligt det muligt måtte være, for at befri sig for den derved forbundne ubetydelige ulejlighed. Skulle denne anke ikke hjælpe beboerne som benytter nævnte gadepost til deres nødvendige vand af samme, så tør vi håbe at der fra højere ansvarliges side i denne retning vil blive påbudt og varetaget det fornødne.

(Politivennen Nr. 1555, Fredagen den 25 April 1845, s. 249-251)

Ferskvands-Posten i Springgaden.

Som en følge af den store virksomhed i hr. Brøndums etablissement og at nu flere dannede familier bebor de efterhånden i Pilestræde bedre indrettede bygninger, er vognfærdslen meget større end før, og det er højst rimeligt at den vil endnu forøges efterhånden som de øvrige ejendomsbesiddere af de givne eksempler lærer at indse at det svarer bedre regning at indrette deres steder bekvemme og sirlige ind- og udvendigt og have dannede beboere, som giver en forholdsmæssig højere leje, end at lade bygningerne se ud som forfaldne og gamle arresthuse, klostre eller kaserner, udpyntede med uhyggelige skilte og at have beboere som svarer dertil.

Den færdsel som allerede er i gaden, generes imidlertid meget af den uden for Trinitatis kirkemur ind i gaden stående post, og de mange til dels børn som henter vand fra posten, er ikke sjældent udsat for at komme til skade når som ofte er tilfældet, flere vogne møder hinanden eller gaden spærres af vogne som kører ud eller ind til hr. Brøndoms etablissement, eller må holde udenfor den lige overfor boende brændevinsbrænder for af- og pålæsning osv.

Da nu denne færdsel som meldt kan ventes at blive endnu større, henstiller indsenderen til høje ansvarlige om det ikke måtte være passende i tide og medens sommeren er for hånden, at gennembryde kirkemuren og ligesom i Landemærket anbringe posten i en forhugning i samme.

Til slut bemærker indsenderen at selv ved den sidste ildebrand i Landemærket, viste det sig at posten endog står ubekvemt for slufferne da når en henter vand, en anden vanskeligt kan komme forbi.

(Politivennen nr. 806, Løverdagen den 11te juni 1831, s. 419-421)

Velmeent Advarsel.

Min kone Dorthe Barchow gik den 10. november ind i tømrersvend eller frimester Quists gårdsrum nr. 177 og 178 i Store Fiolstræde for at hente en spand vand der. På turen derhen passerede Quist forbi hende, og gik op i samme stræde forbi gården kaldet Linden i hvilken jeg bor. 

Mens min kone postede en spand vand i hans gård af den vandpost der var der, havde Quist begivet sig hjem og stillet sig i et hjørne inden for døren til husets gårdsrum i hvilken stilling han på grund af det på den tid sædvanlige mørke på et sådant sted ikke kunne ses. Just som min kone gennem denne dør ville gå bort med den fyldte spand, fratog han hende voldsomt spanden for deraf at udtømme vandet, hvorefter han leverede den tilbage til hende og tilføjede hende et slag i ansigtet, som han tildelte hende med en sådan styrke at kinden adskillige dage derefter var blå og opsvulmede. Ligesom den også endnu af og til lider meget af smerter.

Uden at angive nogen årsag til denne opførsel der synes at være stimandsmæssig, sagde han alene: Nu kan hun gå med den.

Selv om jeg antager at han med den brugte metode ville nægte hende adgang til at hente vand fra sin vandpost, en nægtelse som den strenge ejendomsret om just ikke humanitet eller velvillighed vel kan understøtte, så berettigede hans håndhævelse af ejendomsretten ham dog ikke til at udøve voldsomhed mod min kones person, hvilken grove behandling endogså som det synes er sket med den snilde hvormed stimændene udfører deres overfald. For lig disse stillede han han som nævnt ovenfor i et skjult baghold i hjørnet eller krogen ved sin husdør for således at kunne uset udføre sit voldsomme overfald på min kone, på hvis anskrig folk fra huset og naboskabet kom til stede, hvis mulige ydende bistand han ved en hurtig flugt ind i gårdsrummet klogt undgik. 

Ikke tilfredsstillet ved dette hans formentlig lidet hædrende foretagende tillod han sig endvidere et lignende mod mig selv, idet han - da jeg straks efter at min kone havde fortalt mig om det omhandlede lovstridige forhold imod hende, begav mig til ham for med muligste høflighed at spørge om anledningen til det, samt for at kræve fyldestgørelse for det, i sit eget hus gadedør så voldsomt greb mig i mit bryst med begge sine hænder at jeg dersom jeg havde været mindre kraftfuld end jeg lykkeligvis er, uundgåeligt måtte være faldet i rendestenen tæt ved, hvilket nok også var hans hensigt med det. 

Til advarsel for andre som kunne have fornødent at afhjælpe deres trang til fersk vand fra hans vandpost bekendtgøres herved denne hans opførsel mod min kone og mig, hvilken Quist som oven forklaret, i anledning af det vand som min kone havde hentet fra hans vandpost, har tilladt sig mod os. Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost.

København den 24. november 1830
M. D. Barchow, snedkermester.


(Politivennen nr. 778, Løverdagen den 27de November 1830, s. 776-778) 

"Hensigten med denne offentliggørelse er blot den muligvis at forebygge for andre en lignende modtagelse ved vands afhentning fra hans vandpost." (Fiolstræde 42 med Rosengården ind til venstre. Eget foto, 2016.) 

Redacteurens Anmærkning

Store Fiolstræde 177 og 178 har en rodet matrikelhistorie, men svarer til nutidens Fiolstræde 40-42/Rosengården 15. Husene er opført i 1828 for tømmersvenden Johannes Quist. I Krak 1830 optræder snedkermester M. D. Barkow, Store Fiolstræde 181, nutidens Fiolstræde 34, altså ganske få huse derfra, nemlig huset efter det røde.

Uordener.

1) I to til tre år har beboerne af gården nr. 83 i Studiestræde følt den ubehagelighed at mangle vand, så at de har måttet forsyne sig dermed fra naboernes og genboernes gårde. Når de har beklaget sig derover, har huset ejerinde vel ladet vandmesterens folk efterse pumperedskabet, men da dette kun har frugtet lidt, mener man at enten er opstanderen forslidt indvendig, eller der må være fejl ved renden. Men hvori end fejlen stikker, håber man at den afhjælpes, for manglen af det fornødne vand er ubehageligt for beboerne og i ildebrandstilfælde farlig.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 702)

Redacteurens Anmærkning.

Studiestræde 83 er nutidens nr. 34. Huset er fra 1907, tegnet af arkitekt Christian Mandrup-Poulsen. Men Politivennens hus for evigt borte.

Advarsel ved Gammelstrand.

Af egen højst ubehagelig erfaring foranlediges anmelderen til at advare fodgængere som passerer Gammelstrand om natten at de ikke følger de brede fortovsten som på strandens side er lagt fra Højbro til Snaregade. For højst uforsigtigt er den nærmest Højbro opstillede vandpost placeret så når de nævnte fortovsten at tuden rager over samme. Ved den alt for tarvelige gadebelysning især når den nærmeste lampe brænder uklart, skjules let faren, og fodgængeren følger troligt de brede sten, indtil han støder ansigtet fordærvet på den så uheldigt placerede vandposts tud.

(Politivennen nr. 699, Løverdagen den 23de Maj 1829, s. 350-351)

Bøn om Vand paa Ulfeldtsplads.

Gråbrødretorv der i den senere tid er blevet til et torv, savner et gode som de andre torve er i besiddelse af, nemlig en offentlig vandpost. Nytorv, Højbro Plads, Vandkunsten, Kultorvet og flere har deres vandpost. Men Gråbrødretorv har ingen. Og dog er en vandpost her af største nødvendighed for at renholde og bortskylle urenlighederne fra de mange slagterboder der findes. Man har hjulpet og hjælper sig vel med at hente vand fra de omliggende gårde. Men man frygter for at disses ejere omsider vil blive kede af at lade deres pumperedskaber opslides af uberettigede og formene dem brugen af samme. Da de udsælgere der torver på denne plads, betaler afgifter til staden, ligesåvel som udsælgerne på den andre torve der er forsynet med vand, så holder det det for et rimeligt krav også at nyde lige rettighed. De ønsker og beder derfor om at pladsen måtte forsynes med en vandpost som muligvis kunne afløse den fæle stenstøtte der vist ikke er til nogen pryd for tedet. Bekostningen til et sådant anlæg kan kun blive ubetydelig da hovedrenden løber tværs under torvet i nærheden af støttens grund.

(Politivennen nr. 686, Løverdagen den 21de Februar 1829, s. 119-120)

Bøn fra Sophiegaden paa Christianshavn om en nødvendig Forbedring ved Brolægningen, samt en høist nødvendig Forbedring ved at afhjælpe Mangel paa Vand.

Sofiegade har i længere tid været og er endnu ufremkommelig, såvel gaden og fortovet som rendestenen der intet afløb har, især udenfor ejendommene nr. 358, 359 og 360, og det således at næppe nogen kan passere den enten til fods eller vogns uden at komme til skade. Man beder det ærede brolægningsvæsen om at denne gade snart må komme i betragtning. Hvad der er endnu værre er at der mangler vand. For posten på hjørnet af nævnte gade og Dronningensgade er i så dårlig tilstand at den kun afgivet lidt vand, og pumperedskaberne er i mådelig forfatning så at beboerne ikke engang kan få så meget som nødvendigheden kræver, langt mindre vil det være tilstrækkeligt i ulykkelige tilfælde da desuden næsten igen ejendom i nævnte gade er forsynet med vand. Denne mangel trænger derfor til at afhjælpes. For vand er uundværligt for alle levende skabninger.

(Politivennen nr. 644, Løverdagen den 3die Maj 1828, s.289-290).

Redacteurens Anmærkning.

Sofiegade 358, 389 og 360 blev 1859 til nr 9, 7 og 5. De er alle revet ned og erstattet af nyere byggeri. 

I Politivennen nr. 647, 24. maj s. 342 bekendtgjordes at vandmanglen nu var afhjulpet. Men ikke brolægningen.

Uordener.

1. Man ser dagligt trappen som fører op til butikken på hjørnet af Højbro Plads og Læderstræde, fuldt besat med sjakrende mosaiter hvorved indgangen til butikken aldeles spærres. Sker sådant med husejerens tilladelse eller formår han ikke at holde sin trappe ryddelig?

3) Gadeposten i Wildersgade på Christianshavn svarer aldeles ikke til hensigten da den i længere tid ikke har givet vand, hvilket foruden at det i ildebrandstilfælde kan være meget farligt, medfører stor ulempe for gadens beboere, hos hvem man da indfinder sig for at det fornødne vand, hvorved posterne beskadiges, gangene og trapperne tilsøles med vand og vedkommende let under påskud af dette deres ærinde kan bese lejligheden og muligt føre sig denne deres kundskab til nytte på en for beboerne mindre ønskelig måde. 

(Politivennen nr. 501. Løverdagen den 6te August 1825, s. 9921-9922)

Bøn for Klæderne.

Tirsdag den 30. maj kl. 9 om morgenen gik anmelderen forbi posten ved porten til Ehlersens Kollegium. Uden at ane noget, bliver han uformodentlig standset i sin gang og ser sin frakke klæbet fast til posten der nyligt (måske endnu samme morgen) var blevet tjæret. Da fortovet er meget smalt, må en endog sagte vind nødvendigt sætte den forbigåendes frakke i berøring med posten, og det var desårsag meget at ønske at en stang eller et andet mærke i sådant tilflælde for fremtiden måtte blive hensat indtil tjæren var tørret ind.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9745)

Om Pumper paa Fortougene.

Hr. udgiver!

Da jeg har lagt mærke til hvor særdeles meget godt og nyttigt Deres blad har udrettet, så undrer det mig meget at disse uting af sumpposter som findes uden for adskillige huse her i staden, har undgået Politivennens opmærksomehd. Disse kælderposter spærrer passagen på fortovet og afstedkommer ofte ulempe for svagtsynede og gamle, der tørner mod dem og derved kommer til skade. En sådan pumpe står på Købmagergade, og en ditto i Dronningens Tværgade straks ved hjørnet, og en i Valkendorfsgade. Der findes vist flere i andre gader, men behag selv at se efter, og skriv noget derom for at disse fæle tingester kan komme bort. Sådanne pumper kunne jo placeres inden i gården eller i kælderen, men aldeles ikke på fortovet hvor de spærrer passagen. Derfor væk med dem.

Deres S.

Svar.

Dersom den ærede indsender af ovenstående ville efterse de første årgange af Politivennen, da vil han finde at disse fortrædelige pumper ikke er undgået dens opmærksomhed, men at flere af dem ofte har været påanket. Således stod 2 i Pilestræde uden for nr. 92 og nr. 93, med den ene ende i kælderen, mens den anden ragede frem over fortovet, med hvilket de dannede en vinkel af nogle og fyrre grader. Disse pumper der hindrede al passage, blev flere gange påankede, men kom endelig bort da gaden sidste gang for et par år siden oplagdes, og således er det gået flere. De der endnu står tilbage, vil vist nok ligeledes borttages, efterhånden som gaderne hvori de findes, kommer under reparation.

En anden for fortovspassagen endnu værre indretning er heller ikke glemt at påankes, nemlig jerngelænder på gadedørstrapper hvoraf der før findes mange. For kort tid siden er et sådant borttaget fra hjørnehuset af Klareboderne og Pilestræde, men et findes endnu i Magstræde udenfor nr. 4. Denne sidste gade frembyder ellers skuet af en gammel Københavnsk gade og vidner om hvor lidt man i fordums tid sørgede for fodgængernes bekvemmelighed ved at tillade de usle smalle fortove at optages af udspringende trapper, trappegelændere, skråtliggende kælderlemme osv.

(Politivennen nr. 483. Løverdagen den 2den April 1825, s. 9584)

Et Vink til Vedkommende.

Om vinteren plejer de offentlige gadeposter at ombindes med halm og belægges med gødning for at ikke skal fryse til. Sådant er også sket i denne vinter, men da det blive vejrlig giver begrundet håb om at man ikke behøver at frygte for få streng frost, så var det nok gavnligt for opstanderne om denne belægning snarest muligt blev fjernet. For den vedligeholder kun den modtagne fugtighed og bevirker at træet snart forrådner, og anskaffelsen af nyt er som man ved meget bekosteligt.

(Politivennen nr. 430. Løverdagen den 27de Marts 1824, s. 6960)

Redacteurens Anmærkning.

I det følgende nummer af Politivennen bekendtgjordes at samtlige gadeposter nu havde fået fjernet deres binterbeklædning.

Gadeposten i store Kongensgade.

Udenfor sukkerraffinaderiets gård i Store Kongensgade står en gadepost, den eneste i denne ene af byens reelleste gader. For ikke at alene at tale om at denne vansirer gaden, men den er også i stærk blæst de på fortovet forbigående ofte til ulejlighed, for det er hændt anmelderen at der er blevet pumpet idet han passerede samme og vinden har kastet en vandstråle langt ind på fortovet og stygt overstænket ham såvel som en forbipasserende dame der fik sin pels slemt beskadiget. Da nu det gamle plankeværk for den såkaldte Marmorplads skrås over for nævnte gård borttages og efter sigende i dets sted en mur for denne plads skal opføres, lig den der vender ud til Bredgade, så vover man at gøre vedkommende høje autoritet opmærksom på om ikke ved denne lejlighed en niche i den nye opførende mur i kirkegårdsmuren finder sted og den omtalte post deri blive henflyttet. På dette sted ville den ikke være så megen ulempe, men endog bidrage til gadens forskønnelse.

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6949-6950)

Vandmangel i Prammandens Gang.

Vandposten i Prammandens Gang er sjældent eller aldrig i godt humør. For enten giver den slet intet, eller også så tykt og mudret vand at det aldeles ikke kan bruges. Dog er det førte oftest tilfældet, og skulle ulykkeligvis en ildebrand opstå i denne indskrænkede og for enden lukkede gade, ville den være vanskelig at slukke da der i de fleste af de dertil stødende gårde intet vand er.

(Politivennen nr. 393. Løverdagen den 12te Julii 1823, s. 6370).

Ludvig Frederik Both (1823-1887): Prammandensgang i Ny Adelgade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Bekendtgørelse.

Man har siden bragt i erfaring at den i forrige nummer påankede vandmangel i Møntergade nr. 55 var af den beskaffenhed at den ikke kan lægges gårdens ejer til last, eftersom der fandtes vand i posten før ildens begyndelse og straks efter dens slukning, men at den hidrørte blot deraf at alle pumperne i kvarteret var i brug, og at hovedrenden ikke så hurtigt kunne erstatte afgangen. Dette har da også været tilfældet med de øvrige i samme annonce omtalte huse og gårde, med undtagelse af nr. 56 og 57 som har brøndvand.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5926).

Gadeposten i Pilestrædet.

I Politivennen n. 307 for forrige år ankedes over posten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade at den i lang tid ikke havde givet vand, og at de omkringboende var kede af at lade deres pumperedskaber opslide af uvedkommende. Dette havde til følge at der en måned efter blev sat en ny post, men som også havde den fejl at den ikke ville give vand, hvilket anmeldtes i Politivennen nr. 311. Den blev derpå kureret og i Politivennen nr. 313 meldtes at samme post nu gav vand. Men nu har den i lang tid samme nykker som dens forgænger, og den er ligesom den var før. Ved ildebranden i Vognmagergade gjorde den aldeles ingen tjeneste, og skønt en der i nærheden boende mand ved navn Faust, indfandt sig i rette tid med tragt og pose, for derved at fylde vandtønderne, var han ikke sortkunstner nok for at få den til at yde en dråbe. Man håber at brandkorpsets chef, hr. oberstløjtnant Smidt som nu anden gang er gjort opmærksom på denne figurantpost, vil tage sig af sagen og lære vedkommende vandkigger til at se rigtigt hvor skaden er.

(Politivennen nr. 365. Løverdagen den 28de December 1822, s. 5917-5918).

Flere Uordener ved Vandposten paa Hjørnet af St. Annægaden og Kongensgade paa Christianshavn.

1. Det er kun sjældent at der er vand at få i denne post. Den svarer altså ikke til sin hensigt.
2. Drenge stopper klude og sten ind i postetuden. (Dette kunne let forebygges ved at posten blev forsynet med en længere nedadgående tud, som det er tilfældet ved gadevandposten i Lille Kongensgade i København).
3. Drenge rider dagligt hest på postestangen, ved hvilken strabads den stakkels post lider.
4. Adskillige gange (og det er ikke sjældent) forefindes vandbaljer og vandtønder hensat lige under postetuden så at små børn der skal have vand fra posten, knap kan komme til at få samme.

Disse her anførte uordener ved nævnte vandpost ønskede man meget gerne måtte blive afhjulpet snarest muligt.

(Politivennen nr. 339. Løverdagen den 29de Juni 1822, s. 5476).

"Drenge stopper klude og sten ind i postetuden. (Dette kunne let forebygges ved at posten blev forsynet med en længere nedadgående tud, som det er tilfældet ved gadevandposten i Lille Kongensgade i København)" (Hjørnet af Wildersgade - Kongensgade - og Skt Annægade i dag. Eget foto, 2015)

Redacteurens Anmærkning

Store og Lille Kongensgade hedder i dag Wildersgade. 

En egensindig Vandpost i Regnegade.

For nogle år siden læste man i Politivennen en bekendtgørelse om en statistpost i Store Regnegade nr. 250. Denne anmeldelse bevirkede at posten blev efterset og kasseret, og værten pålagt at lade indsætte en ny post. Man hvad enten det er værtens eller vandmesterens skyld, så har denne post aldrig villet give vand. Den game post gav dog undertiden vand når man spædede den. Men den nye er så egensindig at intet middel til at bringe den til at gøre noget godt, vil hjælpe. Lykkes det engang at få afpint den en spand vand, da må man bruge armene og anvende sine kræfter således at man må befrygte at miste sit helbred derved. Mange familier i huset kunne måske undvære en pige, men nu er man nødt til at holde en sådan blot for at få hentet vand som de ofte med knurren og mukken henter fra Kristen Bernikows Gades gadepost. Føjer man til denne udgift endnu vandskatten som man må betale, så vil det ikke kunne nægtes at det nødvendige vand familien bruger, er dyrt nok betalt. Hvad fare der for nævnte gård såvel som for nabolaget kan flyde af en sådan uefterrettelig post der er så god som ingen post, overlader anmelderen til højere vedkommende som man håber herpå gjort opmærksom nok vil udfinde årsagen til denne vandmangel og afhjælpe samme.

(Politivennen nr. 331. Løverdagen den 4de Maj 1822, s. 5308-5309).

Om Vandmangel.

Brandkorpsets driftige chef, hr. oberst løjtnant Schmidt, lader hyppigt undersøge om slukningsredskaberne, sprøjter, vandkar og sluffer er i tilbørlig stand for i påkommende tilfælde at kunne modsætte sig ildens heftige virkning. men skal dette ske med kraft og nogenlunde sikkerhed, bør nok det fornemste slukningsmiddel: vand ikke mangle. Og da man aldrig kan vide hvor den frygtelige fjende angriber, bør man vel i enhver gård sørge for at der ikke er mangel på dette element der ene er i stand til at bekæmpe den. Politivennen har altså alene af denne årsag grund nok til at anke over den ligegyldighed eller frygt for bekostninger nogle gårdejere viser, idet de lader deres pumperedskaber forfalde så aldeles  at ikke alene beboerne mangler det til husbrug fornødne vand, men at brandkorpset i påkommende tilfælde derved endog udsættes for ikke at kunne virke med den aktivitet og kraft det ellers almindeligt er bekendt for. Udgiveren modtager derfor enhver anmeldelse om denne uorden og skal straks bekendtgøre samme til høje vedkommendes efterretning. For dette formål anmeldes:

1) Bagergården nr. 120 på hjørnet af Borgergade og Dronningens Tværgade. Denne gård har siden april måned manglet vand. Kunne end ejeren og husbeboerne finde sig i at hente deres vand andet steds fra, så bør dog sådan vandmangel af ovenanførte grund ikke tåles.

2) Huset nr. 72 i Lille Kongensgade har som ses af Politivennen nr. 300 et pumperedskab der i lang tid har været ubrugeligt, og er skønt derom offentligt er ført anke, endnu ikke istandsat.

3) Gadeposten i Pilestræde straks ved Kronprinsensgade, har i lang tid ikke givet vand. De omkringboende har med ynk set på hvorledes man forgæves har strabadseret pumperedskaberne og tilladt at bandet hentedes fra deres poster, men er endelig kede af at lade disse opslide af uvedkommende.

(Politivennen nr. 307. Løverdagen den 17de November 1821, s. 4940-4941).

Ønske paa Østerbroe.

I den nuværende tørke da brøndvands mangel er almindelig er det yderst besværligt for beboerne på Østerbro at forsyne sig fra den ene post ved Farimagsvejen alene da den for pluraliteten er langt fra hånden og den desuden kun giver lidt vand, og altså metager meget tid. Ønskeligt var det derfor om det af vedkommende måtte foranstaltes at den for mængden fordelagtige beliggende post midt for søen måtte i det mindste i den tørre sommertid tillades benyttet enten i forening med den førnævnte eller også alene.

(Politivennen nr. 289. Løverdagen den 14de Julii 1821, s. 4650-4651). 

Vandmangel.

Hjørnehuset nr. 280 af Adelgade og Dronningens Tværgade har en brøndpost der er meget forfalden. Især er dækslet over brønden så skrøbeligt at hvis beboerne i huset havde børn som fik lov til at komme i gården, var de udsat for at se dem falde i brønden. Men da tillige naboen har fælles del i denne brønd og det må være ham ubehageligt at benytte vand der er opfyldt med alle de urenligheder som falder ned gennem det åbne overlag, så var det ønskeligt at ejeren jo før jo hellere ville lade posten og dækslet istandsætte.

(Politivennen nr. 232. Løverdagen den 10de Juni 1820, s. 3763-3764)