Dampmølle paa Christianshavn (Efterskrift til Politivennen)

Som man erfarer, nedlægger hr. borgerrepræsentant og brændevinsbrænder Olsen sit på Christianshavn beliggende brænderi og lader i dettes sted indrette en oliemølle. Når et sådant anlæg indenfor stadens volde ikke forårsager de omboende tab og ubehageligheder, kan herom intet være at sige. Dette bliver imidlertid ikke tilfældet med dette hr. Olsens nye anlæg, hvis samme forsynes med de i oliemøller udenfor stadens porte brugelige stamper. 

Enhver, som kender et sådant værks gang, må indrømme, at dette anlagt på et meget befolket sted, således som tilfældet er i Store Torvegade, i højeste grad generer de omkringboende, da det arbejder både tidligt og sent med stor larm, som familier gerne søger at undgå. Dette har de offentlige autoriteter indset og nægtet tilladelse til sådanne fabrikkers anlæg indenfor statens volde. 

Undertegnede tillader sig derfor at henstille til vedkommende autoriteter, som skulle anbefale eller meddele tilladelse til dette værks anlæg, om det ikke synes hensigtsmæssigt, at det forsynes med hydrauliske presser, hvilke ikke forårsager den larm som stamperne. Kun på dette vilkår er det tidligere tilladt de herrer grossererne Jacob Holm, Beck og agent Riis at anlægge førnævnte dampmøller indenfor stadens volde. Undertegnede og vistnok flere omboende, kan derfor ikke tro, hvad der fortælles, at hr. borgerrepræsentanten søger tilladelse til at forsyne sin dampmølle med stamper, da opnåelsen heraf ville forringe de omliggende ejendommes værdi, og genere naboer og genboer.

En Christianshavner.

(Kjøbenhavnsposten 17. februar 1847)

Oliemøllen står på et lugtekort over stinkende virksomheder i København angivet som Torvegade nr. 382. Torvegade 382 blev i 1901 til Torvegade 49, 1906 henlagt til Dronningensgade 54/Torvegade 49, og endelig i 1934 udlagt til offentlig gade. Med andre ord, offer for Torvegades nordsides udvidelse. Dampmøllen lå formentlig på modsat side af Dronningensgade overfor Lagkagehuset.

Dampmøllen må have ligget på hjørnet over for Lagkagehuset, altså helt til højre i fotoet, ved skiltet for venstresving forbudt. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jakob Holm havde i 1825 løst privilegium på en oliemølle der lå på Holms Plads på Christianshavn og blev drevet af en dampmaskine. Hans oliemøller blev nedlagt 1925.

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Ønske om en Opsynsmand paa Christianshavns Vold.

Så behagelig som den nylig givne tilladelse til at måtte passere Christianshavns volde er, især for Christianshavns indbyggere der ikke har noget andet spadserested så harmeligt er det for disse at se en mængde lurvet klædte drenge og piger så at sige have bemægtiget sig en del af volden og valgt den til deres tumleplads. På voldens indvendige dossering er mange og store huller hvorfra de har gjort sig egne opgange fra gaden. Forleden dag så anmelderen dem gribe fat i og rokke de der plantede træer og bestige de der stående avertissementstavler for at kunne komme op på skuldrene af hinanden. Ja, på en af disse tavler er endog allerede enkelte ord bortskårne med knive. Pøbelen driver her sit uvæsen uforstyrret da ingen spadserende vover at indlade sig med de uvorne, og der ingen skildvagt er i nærheden. For de to poster ved møllerne er fjernet så langt fra hinanden at de ikke kan observere hvad der foregår på den strækning der ligger mellem dem. Men selv om de var nærmere, ville de intet kunne udrette for at forebygge denne uorden da de kun tør fjerne sig en kort afstand fra deres poster. Det var derimod ønskeligt om der ansattes en mand til at have opsyn med volden, og når denne blot i nogen tid med en god svøbe holdt disse drenge i ave og fjernede dem fra volden, ville meget arbejde og megen bekostning ved voldens hyppigere reparation spares og vedbørlig orden tilvejebringes.

(Politivennen nr. 1011, Løverdagen den 16de Mai 1835, s. 318-319)

Bekjendtgjørelse.

Københavns guvernement har under 4. maj ladet bekendtgøre: "Da Christianshavns hovedvold fra Kalvebod Bastion til Amagerport nu er istandsat, beplantet med højtstammede træer og givet en banet vej, lig Københavns vold, tillades det stadens indbyggere til fods at passere oven nævnte vold, i overensstemmelse med de på samme anbragte avertissementstavler." Ved denne tilladelse er et i dette blad flere gange fremsat ønske blevet opfyldt, hvilket vist påskønnet af Københavns og især af Christianshavns indbyggere.

(Politivennen nr. 1010, Løverdagen den 9de Mai 1835, s. 306)

Tre Spørgsmaale.

1) Hvor kan det tillades at så mange personer af forskellig køn spadserer omkring i de såkaldte kancellibygninger dels for at tigge, dels for at sælge og måske af andre meget upassende grunde da dette dog ikke synes anstændigt i de kongelige bygninger.

2) Kunne det ikke lade sig gøre at der anbragtes bænke hist og her på Christianshavns Vold mellem møllen ved Sankt Annægade og qvintus da mange, især aldrende personer som spadserer der, sikkert gerne ønsker engang imellem at hvile sig? De ansvarshavende ville derved meget forpligte sig de spadserende som ønsker at vandre denne vej.

3) Kunne der ikke hist og her på gaderne anbringes steder hvor trængende lidt mere skjult kunne skille sig ved deres fluidum uden at dette bliver stående som nu og derved forårsager ikke alene et væmmeligt syn, men også især om sommeren en meget ubehageligt lugt? At man på enkelte steder finder andet menneskeligt der foruden det stygge syn osv. så ofte har til følge at man træder i det og som følge af det medfører den ubehagelige stank, synes bedre at kunne afværges da dette sikkert som oftest hidrører fra gadedrenge der uden at genere sig, på de første de bedste steder søger at skille sig af med deres byrde.

(Politivennen nr. 645, Løverdagen den 10de Maj 1828, s.309-310).

Tak og Ønske til Commandantskabet.

Med sand taknemmelighed påskønner publikum den opmærksomhed stadens høje kommandant ved befaling af 8. f. m. viste samme ved at tillade alle og enhver at passere på volden mellem Christianshavns Port og Qvintus for at se det kongelige herskab afsejle. Da den tid nu nærmer sig at vi atter kan se vort elskede kongepar hos os, og da det er bekendt at enhver glæder sig ved synet af vores ophøjede monark, så tillader man sig herved at anmode om at en lignende befaling måtte udstedes ved kongehusets hjemkomst, samt at samme også måtte offentliggøres gennem Adresseavisen så at publikum kunne få fornøden kundskab om hvor det var brettiget at gå, og flere således kunne deltage i den festlige glæde vi med længsel ser i møde.

Almenheden der så ofte har haft prøver på at autoriteterne i almindelighed og kommandantskabet i særdeleshed, har imødekommet sammes ønsker, nærer det glade håb at dette dets ønske bliver opfyldt. Anmelderen tillader sig dertil at tilføje at enhver god dannemand vist vil våge over at opretholde orden, og derved på det herligste lægge sin taknemmelighed for dagen.

(Politivennen nr. 498. Løverdagen den 16de Juli 1825, s. 9843-9844)

Bøn til Commandantskabet.

Uagtet Christianshavns indbyggere i almindelighed svarer kongen og kommunen de samme skatter og øvrige afgifter som københavnere, nyder disse dog ikke i lige høj grad godt af de fordele og behageligheder der frembyder sig for disse. Således er det til eksempel ikke tilladt Christianshavnerne at spadsere på de volde der omgiver denne by, forinden de har erhvervet voldtegn. Københavnerne derimod kan promenere på voldene uden at genres af en sådan indskrænkning. Vel er det ikke christianshavnerne forment at benytte stadens volde, og den for den opvoksende børneslægt så behagelige promenade i Kongens Have, men ingen af delene konvenerer de familier der har små børn, da det på grund af den lange afstand, ville medføre alt for mange ulejligheder, og dertil være forbundet med for megen tidsspilde.

Man tillader sig derfor underdanig at anmode stadens retsindige kommandant om at hjælpe de stakkels christianshavnere til de samme bekvemmeligheder som københavnerne længe uden indskrænkning har haft.

(Politivennen nr. 496. Løverdagen den 2den Juli 1825, s. 9814-9815)

Meer Stank paa Christianshavn.

Den stinkende pøl mellem Christianshavn Søndervold og bygningerne eller haver var det at ønske at høje vedkommende ville tage i øjesyn for at overbevis sig om hvilken en pestilentialsk stank den forårsager mod sommervarmen da alt skyllevand og anden uhumskhed fra husene som støder dertil, har sit sammenløb i denne grøft og bliver stående uden at det har noget afløb så at det ikke kan andet end at det må forpestes. I indsenderens uforgribelige tanker synes det at der kunne lægges en rende ud gennem volden til stadsgraven. Det ville jo koste en del, men når til dette arbejde brugtes slaver af hvilke vi har så god forråd, kunne vel ikke bekostningen blive så overdreven i forhold til nytten den bragte.

Så var det også at ønske at gadekommissærerne på Christianshavn hvis der er nogen, måtte tilholdes at iagttage deres pligt og efterse at skarnet ikke bliver liggende i mange dage efter hinanden, hvilket i lang tid har været tilfældet i Wildersgade ligesom rendestenene heller ikke renses tilbørligt der og flere steder.

(Politivennen nr. 288. Løverdagen den 7de Julii 1821, s. 4634-4635).

Ønske fra en Christianshavner.

Det var at ønske at der måtte hensættes en bænk i den lille alle mellem Langebro og Rabeshave for at syge som der attrår at nyde bevægelse i den frie luft, kan hvile dens afkræftede lemmer og ikke tvinges til at gå over evne. Dette ønskes opfyldelse er så meget mere nødvendigt som enhver der vil sætte sig ved volden bliver jaget bort af skildvagten da ingen tillades at sætte sig i græsset hvilket også desuden i foranderligt vejrlig og når man er varm, er skadeligt for sundheden.

(Politivennen nr. 234. Løverdagen den 24de Juni 1820, s. 3785-3786).

Politivennen nr. 239, lørdag den 29. juli 1820, side 3869 meddelte at løjtnant Westergaard som var medinteressent af grynmøllen på Christianshavn, havde opført en god og forsvarlig bænk mellem Langebro og Rabeshave. 

En Tyvesamtale.

P. M.

På en tid da så mange af Københavns indvånere bliver hjemsøgte af listige og voldelige tyve især af nøgletyve, troede jeg mig i flere end en henseende forbundet til at bekendtgøre vedhæftede tildragelse. Da dens indhold synes at berettige den til en plads i Politivennen, beder jeg at De vil lade den indføre der.

København den 22. juni 1800.

Klokken var henved 9 da jeg første pinsedags aften gik ud på Christianshavn for at gøre en tur over volden. Det var en mørk og kold aften og regnede af og til. Jeg var just kommet til det yderste hjørne af den første redoute da jeg nær ved mig, på den anden side af volden, hørte en sige: Komme ind? Ih, for Djævelen kammerat, du ved jo dog nok jeg kan komme ind overalt hvor det lønner umagen. Jeg standsede et øjeblik og hørte af det følgende at to personer aftalte med hinanden hvorledes de samme nat ville bestjæle hattemagerenken mad. Jansen på Christianshavn. Da de gik frem og tilbage mens de tale, kunne jeg ikke tydelig høre alt, men følgende var omtrent indholdet: Tro du mig, den gamle har grunker, og dem skal vi nok få fat på, sagde den første, og på den andens indvendinger som lod til at være mere frygtsom, og som talte så sagte at jeg ikke kunne høre meget af hvad han sagde, svarede han at han vidste god besked at han immer kunne få folk til at tie hvor de ikke burde tale, dette var hans egne ord - at vejret just i nat var godt og at vægteren rimeligvis i aften ville være beskænket da det var helligaften, hvorhos han tillige bandede en anden vægter som i nogle foregående nætter havde hindret ham, da han havde været på jagt, som han kaldte det, efter en gammel slyngels mammon. 

Da de havde talt en tidlang med hinanden, skiltes de ad, den ene gik ud ad mod Qvintus, den anden kom lands volden mod mig. Jeg kunne komme af vejen eller blive ubemærket, og holdt det derfor rådeligt at gå ham lige i møde. rimeligvis har han formodet at jeg havde hørt hvad der var blevet aftalt, eller også han ville plyndre mig, for uden at sige et ord, slog han efter mig med en knippel som han havde i hånden. Slaget havde uden tvivl knust min arm hvis jeg ikke ved et hastigt spring til side var undveget det, så at det blot strejfede min arm uden at gøre skade. Da han på ny hævede stokken, løb jeg ind på ham idet jeg afbødede slaget med hånden. Han trådte et skridt tilbage og gled med den ene fod. For han stod lige ved kanten af volden så han blev siddende. Jeg ville nu forsøge at kaste ham ved, men da han i det samme greb til lommen,, frygtede jeg han kunne have en kniv eller pistol hos sig, og råbte derfor et par gange på skildvagten. Han ønskede formodentlig ikke dennes mellemkomst, for han lod sig gesvindt glide ned ad volden og løb så hurtigt udad at han i mindre end et minut var mig af syne. 

Jeg vendte nu tilbage, og da jeg af skildvagten som stod ved møllen, ingen oplysning kunne få, for han sagde at han ikke havde hørt mig råbe, og kunne heller ikke bestemt erindre om han havde set to sådanne personer som jeg beskrev for ham, gå der forbi, meldte jeg straks for officeren i Amagerports vagt det forefaldne og bad at der om muligt måtte føjes anstalt til at opsøge og anholde gerningsmændene. Denne lovede meget høflig at sende en patrulje ud, hvis jeg ville følge med for at vise den stedet, men sagde tillige at der løb så mange veje at det var højst usandsynligt at få dem fat. Og da det desuden var vaskeligt at genfinde noget i mørket, fandt jeg ikke at der kunne gøres noget videre ved sagen. Dog gik jeg på tilbagevejen ind til mad. Jansen, fortalte hende hvad jeg havde hørt og rådede hende til at bruge forsigtighed. Jeg sagde hende tillige mit navn og hvad jeg var, men erindrede ikke at underrette hende om hvor jeg boede, hvilket hun ligeledes glemte at spørge om, og dette foranledigede hende til at indrykke et avertissement i nr. 181 af Adresseavisen, hvori hun bad mig derhen, da hun for at få en mistanke bestyrket eller hævet, ønskede en nøjere beskrivelse over de nævnte personer. Hvad jeg i denne henseende kunne sige hende, gav ikke megen oplysning, for dels havde jeg ingen synderlig lejlighed til at betragte de talende personer, dels vilde mørket have hindret mig, om jeg endog havde haft lejlighed til at se dem nøjere. Den ene var klædt i en grå eller lys trøje og bukser som en arbejdskarl, og havde strømper og sko på. Han talte meget slæbende og utydeligt. Den anden havde en mørk frakke, rund hat og støvler. Denne sidste, hvilken var den der  overfaldt mig, talte flydende, godt og med megen lethed, han brugte et par franske og tyske ord som han udtalte meget rigtig, hans stemme var mandig, dog meget bøjelig, hans sprog var dannet og hans figur høj, og så vidt jeg kunne se, smuk.

Erik Røring.

Kongelig fuldmægtig.

(Politivennen Hæfte 9, nr. 112. 14. juni 1800, s. 1777-1782)

Redacteurens Anmærkning.

I vejviseren fra 1796 er omtalt en hattemager H. Jansen, Brogade 6 på Christianshavn. Hans enke boede også i denne ejendom, hvad der fremgår af den omtalte notits i Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger3. juni 1800:

Den Person ved Navn Røring Kongl. Fuldmægtig som var hos mig første Pinse Aften Kl. immelem 10 og 11 slet, vilde behage at komme til mig, da jeg har noget af Vigtighed at tale med ham. Christianshavn den 3 Junii 1800.

M. sal. Jansens Enke

i Broegade 9